Koger de ris på en anden måde i Norge?

På pakken med ris i Coop står der forskellige tilberedningsvejledninger alt efter, om man læser den norske, svenske eller danske tekst?
?

Jeg har købt basmatiris. Hvordan kan det være, at man i Norge skal bruge 6 dl vand, i Danmark og Sverige kun 5 dl vand, når man koger ris til 4 personer? På andre ris er vandmængden den samme, men tilberedningstiden kan variere.

Ingelise Pedersen, Hedehusene

Svar fra Astrid Bork Andersen

I de nordiske lande har vi forskellige traditioner for kogning af ris, derfor er der forskellige tilberedningsvejledninger på emballagen. Det er altså ikke en fejl, at opskrifterne varierer mellem de tre lande. Alle lande er enige om, at der skal bruges 3 deciliter ris til 4 personer, men så hører enigheden også op. Selvom det færdige resultat er nogenlunde det samme, har vi ikke kunnet nøjes med én fælles tilberedningsvejledning. Vi har meget tilfælles i de nordiske lande, men her er et område, hvor vores små forskelligheder kommer til syne. 

Astrid Bork Andersen er kvalitetschef i Coop Trading. Coop Trading står for indkøb af en række food- og nonfoodvarer til Danmark, Norge, Sverige og Finland. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #indkøb, #mad, #coop, #tilberedning og #ris