Iranske bøgetræer kan hjælpe klimatruede danske træer

De danske bøgetræer har det ikke godt med udsigten til et varmere
klima. Træerne har været kostet frem og tilbage i Europa på grund af
istiderne – så generne er knap så stærke eller ikke helt så
mangfoldige. Men måske er der hjælp at hente i Iran, mener forskere på
Skov & Landskab ved Københavns Universitet

Danske bøgetræer har været påvirket af flere istider, og det kan forringe deres evne til at tilpasse sig et andet klima, hvor det bliver varmere, og hvor vi vil opleve flere tørkeperioder - måske endda kombineret med fremmede sygdomme og skadedyr.

En håndsrækning til de danske løvskove kunne komme fra det nordlige Iran.

GENETISK MANGFOLDIGHED VIGTIG

I modsætning til de danske skove, som forskellige istider har sendt på vandring hen over bjergkæder, har de iranske træer fået lov til at passe sig selv i millioner af år.

»Man kan sige, at istiderne har indsnævret generne i de træer, vi naturligt har i Danmark. Og netop bredden i den genetiske mangfoldighed er afgørende for, hvor gode skovene er til at tilpasse sig en ukendt fremtid. Jo bredere, desto stærkere, fortæller seniorforsker Palle Madsen fra Skov & Landskab ved Københavns Universitet.

IMPORT AF FRØ FRA IRAN

Iran har knapt to millioner hektar løvskov med blandt andet eg, ask, lind, ahorn og bøg. En tiendedel heraf er urskov – altså skov, der ikke har været påvirket af menneskelig drift og udnyttelse, som også påvirker træernes gener.

»Det er ikke urealistisk, at Danmark en dag med fordel kunne begynde at importere træfrø fra Iran. Hvis vi stædigt kun vil arbejde med hjemmehørende træarter og -racer, er det det samme som at holde øjnene stift rettet mod bakspejlet. Men vi bliver nødt til at kigge ud af forruden,« siger Palle Madsen.

Læs mere om emnet i decemberudgaven af Samvirke.

    

Se, hvad vi ellers skriver om: #natur, #miljø og #klima