Jeanette Ottesen: Jeg kan ikke bare være ligeglad med at tabe

Ti minutters skønhedssøvn

Klokken er 05.54, og vækkeuret ringer i en lejlighed på Østerbro i København. Jeanette Ottesen kan godt lide at vågne stille og roligt, så hun udskyder vækkeurets krav et par minutter. Så står hun op. 

Klokken syv står hun omklædt ved bassinkanten i Bellahøj Svømmestadion til dagens første træning, der varer tre timer. Fra 10 til 16 er der tid til andre aftaler og gøremål, men det meste af den tid går med at spise og sove, før eftermiddagstræningen går i gang klokken halv fem. 

Tre timer senere er hun hjemme igen, og hendes mand, Bobby, står klar med aftensmaden. Klokken halv ti går Jeanette Ottesen i seng. Sådan ser hverdagen ud. 

Hvis det er en søndag, hun vågner op til, skal kalenderen helst være fuldstændig ryddet.

»Jeg slapper allerbedst af, når jeg har en hel dag, hvor jeg ikke skal svømme, så står jeg sent op og spiser brunch på en café. Det er så fedt med en dag, hvor man bare har tid til den slags hygge,« siger hun.

Fra discodanser til topatlet

De fleste professionelle svømmere starter, mens de er små, men de første mange år af sit liv vidste Jeanette Ottesen ikke, at der boede en verdensmester i hende. Da hun var 10 år gammel, havde hun aldrig gået til svømning. Hendes familie gik mere op i dans, og ligesom sin storesøster prøvede Jeanette det hele: Discodans, jazzballet, hiphop, standarddans. Intet fangede for alvor interessen, men alligevel var der brug for en rigtig god undskyldning for at stoppe. Undskyldningen viste sig at hedde Michael, og han var Jeanette Ottesens dansepartner til standarddans.

»Michael kunne godt lide mig. Når vi dansede, så lynede han min kjole ned, altså lynlåsen på ryggen. Jeg var ti år gammel, og jeg blev simpelthen skræmt fra vid og sans. Min danselærer skældte mig ud, da jeg sagde, jeg ville stoppe, for jeg skulle bare være glad for at danse med en dreng, fordi der var så mange piger, der dansede sammen. Men jeg stoppede,« fortæller hun.

Som med mange andre ideer i barndommen var det storesøsteren Henriette der gjorde Jeanette Ottesen interesseret i svømning, og da hun først kom i gang, stod det hurtigt klart, at et af Danmarks største svømmetalenter var sluppet løs.

Hjemmefra uden hjem

Det er svært at se, at der også bor en mand i lejligheden på Østerbro. Der er sirligt og pænt, farverne er sarte og lyse, og orkideerne pryder både spisebord og vindueskarme. Og så dufter der lidt af parfumeafdelingen i et stormagasin. Umiskendeligt piget.

»Jeg køber aldrig møbler og den slags, uden at Bobby har set det, men det er rimelig meget mig, der styrer, hvor tingene skal stå. Det er også, fordi han er lidt ligeglad og har samme stil som mig,« siger hun. 

Parret, der blev gift i 2011, har boet i lejligheden i snart fem år, men først i løbet af de sidste par år har Jeanette Ottesen kunnet mærke, at hun har skabt sit eget hjem. Da hun flyttede hjemmefra som 18-årig, fordi forældrene i Lyngby ville til at opkræve husleje, var hun slet ikke klar til at skabe sin egen tilværelse.

»Den første nat jeg skulle sove i den lejlighed, lå jeg og græd, fordi jeg slet ikke havde lyst til at være der. Jeg var slet ikke klar til at flytte hjemmefra.«

I dag fortæller hun historien med et smil og griner ad de dårlige minder. Modgang giver styrke, kan man næsten se hende tænke.

Vinder helt ind til benet

Efter et par år kunne Jeanette Ottesen konstatere, at hun var i sin helt egen klasse til svømning. Hun nåede knap at lære navnene på de andre piger på svømmeholdet, før hun blev rykket et niveau eller en aldersgruppe op. Og mens hun blev klogere på sig selv, lærte andre hendes vindermentalitet at kende. 

Et af de tidligste eksempler var svømmestævnet Pondus Cup. Efter et vellykket heat kom 12-årige Jeanette op af vandet. Hun var stolt, for hun var kommet først. Det var først henne hos forældrene, at hun blev klar over, at sejren i heatet ikke var det samme som en samlet sejr, og hun måtte se skuffelsen i øjnene.

»Jeg blev så ulykkelig, og jeg begyndte at græde, for jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ikke havde vundet, for jeg var jo kommet først. Jeg tror, det var der, det gik op for mine forældre, at de har født et meget sindssygt konkurrencemenneske,« siger hun.

Konkurrencegenet skinner ofte igennem. Det banede vejen for at blive OL-deltager som 16-årig, verdensmester på 100 meter fri og årets sportsnavn i 2011, men der er også tidspunkter, hvor konkurrenceiveren kommer på tværs.

»Altså, nogle gange, når man bare spiller kort, så kan jeg godt blive lidt irriteret på mig selv over, at jeg ikke bare kan være ligeglad med at tabe. Og jeg prøver virkelig på ikke at sige noget, jeg prøver bare at smile, men inden i mig, der raser det bare. Det er virkelig svært bare at slappe af,« siger hun. 

Svømmedragten gik i stykker

2. august 2012. Der er gået 26.74 sekunder af OL-finalen i 100 meter fri, da Jeanette vender efter de første 50 meter. Hun har kurs mod en sølvmedalje, hvis hun holder farten et halvt minut endnu. Men det kan hun ikke, og det værste er, at hun selv ved det. I minutterne inden startskuddet har hun bakset med at komme i en ny svømmedragt, fordi den, hun havde på, gik i stykker. Forvirringen flytter fokus og koster på koncentrationen.

»Jeg glemte alt, hvad jeg havde arbejdet med, og hvad min træner havde fortalt mig. Jeg hamrer bare ud de første 50 meter, og da jeg vender, får jeg bare sådan en mavepuster. Luften går af ballonen, og jeg har ikke flere kræfter tilbage, og så er der eddermame langt,« siger hun.

Adskillige måneders hård træning er spildt, ambitioner og drømme om succes er slået i stykker, og en beslutning, der egentlig allerede var truffet, måtte trækkes tilbage. I månederne frem mod de olympiske lege i London havde Jeanette Ottesen og hendes mand, Bobby Gray, forberedt sig på at indlede et nyt liv.  

»I lang tid havde jeg sagt, at jeg ville stoppe med at svømme efter OL og begynde at leve et helt andet liv, og jeg ville gerne have børn.«

Den drøm blev aflyst af et følelsesmæssigt tomrum. I begyndelsen turde hun ikke engang spørge sig selv, hvilke konsekvenser den skuffende syvendeplads skulle have for hendes fremtid.

»Altså. Jeg nærmest flygtede fra stilheden. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde stille og roligt i sofaen om aftenen og snakke. Vi skulle bare lave noget, for hvis jeg begyndte at snakke, så kom jeg sandsynligvis til at snakke om OL, og så ville jeg jo begynde at få følelser, og måske begynde at græde, og det ville jeg ikke kunne håndtere. Jeg flygtede totalt fra at snakke og bearbejde alle de her ting,« siger hun nu.

 Sådan havde hun aldrig oplevet sig selv reagere før.

»Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle snakke om det. Og jeg vidste ikke, om det var okay, at jeg var så ked af det, eller om det var meningen, at jeg bare skulle være stærk og slå det ud af hovedet,« siger hun.

Tomrummet blev udfyldt med en overspringshandling som deltager i tv-programmet Vild med dans, og efter tre måneder, hvor lørdagstømmermænd erstattede morgentræning, havde en ny plan formet sig i svømmerens hoved: At hente en medalje ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

»Jeg føler virkelig, at der er noget, jeg mangler at opnå, før jeg er klar til et almindeligt liv,« siger Jeanette Ottesen.  

Men nedturen ved OL har ændret hendes forhold til svømning.

»Jeg besluttede, at jeg ville fortsætte, men med en anden tilgang. Jeg er rimelig sikker på, at svømningen er en hobby og bare en periode i mit liv. Jeg har meget større planer med mit liv end svømning.«

Drømmer om blå blink 

Når svømmekarrieren slutter, vil Jeanette Ottesen være politimand.

»Det er faktisk en pigedrøm. Da jeg var helt lille, var jeg fuldstændig opslugt, når der kørte politibiler forbi med udrykning,« husker hun. 

Den actionprægede tilværelse tiltaler hende stadig, og hvis uddannelsen kan kombineres med elitetræning, er det ikke utænkeligt, at Politiskolen får en ansøgning allerede i løbet af næste år. 

»Jeg tror ikke, at jeg kan sidde på et kontor og kigge på en skærm. Jeg vil gerne ud og gøre en forskel og hjælpe mennesker. Også fordi jeg har dyrket en egoistsport i så mange år,« siger hun. 

Derhjemme har karrieren og den store personlige kamp dikteret hverdagen, og Jeanette Ottesen synes selv, at hun i perioder har været for egoistisk.

»Ja, helt sikkert. Specielt, når det kommer til Bobby og mig og vores parforhold. Årene op til OL i London, de var totalt styret af min dagligdag. Alt blev planlagt efter mig, og Bobby kunne ikke bare invitere nogen over. Der skulle helst være ro halv ti, så jeg kunne få min søvn,« siger Jeanette Ottesen. 

Hun har ikke dårlig samvittighed, men hun ved godt, at der skal rettes op på ubalancen engang.

»Jeg glæder mig til, at det er mig, der skal give Bobby noget, og at det skal handle om ham. Jeg føler, at jeg skylder ham det,« siger hun.

Til deres dages ende

Jeanette Ottesen er 25 år. Hun fandt sammen med sin nuværende mand, da hun var 16, og parret har boet sammen, siden hun flyttede hjemmefra. De blev gift i 2011. Hun kan godt selv se, at det ligner et forhold, der ikke kan gå i stykker, men Jeanette Ottesen er blevet mindre romantiker og mere realist i løbet af det sidste år.

»Mine forældre blev skilt i december måned. De havde været gift i 33 år. Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at de to skulle skilles. Jeg synes virkelig, at det var et genialt ægteskab, de havde. Men nogle gange vokser man åbenbart fra hinanden,« siger hun.

Skilsmissen har efterladt Jeanette Ottesen med forældre, der hver for sig er gladere, men troen på et livslangt ægteskab har hun taget op til overvejelse.

»Hvis man bliver skilt, er det jo ikke, fordi man er et dårligt menneske. Det er bare ikke alle, der kan holde til den bitre ende, og man lever kun en gang,« siger hun.

Selv tror hun fast på, at hun har fundet manden i sit liv, og på en sort tavle i køkkenet har Bobby skrevet en kærlig hilsen med kridt.  •