Kærnemælken i krise

Målt på forbruget af færdiglavet koldskål var sommervejret i år bedre end sidste år. Men vi gider ikke selv røre den sammen. Færdiglavet koldskål giver kærnemælk kamp

Meget tyder på, at danskerne ikke længere gider investere tid i at bikse deres egen kærnemælkskoldskål sammen. Salget af kærnemælk er for stærkt nedadgående, mens forbruget af færdiglavet kærnemælkskoldskål er tilsvarende støt stigende.

Denne sommer er ingen undtagelse. Fra uge 19 til uge 33, der traditionelt er koldskålens højsæson, drak danskerne i alt 9.316.507 liter færdiglavet koldskål eller godt 168.000 liter mere end sidste år, viser nye beregninger fra Mejeriforeningen.

Kærnemælk blev oprindelig fremstillet som et restprodukt, når man
fremstillede smør. Det gælder stadig for den såkaldte »gammeldags
kærnemælk«. Men langt det meste kærnemælk bliver i dag fremstillet af
almindelig skummetmælk, som bagefter bliver syrnet med en
mælkesyrekultur.

Syrningsprocessen tager tre dage, og da
kærnemælkskoldskål først og fremmest kommer på bordet i rigtig godt
vejr, har blandt andre Arla Foods folk ansat til at overvåge
vejrudsigten, så der er koldskål nok på hylderne, når solen brager
igennem.

I Mejeriforeningen har man uge for uge sommeren igennem
opgjort forbruget af koldskål i et såkaldt »koldskålsbarometer«. Heraf
fremgår det, at så snart temperaturen kommer pænt op i tyverne, går
danskerne amok i færdiglavet koldskål. Det gjorde vi blandt andet i den
usædvanligt varme pinse, hvor vi i løbet af kort tid satte godt en mio.
liter koldskål til livs.

Målt i koldskål blev pinseugen ikke overgået resten sommeren, selvom det var tæt på i den sidste uge af skoleferien.

»Vi
havde egentlig forventet at sommeren 2008 ville blive langt bedre end
2007, som rent ud sagt var elendig,« siger disponent Carsten Pedersen,
Arla Foods Planlægning og Disponering.

»Men en rigtig god
koldskålssæson kræver, at vi får nogle sammenhængende uger med rigtig
godt vejr først på sommeren. Og det fik vi desværre ikke i år.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug og #mejeriprodukter