Kan man undgå halalkød?

Coop stiller krav til sine leverandører af kød - blandt andet skal slagteriet garantere, at dyret er bedøvet inden slagtning.
?

 

Hvordan kan man sikre sig mod at få halalslagtet kød i SuperBrugsen? Jeg vil meget gerne opfordre til en klar markering, så jeg kan fravælge halalslagtet kød og fjerkræ. Det spiser vi nemlig ikke i min familie. 

Eva Hansen, Kolding

Svar fra Esben Meier

Coop køber ikke aktivt halalslagtet kød, og vi har ingen aktuelle planer om at halalmærke vort kød. For Coop er det vigtigt, at et dyr ikke lider unødigt under slagtning, og at denne slagtning foregår med hensyn til dyret og under kontrollerede former. Vi stiller blandt andet krav om, at dyret er bedøvet inden slagtning.

Ved slagtninger på autoriserede slagterier er det Veterinærkontrollen, der fører tilsyn med såvel hygiejne som dyrevelfærd, og disse slagtninger foregår under hensyntagen til de af EU/Danmark fastlagte procedurer.

I Danmark er det Justitsministeriet, der lovgiver om dyreværns-forhold, og ud fra vejledning fra Dyreetisk Råd er der fastlagt regler for, hvorledes slagtning af dyr skal foretages. Disse regler betyder bl.a., at alle slagtedyr skal bedøves, før de aflives – også de dyr, der halalslagtes. Dyreetisk er der således intet, der adskiller en dansk halalslagtning fra enhver anden dansk slagtning.

Alt fjerkræ er halalslagtet undtagen ænder og få andre specialproduktioner, disse kan dog i perioder være halalslagtet. Coop Danmark køber ikke aktivt halalslagtet kvæg, men da de slagterier, som vi handler med, af og til halalslagter kvæg, kan vi ikke udelukke, at en vis andel af det kød, vi får, stammer fra halalslagtet kvæg.

Lammekød regnes som halal, da det hører til undtagelserne, at det ikke er halal. Svinekødet er selvsagt ikke halalslagtet, dog skal det siges, at de slagtemetoder, der anvendes på svineslagterier, ligner halal til forveksling.

Esben Meier er kategorigruppechef for fersk kød, fjerkræ og fisk i Coop.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kød, #bøffer, #oksekød og #halal