Klimaforandringer: Dansk vin på verdenskortet

I Danmark dyrkes stadig kun druesorter, der er beregnet til at gro i kølige områder. Jan og Dina Nyholmgaard dyrker seks forskellige druesorter på vingården i Marslev ved Odense
Dansk vin er medaljevinder
Vinrankerne skyder snorlige gennem landskabet, så langt øjet rækker. Små skilte ved hver række fortæller, at her dyrkes druesorter som Solaris og Mertzling. Jan og Dina Nyholmgaard er de stolte ejere af en vingård på 4,5 hektar, der gav den første flaske vin i 2009. I 2012 tog de en mousserende vin med til en international vinkonkurrence i London. Her høstede de en bronzemedalje. I feltet var vine fra hele verden. Ægteparret på 51 og 52 år solgte i 2006 deres rengøringsfirma og kastede sig ud i projektet som vinavlere.
Dansk par laver flasker i tusindvis
»Vi vidste faktisk ikke ret meget om vin. Ud over, at vi godt kunne lide at drikke det,« siger Dina Nyholmgaard med et smil. Parret driver vingården alene og har investeret dag, nat og ferier i at passe vinstokkene. Målet er at kunne producere 12-15.000 flasker om året. Indtil videre er rekorden 7500 flasker. De klimafølsomme vinstokke fik kuldechok sidste år, da en forårsfrost ramte. Det gav et sølle udbytte på bare 900 flasker vin, hvilket ikke ligefrem gav et prangende overskud i budgettet.
Kan vi standse klimaet?
»Det er stadig muligt at bremse
klimaforandringerne, men det kræver markante ændringer i løbet af kort
tid. I det store billede kræver det mere end bare at slukke lyset efter
sig. Det vigtigste er, at der globalt set bliver satset på grøn energi.
Og det skal altså ske i løbet af en relativt kort periode på 20-30 år,«
siger Jens Hesselbjerg Christensen, klimaforsker ved DMI.
Varmere klima giver dansk vin som i Alsace
»Vi er hele tiden afhængige af vejret. Vi følger med hele tiden, og du kan jo selv gætte, hvad startsiden er på vores computer,« griner Jan Nyholmgaard og hentyder til DMI.dk som det indlysende svar.
Danmark blev anerkendt som vinproducerende land i august 2000. Før det var der nærmest ingenting, og i dag er der 83 erhvervsvinavlere i Danmark.
»Med et varmere klima kan vindyrkning i Danmark blive rigtig interessant. Stiger temperaturen et par grader, kan vi dyrke druer, som i dag dyrkes i Sydtyskland eller Alsace. Det kommer helt sikkert til at ske,« siger Jørgen E. Olesen, der er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet og forsker i landbrugets tilpasning til klimaforandringerne, herunder fremtidens vinproduktion.
Særlige vinsorter overlever i Danmarks klima
De forbedrede forhold for vinavl i Danmark skyldes både et varmere klima, og at man kan udvikle druesorter, der kan overleve kolde vintre.
»Danmark ligger stadig på den absolutte nordgrænse for vindyrkning, men havde vi ikke fået den opvarmning, vi ser, var det tæt på umuligt overhovedet at dyrke vin i Danmark,« fastslår Jørgen E. Olesen.
Selvom den lille gårdbutik bugner af hvide og mousserende vine af egen avl, er det en rød, der trækkes op en lørdag aften i Jan og Dinas stue. De har dog ingen planer om at dyrke rødvinsdruer. Rødvinen laver de trods alt stadig bedre i Sydeuropa.