Jeg kommer altid for tidligt

Tænkepauser er den største luksus i den moderne hverdag. Men vi glemmer at sætte pris på dem.

Man skal ikke have kendt mig særligt længe for at vide, at jeg næsten altid kommer for tidligt til alle aftaler. Sygeligt meget for tidligt.

Jeg er helt ude af trit med min egen generation, der for længst har taget mobiltelefonernes fleksibilitet til sig og rask væk ændrer på aftaler, mens de står og går, og sms'er sig til syndsforladelse, hvis de er et par minutter forsinkede. For de synes, det er synd for mig, når jeg sidder der og venter. Spilder min tid. De forstår ikke, at ventetiden for mig hører til dagens højdepunkter. Jeg er jo kun i god tid, fordi jeg tager mig god tid.

For mig ligger meget af livets kvalitetstid nemlig i de tidslommer, alle andre forsøger at undgå. I mellemrummene mellem to aftaler; under transporten mellem A og B; i småsludderen inden og efter møderne, hvor alle andre ellers styrter af sted fra bagkant til bagkant.

Det er svinkeærinderne undervejs i livet, der gennem tiden har fået mig allermest på sporet.

Derfor vil jeg så nødig undvære ventetiden. I gamle dage gik det af sig selv. Der var ikke andet at gøre end at vente på hinanden der, hvor man havde aftalt.

Nu er det jo ikke, fordi jeg vil underkende udviklingen. Jeg synes jo, det er smart med fleksibilitet og mobilitet og sætter stor pris på den spontanitet og mulighed for at arbejde overalt, udviklingen har givet os. Men jeg må indrømme, at jeg savner dengang, da de ukurante ventetider var en helt naturlig del af dagligdagen.

For det bliver sværere og sværere for mig at fastholde mine frirum. Tidsånden kalder konstant på, at også jeg udfylder alle tilværelsens blanke felter. Den elektroniske kalender får de blanke felter mellem møder og aftaler til at se gabende tomme ud. Overalt kalder blanke lærreder, ark, notesbøger, excelark og statusopdateringsfelter på at blive fyldt ud. Beskeder rykker efter at blive besvaret. Vi indleder enhver telefonsamtale med at spørge »Hvor er du?«, »Hvad laver du?«, »Forstyrrer jeg?«, fordi vi har vænnet os til at fange hinanden på farten. Og ingen tør rigtigt svare »Jeg laver faktisk ikke rigtig noget lige nu«. For vi skal altid være svarklar, i gang og på. På arbejde, på Facebook, på nettet, på, på, på konstant.

Men det ikke spor svært at være på konstant. Den største udfordring i den moderne dagligdag er at være i stand til at gøre det modsatte. At stemple ud. Tillade sig selv at blive lidt væk. Vi fylder alle mellemrum ud.

Og det er derfor, jeg giver eftertanken lidt kunstigt åndedræt ved at være for tidligt på den alle vegne.

Jeg bliver langt mere nærværende dagen igennem, hvis jeg når at samle tankerne og suge lidt sol i bibliotekshaven mellem to møder. Meget af min inspiration får jeg af at have god tid til at kigge på folk på Hovedbanegården; overhøre folks køsamtaler og lure på, hvad de har i indkøbskurven; fornemme virksomhedskulturen inden mødet, mens jeg venter i receptionen; nærstudere menukort, magasiner og aviser, mens jeg venter på en kaffeaftale.

De fleste trives bedst med, at alting klapper, så ventetiden bliver minimeret. Så føler de sig mere effektive.

Men med hensyn til min egen effektivitet synes jeg ofte, det er i mellemrummene, at nye tanker bobler frem, artikler bliver født og gennemtænkt, strategier tager form og pointer bliver hvæsset på plads - og så tager det mig ofte kun et par faktiske, praktiske minutter at færdiggøre dem, når jeg er tilbage på pinden.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kultur