Intet garn til mønsteret

Hvorfor bringer kvickly.dk en strikkeopskrift, som det er næsten umuligt at finde garnet til?
?

Jeg har på kvickly.dk fundet en sweater, jeg gerne vil strikke, men garnet til opskriften findes aldrig på hylden i Kvickly Farum eller de andre steder, jeg har kigget, når jeg tilfældigvis har været der. Hvordan skal folk være i stand til at strikke jeres opskrifter, når I ikke har det garn, som man ifølge opskriften skal bruge?

Karina Hegelund, Farum

Svar fra Signe Holm

Det er rigtigt, at vi har opskrifter på nettet, også efter at garnet er udsolgt fra vores centrallager. Det er der flere forklaringer på. Der er stor forskel på, hvor lang tid et garn stadig findes i vores butikker, efter at det sidste garn er leveret fra vores centrallager. Desuden har vi kunder, som stadig efterspørger opskrifter både to og tre år, efter at garnet er meldt udsolgt. Det er derfor en afvejning af risikoen for at ulejlige kunder med forgæves søgning efter garn til en opskrift fra vores hjemmeside og så at hjælpe de kunder, som stadig vil bruge garnet to til tre år, efter at de har købt det.

Vi gennemgår jævnligt de opskrifter, som er på nettet, for at mindske frustrationen hos de af vores kunder, som finder en opskrift og derefter går forgæves i vores butikker. I vores tilbudsaviser vil det ved tilbud på garn fremgå, om der er opskrifter på nettet i netop den garnkvalitet. Det fremgår ligeledes på mange af vores garnbanderoler, om der findes opskrifter på kædernes hjemmesider, dvs. kvickly.dk og superbrugsen.dk

Signe Holm er koordinator for hobby- og sæsonvarer i Coop. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #hobby