Is er hygge i litervis

En begivenhed. Regnbueis på tallerkenen og en stor vaffel på havnen. Vi skal have vores 10 liter om året.

Is er hygge, og vi kan lide at hygge os.

Danmark har et af Europas højeste isforbrug med knap 10 liter is per person om året. Det er næsten dobbelt så meget, som de fleste andre europæere spiser.

Kun i Finland og i Sverige bliver der spist mere is per indbygger end hos os.

De første is

Kineserne var ikke alene først med krudtet, men også med isen. I Tang-perioden, som var fra 618 til 907 lavede kineserne is af opvarmet mælk, som fik lov til at syrne, blev blandet med mel og kamfer og derpå kølet ned.

Sorbet blev opfundet i det antikke Rom. Kejser nero fik serveret sne fra vulkanen Vesuv. Sneen blev blandet med frugt og mindede lidt om sorbet.

Gelato er opfundet af italienerne i 1500-tallet.

Is er en event

Familien Danmark slipper let en 100-krone-seddel, når far og mor og to børn fejrer sommeraftenen med en gåtur til ismanden.

Vi gør is til en social begivenhed. Det er som at spise lækker chokolade eller drikke et godt glas rødvin sammen med andre.

En is, der bliver nydt i selskab med andre, er luksus, fælles hygge og nydelse.

Det er en investering, fortæller Heidi Boye, der netop har afsluttet sin ph.d.-afhandling om sundhed og fødevarers betydning i hyggesituationer.

»Folk vandrer sjældent alene efter is. Det er noget, vi gør sammen. At gå en tur efter is er en event,« siger Heidi Boye.

Ingen skår i glæden

Is strutter af fedt og sukker, men det glemmer vi for en stund. Vi lægger bekymringerne på is.

Tre ud af fire tænker ikke på kalorier, når de køber is, viser nye tal fra FDB Analyse.

Det bekræftes af Heidi Boyes forskning.

Paradis breder sig

Når vi hygger os med hinanden og spiser en is, falder valget i stigende grad på en af de specialistkæder, der breder sig i gadebilledet. På blot fire år er Paradiskæden med is af den italienske slags vokset fra to til 32 butikker. En anden kæde med dyr specialis, Cold Stone Creamery, er vokset fra 2 til 12 butikker fra 2009 til 2010. Cold Stone Creamery lader kunden blande nødder, karamelsovs, slik, kage, frugt eller skumfiduser med den cremede is, og det hele bliver vendt på en iskold granitsten.

Andre mindre og mellemstore producenter sælger kvalitetsprodukter i den dyrere ende af prisskalaen. Nye navne markerer sig som for eksempel Hansen flødeis, der fremstilles på produktionsanlægget fra det tidligere Frederiksborg Is, Skee Is, Svaneke is Aps, Boisen Is, Is fra Skarø, is fra Aabybro Mejeri og Vebbestrup Flødeis.

Fra kummefryserens dyb

Produktionen af kvalitetsis vokser, men det, der fylder mest på vaflerne og ispindene, er fortsat den typiske industriis, der laves af skummetmælk og fedt. Selv om vi guffer mere af luksusisene, stiger salget af lavprisis fra supermarkederne samtidig.

Vi spiser med andre ord mere af det hele.

Kulturen omkring specialisene er sundest for os, mener Preben Vestergaard Hansen, der er kandidat i human ernæring og husholdningsvidenskab på professionshøjskolen Metropol, det tidligere Suhrs. Is til hverdag giver et stort forbrug.

Hvorimod et lidt men godt-forbrug gør isen til noget, vi glæder os til.

Islandet Italien er berømt for sin is, men det italienske forbrug af is ligger langt under det danske.

»Kummefryseren er ikke udbredt blandt italienerne. De har ikke et hverdagskonsum af lavprisis. Italienerne går ikke efter de store størrelser hos ismanden, men smager på deres kvalitetsis og giver den et element af oplevelse og glæde.

Italienerne har en sundere iskultur end den danske,« siger Preben Vestergaard Hansen.

Smil og spis

Mange isproducenter bevæger sig væk fra discountis og over mod kvalitetsis, en rejse der ligner øllets fra massebryggeri til mikrobryggeri. Den bevidste forbruger vil have is, der signalerer kvalitet og god smag.

»Men den brede befolkning ser på is med andre briller. Tilbud og pris er det vigtige,« siger Preben Vestergaard Hansen.

Når sundhedsfaglige mennesker og presse sender de store advarsler ud imod is, ledsaget af korsets tegn, gør de nærmest ondt værre, mener Preben Vestergaard Hansen.

»Jensen tænker, at så kan det hele være lige meget, og spiser en ekstra stor is, som kan dæmpe de onde tanker. Nydelse og glæde over is er en bedre vej. Reserver isen til en god dag og nyd den med god samvittighed og et smil på læben.

Gør som italienerne,« siger Preben Vestergaard Hansen.

Danskerne spiser årligt 9,33 liter is. I Europa spiser kun finnerne og svenskerne mere.

10% af den is, vi spiser, er fra mikroproducenter som Paradis og Hansen Is. Og tallet er stigende.

Kolde tal

62% har is liggende i fryseren. Især vestjyderne sørger for at have is på lager.

66% af os tænker ikke på tilsætningsstoffer, når vi køber is.

25% har det seneste år selv lavet is.

41% af storbyboere nyder isen på gaden eller i det hele taget i det fri.

Kilde FDB Analyse.

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #mad og #is