Kan du forestille dig din mor sige: Det er din skyld, at jeg har fået brystkræft og ligger for døden?

Den mørke biografsal lyses pludselig op af det enorme lærred med et stille sus. Selvom sæderne er bløde og komfortable, er stemningen spændt og trykket, for vi ved, at den kommende film med scener fra forfatteren Leonoras Christina Skovs liv vil føre os ind i en uhyggelig familiefortælling.
 
På lærredet ser vi Leonora få besked midt i et live tv-interview, om at hendes mor er terminalt syg med brystkræft. Efter 10 år uden kontakt med forældrene, der aldrig havde accepteret deres datters lesbiske seksualitet, kører Leonora straks til det hospice, hvor hendes mor ligger afkræftet i sengen. Da Leonora søger forsoning, bliver hun i stedet beskyldt for at være årsagen til sin mors sygdom og snarlige død. 

Et idyllisk familiebillede bliver til et mareridtsbillede 

I filmen ”Den, der lever stille” vokser Leonora op i et hjem med daglige strafture på vægten og smæk, hvis hun lurer ved dørene i hjemmet. Vi kan heldigvis sætte hænderne foran øjnene eller gemme os bag bægeret med popcorn, når scenerne fra Leonoras chokerende barndoms- og ungdomsliv kører over lærredet i biografen. 
 
Leonora gør sit bedste for at opnå forældrenes kærlighed, men forsøger også at slippe ud af forældrenes spind og fastlåste mønstre. Hun bliver konstant overvældet af skyld, fordi hun ikke lever op til forældrenes forestillinger og forhåbninger om det perfekte liv:
 
»Alle forældre har et billede af, hvordan det er at få børn. I ”Den, der lever stille” bliver det et mareridtsbillede, fordi forældrene har en fastlåst forestilling om, hvordan Leonora skal være. Når hun som voksen står fast på at leve på sin egen måde, bliver de skuffede og giver hende skylden for de dårlige ting i deres eget liv. Det hele bliver sat på spidsen, da hun også får skylden for sin mors sygdom,« siger Sophia C. C. Rasmussen. Hun er familierådgiver og kommer her med råd til, hvordan man som barn eller forælder kan komme problemer i familien til livs. 

Overvej, om du har puttet dit voksne barn i en kasse 

10 år inden Leonora besøger sin syge mor på hospice, flytter hun hjemmefra til storbyen. Hun er i 20’erne, nyforelsket i en kvinde, har netop udgivet sin første roman og inviterer sine forældre hjem for at vise sit nye liv frem. Da forældrene besøger Leonora og finder ud af hendes seksualitet, ønsker de, at hun skal flytte hjem igen og genfinde sin plads som datteren i deres lille familie, men Leonora vil hellere skrive bøger og bo i storbyen. 
 
Ifølge familierådgiveren er det normalt, at forældre forventer noget bestemt af deres børn, og så kommer man ofte - uden at ville det - til at presse sit barn i en bestemt retning. For eksempel ved at se sit barn som charmetrolden, ballademageren eller den flittige stille. 

Så et godt råd til dig som forælder er at spørge dig selv, om du er kommet til at putte dit barn ned i en kasse, som dit barn faktisk ikke passer i. 
 
Du kan også overveje, om du kommer til at forvente noget bestemt, som låser dit barn fast i en bestemt rolle. Som forælder er det godt at stille sig selv spørgsmål, fordi måden, du ser dit barn på, ofte har stor betydning for dit barns selvopfattelse. 
 

Overvej, om du gør noget over for dit voksne barn, fordi du selv ønskede at blive mødt sådan som barn

Nogle gange gør forældre ting mod deres børn, som de selv ønskede, de blev mødt med i deres egen barndom. Men ofte har barnet brug for noget andet, end man selv havde brug for i sin opvækst. Vær nysgerrig på, hvem dit barn er, og hvad dit barn vil med sit liv: 
 
»Tag et kritisk blik på, om du som forælder gør det, som dit barn har brug for, eller om dit barn i virkeligheden har brug for noget andet,« lyder familierådgiverens råd. 

Spørg efter dit voksne barns version af barndommen 

Selvom du har gjort dit bedste, kan dit voksne barn sidde med en anden forestilling om sin barndom end din. Er du åben for at høre dit barns version af barndommen, kan det være en god idé at tage en snak om, hvad der egentlig skete dengang. Giv udtryk for, at du er nysgerrig efter at vide, hvordan dit barn egentlig oplevede sin barndom: 
 
Du kan indlede med at sige: »Jeg har gjort mit bedste, men jeg er helt sikkert - uden at vide det - kommet til at gøre noget, som er svært for dig. Hvis du har lyst, kan vi tage en snak om, hvordan det var for dig, da du voksede op,« forklarer familierådgiveren. 

Sådan kan du starte en samtale med dit barn

Hun kommer med en række spørgsmål, du kan bruge under samtalen med dit barn: 

• »Er der noget, du har været ked af, som jeg har gjort i din barndom, og som vi måske aldrig har talt om?«
• »Har du oplevet, at jeg har forsøgt at presse dig i en bestemt retning, som ikke passede dig?« 
• »Har du oplevet, at jeg har forventet noget af dig, som du ikke har haft lyst til at leve op til?«

 Det er ikke sikkert, at dit barn kan give dig et umiddelbart svar, men din italesættelse kan sætte nogle tanker i gang hos dit barn, som kan bringe jer tættere sammen. 

Lyt til dit voksne barn

Kommer dit voksne barn til dig og fortæller, at noget i barndommen har været hårdt, skal du lytte, være nysgerrig og spørge ind.  

»Som mennesker har vi brug for at blive hørt. Åbner dit barn op, skal du være nysgerrig og spørge ind til, hvordan dit barn opfattede tingene. Prøv i første omgang at lytte uden at give din egen version af tingene,« siger Sophia C. C. Rasmussen. 
 
Vil dit barn have din version, skal du være forberedt på, at du og dit barn måske ikke er enige om,  hvad der skete. Undgå at give udtryk for, at du er uenig med dit barns udlægning, og vær i stedet nysgerrig. Bliver du selv vred eller ked af det, kan du sætte snakken på pause og fortsætte en anden dag. Tal med en ven, partner eller terapeut, så du bliver mere afklaret med, hvad du tænker, før du og dit barn fortsætter snakken. 

Bliv afklaret med din egen barndom og sæt grænser for dit voksenliv 

For Leonora er følelsen af at være uønsket og ikke accepteret af sine forældre gennemgående i hele hendes opvækst. Hun lever glædesløst med bevidstheden om, at hendes mor ikke ønskede at få hende som barn, mens hendes far konstant giver hende skylden for morens diverse psykiske og fysiske dårligdomme. 
 
Ligger oplevelser fra barndommen og ulmer, så du som voksen får en knude i maven ved tanken om at være i selskab med dine forældre, kan en afklaring af din barndom og grænserne i dit voksenliv være en stor hjælp.

Stil dig selv reflekterende spørgsmål

Det er vigtigt at kigge tilbage på sin barndom, fordi barndommen skaber fundamentet for ens handlinger som voksen. Det er nemmere at blive afklaret omkring ens barndom, hvis man stiller sig selv reflekterende spørgsmål som eksempelvis: 

• »Hvordan var min barndom egentlig?«
• »Hvilken rolle har jeg taget, og er den rolle egentlig mig?«
• »Har jeg taget nogle livsvalg, fordi de er blevet forventet af mig?«

Overvej, hvad du vil have ud af en samtale med dine forældre

Inden du går til dine forældre, skal du være afklaret med, hvad du vil have ud af samtalen. Sophia C. C. Rasmussen råder til, at du sammen med en god ven, partner eller familierådgiver finder ud af, hvad der er svært at tænke tilbage på, og hvorfor. Derefter kan du overveje, om du vil inddrage dine forældre.  

Undgå at tage et opgør med forældre 

Du skal passe på med at tage et opgør med dine forældre, når du taler med dem om din barndom. Man risikerer at ødelægge relationen til sine forældre, hvis man tager et opgør og konfronterer dem direkte med de dårlige ting fra barndommen. Forsøg at holde dig på din egen banehalvdel og være åben for, at dine forældre ser tingene på en anden måde end dig:
 
»Undgå at sige »det var forkert, at du gjorde sådan«, for så føler din forælder sig angrebet. I stedet skal du fortælle, hvordan din barndom ser ud fra dit perspektiv, og hvordan barndommen har påvirket dig.

Sig:  »Jeg husker tingene på en bestemt måde, og det, synes jeg, var svært. Jeg tror, du har gjort dit bedste. Og kan du samtidig godt forstå, jeg synes, det var svært?«« foreslår Sophia C. C. Rasmussen. 

Du kan få en bedre relation til dine forældre

Måske har dine forældre gjort noget i din barndom, som har spor i dit voksne liv. Står du i den situation, kan du undersøge, hvor dine grænser egentlig går. Overvej, om du har brug for at sætte grænser over for dine forældre i dag. Når du er klar over dine grænser, kan du finde din rette plads, for eksempel i relationen til dine forældre. 
 
»Når du står fast på dine egne grænser, vil du også opleve at få en bedre relationen til dine forældre. Når du træder ind ad døren til dit barndomshjem, undgår du at blive barn igen og glide ind i din gamle rolle,« siger Sophia C. C. Rasmussen. 

”Den, der lever stille” vækker genkendelse hos mange 

Da rulleteksterne til slut løber over lærredet, og biografens dybe mørke bliver erstattet med lys, sidder vi overladt til vores egne tanker. Nogle kan genkende sig selv i Leonora, og andre kan spejle sig i Leonoras forældre. Uanset hvem man er, vækker filmen “Den, der lever stille” til eftertanke.
 
»”Den, der lever stille” handler om et menneske, der ikke føler sig elsket for den, hun er, og det kan mange relatere sig til på en eller anden måde,« siger Sophia C. C. Rasmussen til slut.