Kompost er lige ud af landevejen
Alt grønt køkkenaffald såsom salatblade, kartoffelskræller, en rådden tomat og æbleskrog kommer i en lukket plastikspand under vasken. Der tilsættes også pap. Når den er fuld, bliver den stillet på altanen. Jan Kuusiaari vender komposten en gang hver eller hveranden måned og tilsætter mere pap eller andet tørt materiale, hvis den er blevet for våd. Efter et halvt år er den færdig.
»Kompost skal ikke være en videnskab, det skal være simpelt at gå til. Alligevel vil jeg anbefale folk at læse eller i hvert fald bladre i en bog om kompost, før de begynder, så de kender hovedprincipperne.«
»Jeg vil helst ikke importere skrald til min kompost, og derfor forsøger jeg at få min hjemmekompost til at fungere udelukkende ved at komme ting i, vi alligevel smider ud derhjemme. En af de største udfordringer, når man komposterer sit grønne køkkenaffald, er, at man kommer til at mangle noget tørt i komposten. Den bliver hurtigt våd og kommer til at stinke frygteligt. Jeg bruger vores æggebakker, pap og papir uden tryksværte som det tørre i komposten. Hvis man ikke er så fanatisk, kan man for eksempel købe træbriketter, høvlspåner eller træflis og komme i komposten, det fungerer godt som kulstofholdigt tørstof. I december brugte jeg nåle og kviste fra vores juletræ som tørstof i komposten. I de næste kasser, jeg laver, regner jeg med at eksperimentere med at tilsætte træflis.«
»I USA findes der deciderede lukkede kompostmaskiner fremstillet til indendørs brug. Men jeg har forgæves ledt efter dem på det danske marked. Og så er jeg også lidt skeptisk over for, at de bruger strøm. Jeg ved ikke, hvor bæredygtigt det så er. Derfor gik jeg selv i gang med at udvikle mit eget system for kompostering på altanen.«
»Jeg tror, de fleste bymennesker med grønne fingre kender til problemet: du slæber massevis af sphagnumbaseret blomstermuld og kunstgødning hjem fra supermarkedet, samtidig med at din skraldespand bugner af organisk affald, der ved kompostering kunne omdannes til den lækreste næringsrige muld, der dufter af skovbund.«
»Mit bedste råd er, at du skal tage noget gammel kompost og lægge i bunden, når du starter en ny kompostbunke, så alle de nødvendige mikroorganismer er der fra starten. Lidt som en surdej.«