Kålguide til 11 forskellige slags kål

Broccolien er klassens duks, men alle kål er sunde. Spis af de krusede, røde, grønne og hvide kål hver dag og nedsæt din risiko for at få kræft. Kålen er bedst, når den er rå. Se, hvad du kan bruge spidskål, glaskål, rødkål og 8 andre kålhoveder til.

Derfor lugter  kålprutten

Når vi har spist, bliver maden nedbrudt af tarmbakterierne i tyktarmen. Bakterierne danner gasser som brint, kuldioxid og metan. Kål indeholder meget svovl, og når kålen nedbrydes, vil svovlen binde sig til den brint, bakterierne har dannet. Svovl og brint danner svovlbrinte, også kaldet hydrogensulfid. Det er den gasart, der kommer ud med kålprutterne, og som lugter af rådne æg.
 

De strutter af sundhed

Det smager skarpt og lidt af sennep, og eftersmagen holder sig længe. Måske er det derfor, du nyder at rive et stykke af den rå hvidkål på køkkenbordet og stå og gumle på det seje hvide kålblad, mens du står og laver mad. Hvis du har det på den måde og kan gøre det til en vane at smage på kål i en eller anden form hver dag, gør du noget godt for dig selv. Lidt kål hver dag nedsætter risikoen for kræft, og når kålen er rå, er den bedst. Forskere anbefaler at dampe kål så lidt som muligt, højst 6 minutter, og helst spise den rå for at bevare de sunde indholdsstoffer.
Det er stoffet glucora-phanin, der virker kræftforebyggende. Flere videnskabelige undersøgelser har vist, at personer, der spiser meget broccoli og kål, nedsætter risikoen for at udvikle kræft i lunge, tarm, bryst og prostata. Glucoraphanin findes især i broccoli. Derfor fremhæves broccolien som superkål, men mange andre kål har det kræftforebyggende stof. Kål er korsblomstrede planter, og stofgruppen af glucosinater bruges i de korsblomstrede planters eget forsvar mod mikroorganismer og planteædende insekter. 
Kål er ikke alene kræftforebyggende, men også rig på fibre, vitaminer, magnesium og andre mineraler. Fibre mætter godt og gør det lettere at holde vægten.
 

Vidste du at….

...fermenteret kål er gæret kål, som er sundt for tarmfloraen. Kålen snittes og tilsættes salt. Kålen masseres, til kålsaften driver af den, og sukkerarterne frigives sammen med saften. Kålen presses ned i et glas, så den ligger i sin egen saft, og dækkes med et låg, så glasset er tæt, og der ikke kan komme ilt til. Kål fermenteres først ved stuetemperatur i 7 dage og derefter ved 18 grader i 4-5 uger og er derefter klar. Sauerkraut er et kendt eksempel på fermenteret kål.