Kirsten Olesen: Livet skal leves sammen med andre

At gå sine egne veje

Det sommerregner. Sort himmel og hvide skyer afløses et øjeblik efter af blå himmel og regn. Hun er smuk og sørgmodig. Som sommerregn. Hun er bevæbnet med en paraply. Hun går ofte tur. Spadserer rundt på sit Christianshavn, som hun har gjort det, siden hun flyttede dertil med sin mand i 1978. Nu er han død og har været det i et år.

»Vi havde en fast rute, som vi altid gik. Nu går jeg ikke mere til venstre, nu går jeg til højre for at skabe mit eget mønster,« siger Kirsten Olesen.

Skuespiller Kirsten Olesen var gift med guitaristen Ole Ousen i 40 år. Han var mest kendt for sin medvirken i Ørkenens Sønner. Hun er mest kendt for sin rolle som den livlige Agnes i Matador, der egentlig bare skulle have været en birolle, men som blev den store udviklingsfigur, der kravlede ind på flere og flere sider af Erik Balling og Lise Nørgaards manuskript. Agnes bevæger sig fra at være tjenestepige hos familien Varnæs til at være selvstændig erhvervsdrivende og løvemor.

Her over 30 år senere vil mange nok også genkende Kirsten Olesen på gaden som hende fra det første afsnit af det store DR-drama Arvingerne. Her spillede hun den excentriske kunstner og store moder Veronica Grønnegaard, hvis død var afsættet for de fire arvingers slåskamp. Men egentlig er det slet ikke på tv og i film, hun har spillet flest roller. Hun har tilbragt langt det meste af sin karriere på teaterscener, og de seneste 35 år har hun været fastansat på det Kongelige Teater, hvor hun har spillet alt fra bondekone i Elverhøj til den skotske dronning i stykket Maria Stuart.

Hun skal lære at være tålmodig

Hun går ad stier langs Københavns grønne volde. 

»Der er så mange ting, man skal lære at gide og ville og gøre for sig selv. Man skal tage sig sammen på en anden måde. Det var nemmere, da man havde nogen at gøre det sammen med eller gøre det for,« siger Kirsten Olesen. 

Er der noget, der er blevet nemmere i løbet af det sidste år?

»Nej, ikke sådan. Man må være tålmodig. Så hurtigt slettes et liv ikke. Og så kan det ikke på den måde erstattes. Man må finde på noget nyt. Hvis jeg for eksempel skulle rejse, hvor skulle jeg så rejse hen? Og kan jeg gøre det alene? Eller skal jeg gøre det med en veninde eller med min søster?« spørger Kirsten Olesen sig selv.

Hun går korte, lydløse trin i sine grå gummisko. Efter en pause fortsætter hun:

»Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver en glæde igen.«

Der er luft mellem ordene. Små pauser. Det virker ikke, som om hun leder efter ordene. Hun gør bare plads imellem dem, inden de slipper læberne. 

»Jeg kan godt blive urolig for, om jeg er låst fast i den her situation, og for at jeg altid skal være så tung om hjertet. Jeg håber en dag, det bliver mindre svært. Men der er jo ikke nogen premieredato på det,« siger Kirsten Olesen.

Det er svært at gøre tingene for sig selv

To karakterskabende fuger har sat sig lodret i mellem øjenbrynene. Så den unge Agnes er kommet til at ligne en flamencodanser. Hun dirrer let.

»Jeg tror, det meste i livet skal deles med nogen. Så må jeg finde nogle andre at dele det med. Nogle veninder eller familie. Skabe nogle andre sammenhænge. Det er det, jeg øver mig på. Men jeg har stadigvæk mit gode arbejde, som jeg er glad for, og som hjælper mig, fordi det er et frirum.«

For tiden spiller hun Tigerhjerte svøbt i kvindehud i Skuespilhuset. Forestillingen er en leg med mange af Shakespeares kvinderoller og et par manderoller, der får lov at møde hinanden på kryds og tværs og uden hensyntagen til, hvilke stykker de i virkeligheden bor i.

Det er befriende at spille en anden

Når hun står på scenen i rollen som Richard III og hoverende siger: »Tænk, at jeg, der dræbte hendes mand og svigerfar, tog hende, bedst som hendes had var stærkest...« er der ikke plads til den Kirsten Olesen, der er ked af det.

»Det kræver dig 100 procent at stå på scenen. Så kan man glemme sig selv og lægge sig selv på en hylde udenfor. For det er ikke min historie eller mine ord – det er rollens,« forklarer Kirsten Olesen.

I forestillingen dør den ene kvinde efter den anden i kærlighedens navn, indtil den hævntørstige Margaret tager scenen.

»Ak, stakkels York, jeg ville ynke dig i din elendighed, hvis ikke hadet, jeg nærer til dig, var så dødeligt,« siger Kirsten Olesen i rollen som den ubarmhjertige og benhårde franske dronning Margaret, idet hun hævner sig på sin ærkefjende York. Hun holder mest af at spille den onde Margaret i Shakespeare-collagen, fordi hun er så magtlysten.

»Det er sjovt at få lov til at være så strid. Men jeg var lidt ærgerlig over, at jeg ikke fik lov til at spille Julie, det var nok min sidste chance,« siger Kirsten Olesen og ler.

Sorgen parkerer hun, idet hun træder ind på scenen og indtager sin rolle. Når tæppet går fra, er sorgen væk i de 65 minutter, forestillingen varer.

»Man låner sin krop, sine tanker og sine følelser ud til nogen, når man står på scenen. Man stiller sig selv til rådighed for rollen,« siger Kirsten Olesen, der synes, det er hårdt at låne sig selv ud, men også at det er befriende at kunne lade sorgen hvile derhjemme.

»Det er meget privat at spille skuespil. Vi kommer tæt på hinanden. Det kan godt være psykisk hudflettende. For det handler om tanker, følelser og drømme. Det er det, der skaber en rolle. Det er jo ikke ordene. Det er dig. Du kan kun trække på dine egne erfaringer, din egen fantasi, din egen viden, din egen stemme, din egen krop, dine egne følelser, din egen seksualitet og din egen sensualitet. Det er det, du bruger, når du spiller en anden.«

Et alsidigt job

I Shakespeare-forestillingen er der brug for det hele. Kirsten Olesen hyler, løber, gramser, fløjter, knepper, tisser, trøster og kysser på scenen.

»Hvis du forestiller dig, at ordene er perlerne i en perlekrans, dem kan du tage og føle på. Det er håndværket. Det er forfatteren og det stykke, vi skal spille. Min opgave som skuespiller er at trække snoren. Den, du ikke kan se. Så jeg skal finde ud af, hvorfor den ene replik kommer før den anden, og hvilken stemning rollen er i, når hun siger det, og hvilken hensigt hun har med det.«

Kirsten elskede Hvidovre som barn

Hun går ikke på noget tidspunkt i stå på turen langs voldene, hun fortsætter med at sætte den ene fod foran den anden. Hun nynner lidt.

»Nu går vi i udkanten af Christiania. For mange mennesker er Christiania lig med det skræmmende Pusher Street, men det Christiania, jeg holder af at gå tur i, det er pragtfuldt, stille og roligt og som at være på landet. Jeg kigger mest på naturen og følger med i årstiderne og ser forandringerne, når jeg går den samme rute,« siger Kirsten Olesen. 

To blishøns letter langsomt og har svært ved at slippe deres tag i voldgravens vand. 

»Blishønsene tror, de kan gå på vandet. Men det kan de også,« siger Kirsten Olesen.

På vej over den lave træbro, hvor forelskede par har hægtet små hængelåse fast til rækværket, stopper hun op, drejer på et par af hængelåsene og læser initialerne. 

Her ude på voldgravens åbne vand har trækronerne sluppet deres tag i himlen, og Kirsten Olesen kigger op.

»Det er rart, at byen ikke er højere, at den ikke har højhuse, der rager op. Her kan man trække vejret,« siger Kirsten Olesen. 

Som barn boede hun også i byen. I Hvidovre. Det elskede hun.

Horsens var meget stille

Da hun blev ni år, flyttede familien til et hus uden for Horsens. Her var 25 æbletræer, men ikke nogen at lege med. Og selv om den fem år ældre søster var sød ved hende, og hun fik en gravhund, der hed Lady, savnede hun byen og børnene i Lejrbo i Hvidovre.

»Lejrbo var nybygget, da jeg flyttede ind. Der var grønne plæner og legepladser og ganske kort til skole. Det var nemt, og der var rigtig mange legekammerater,« siger Kirsten Olesen, der i andres øjne var vild som barn.

»Jeg skulle altid sys et eller andet sted i hovedet, fordi jeg troede, jeg kunne så meget. Jeg havde meget korte ben og var lille meget længe, men jeg troede, jeg kunne springe lige så langt som min storesøster,« siger Kirsten Olesen, der kan huske, at hun i hvert fald er blevet syet i læben tre gange. Altid på Diakonissestiftelsen, for her var de gode til hareskår, og sådan en flænge i læben kan godt minde om et hareskår.

Hun slog vejrmøller, kraftspring og gik i spagat. Hun husker at være faldet af en gynge og ned på et glasskår, og en anden gang, hvor hun faldt ned på et cementgulv, og en tredje gang, hvor hun faldt ned af et klatrestativ. Hun husker at blive hentet af en ambulance mere end en gang.

»Det sviner temmelig meget og ser ret voldsomt ud, når man skærer sig i munden,« forklarer Kirsten Olesen, der understreger, at nok var hun overmodig, men hun var skam en pæn og velopdragen pige. 

Far blev vred

Da hun var 18 år, blev hun optaget som elev på Odense Teaterskole. Og det var ikke særligt populært hjemme i Horsens.

»Jeg kan huske, da jeg fik brevet. Min mor kom ind med det på mit værelse, og jeg bad hende om at gå ud, så jeg kunne være alene, når jeg skulle læse om mit nederlag, for jeg vidste da godt, at jeg ikke var kommet ind. Et øjeblik efter gik jeg ud til hende og fortalte, at jeg var kommet ind. Og hendes eneste reaktion var »åh gud nej, sig det ikke til far«. Så det gjorde jeg ikke,« siger Kirsten Olesen.

Men så stod det også i Horsens Folkeblad, kan hun huske. Og hun prøvede på at hive siden ud, så faren ikke skulle læse det. 

»Jeg kunne godt se, at det ikke holdt i længden, så jeg måtte gå til bekendelse. Han blev meget meget vred og ked af det. Han talte ikke til mig i et år,« siger Kirsten Olesen. Der kort efter flyttede hjemmefra og til Odense. Selvom faren ikke talte til hende, når hun var hjemme på besøg, talte hendes mor og søster, så der var ikke helt tavst.

Blev han nogen sinde stolt af dit valg?

»Det håber jeg, han blev. Han kunne jo se, jeg klarede mig godt. Vi har aldrig sådan fejret hinanden i min familie. Ofte vidste de ikke, når jeg havde premiere. En gang imellem var det da frygtelig irriterende, når man havde brug for lidt opbakning. Men sådan var det. Jeg havde jo min mand og fuld støtte derfra,« siger Kirsten Olesen. Hendes søster er også skuespiller, og det er niecen også. Selv har Kirsten Olesen ingen børn. 

»Vi plejede altid at sige, at min søster kunne tage sig af Jylland og min niece tog sig af Fyn, og så skulle jeg nok klare resten. Vi har delt det mellem os.«

Barcelona kunne måske godt være næste rejsemål

Kirsten Olesen rejste meget med sin mand. De rejste aldrig kortere end en måned, for de nød at have tid til at finde deres egen lokale bager, have tid til at kigge på mennesker og ikke have planer og bare køre ud og se, hvad der var for enden af sporvognslinjen. 

Turene gik blandt andet til Borneo, Vietnam, Det Sydkinesiske Øhav, Rom og Paris. 

»Vi fandt altid nye steder. Vi syntes, verden var meget stor. Og det synes jeg stadigvæk. Der er mange steder, jeg gerne vil hen, hvis jeg får taget mig sammen,« siger Kirsten Olesen. 

Hun vil gerne se Sydamerika. Gå i Perus bjerge eller trække sin strikhat ned over ørerne i det sydlige Chile, imens hun ser på hvaler. Hun vil også gerne rejse til Argentina og stå på pampassens store øde sletter og kigge på noget kvæg, der gumler græs i det fjerne. 

»Måske kunne jeg også se nogle vandfald,« siger Kirsten Olesen. 

Kan du forestille dig, hvem du kunne rejse med, eller hvordan det skulle være?

»Nej, det kan jeg ikke. Jeg er slet ikke kommet så langt endnu, jeg har kun været alene i et år. Du må tænke på, hvor mange år jeg har delt mit liv med en anden. Jeg var 25 år, da jeg mødte ham, så jeg synes, det er hele mit liv,« siger Kirsten Olesen.

Da gåturen på voldene nærmer sig sin slutning, siger hun pludselig:

»Jeg kunne godt tænke mig at tage til Barcelona.«

Der har hun været før, og byen er en god mellemting mellem sol, varme, kultur og byferie, synes hun. 

»Jeg tror, jeg skal starte stille og roligt,« siger Kirsten Olesen. 

En sort sky nærmer sig. En stor, lilla syren blomstrer. Klokker kimer fra Frelser kirke. Turisterne i en kanalbåd retter kameraerne mod det snoede tårn, og Kirsten Olesen smiler, fordi hun ved, at turguiden igen er i gang med at bilde turisterne en skrøne på ærmet om en arkitekt, der begik selvmord, fordi bygningsarbejderne var kommet til at sno trapperne på hans tårn den forkerte vej.

»Det er en røverhistorie. Men skidt med det. Det er en god historie alligevel,« siger Kirsten Olesen. 

Hun forsvinder ind bag en grøn dør, der fører ind i en baggård, hvor hendes dukkehuslignede baghus ligger gemt bag tykke mure. Et øjeblik efter pisker sommerregnen ned igen.