Interview med Claus Pilgaard: Jeg er forhåbentlig kun lige begyndt

På vej på arbejde

En behagelig, rullende summen fra de seks diesel-cylindre fylder kabinen, da Claus Pilgaard trækker sin sorte Mercedesvarevogn ud til overhaling for hurtigst muligt at trække ind i inderste bane igen. Det irriterer ham, når folk bliver liggende i overhalingsbanen, hvis der er plads inderst. 

»Man må godt give lidt af sig selv og leve med at skulle lade andre komme forbi først,« siger han.

 I varerummet står en 12-volts køleboks, som altid er fyldt med chilier i alle farver og størrelser. I ordnet uorden rundt om køleren ligger plakater, papirer og produkter. Han er på vej for at holde et foredrag enten om chili, om hans eksplosionsagtige popularitet eller om sociale medier.

Emnerne skifter med publikums spørgsmål og interesse; sådan kan han bedst lide det. Da afkørslen til Kolding dukker op forude, taster han den præcise adresse ind på mobilens gps. 

»Jeg blev stoppet af politiet i mandags med høretelefonerne fra gps’en i ørerne. Det må man åbenbart ikke have. Betjenten var heldigvis sød og lod mig slippe med en løftet pegefinger. Så det er jeg selvfølgelig holdt op med nu,« siger han og propper igen de hvide høretelefoner i ørerne.

Claus Pilgaard er svært glad for tangenter, både dem, man spiller på, og dem, man går ud ad. Når man taler med ham, skifter fokus med jævne mellemrum, og på samme måde synes hans liv at have formet sig. Derfor får du ikke Claus Pilgaards historie, men i stedet nedslag i nogle af de små og store kapitler, der har formet hans liv og hans person.

Claus Pilgaards drengeår

Stuen i barndomshjemmet flyder over af spillemandsmusik. Fingre flyver over harmonikaknapperne, knipser på banjostrengene og stryger buen skiftevis nænsomt og vildt over violinstrengene og saven, som Claus Pilgaards far, Svend Christiansen, der til daglig er mejerist, spiller på.

»Man skal huske at rose mænd for deres ure en gang imellem. Det er noget, de fleste går en lille smule op i

Svend har lagt mærke til, hvordan sønnens fødder vipper med i takt til musikken, så en dag skubber faren et opretstående Hindsberg-klaver ind ad døren. Et stort, tungt, brunt et, som han har købt af skomageren. Klaveret bliver stemt, men som Claus Pilgaard siger: 

»Jeg er sgu ikke sikker på, at det stemte helt. Det gik vi ikke så meget op i. Det var det klaver, der var, så det var det, jeg spillede på, og det var jo fantastisk for sådan en lille dreng.«

Far: Du behøver inden uddannelse

Claus Pilgaard og hans far legede aldrig, for det havde faren ikke tid til. Men han gav altid sønnen mulighed for at lege og udvikle sig, om det var med brædder til en sæbekassebil eller et klaver. 

»Han sagde også, at jeg ikke behøvede tage en uddannelse, jeg skulle nok klare mig alligevel. Der var i vores hjem ingen overvågning, men hvad jeg vil kalde en nænsom opmærksomhed på, om det nu gik helt galt, det, vi lavede.« 

Klaveret faldt Claus Pilgaard let, så selvom han ikke blev direkte opfordret til at uddanne sig, søgte han alligevel og kom ind på det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus som 25-årig.

Claus Pilgaard, 29 år

Hen ad aftenstid en hverdag i december 1994 banker det på døren i Claus Pilgaards treværelses lejlighed i Aalborggade midt i Aarhus. På den anden side af dørtrinet står to mænd, den ene noget yngre end Claus Pilgaard, og man kan se, at han er ilde til mode.

Den anden er ældre og tydeligvis mere garvet i politifaget. Det er ham, der fører ordet, da han fortæller, at Claus Pilgaards mor Lone er kørt galt. Hun var på vej ud og danse med sin nye kæreste, da hun mistede herredømmet og livet.

»Min far var død pludseligt fire år tidligere af en blodprop, og da min mor så også døde, følte jeg, at mine historiske bånd blev kappet. Og det inden, jeg egentlig begyndte at interessere mig for min historie. Det var hårdt. Du kan ikke længere sige, at du elsker dem, eller sige undskyld eller sige noget som helst. Du kan bare sige, det var det. Jeg glæder mig over, at vi havde det pissedejligt sammen, mens de levede, og det tror jeg, at jeg er nødt til at fokusere på.« 

Søstervejning en gang om året

Den unge Claus Pilgaard følte med morens død som den næstældste af søskendeflokken og eneste søn et ansvar for at holde sammen på familien. Han mener selv, det er derfor, han indkalder til søstervejning en gang om året. 

»Så mødes vi hos mig om morgenen og holder indmarch. Vi spiser sammen, så vi er sikre på, at de alle tre har spist det samme, og så bliver de vejet.«

»Min næste opgave er at få morfet den interesse, der er for de helt stærke chilier, om til, hvordan man kan bruge chili til andet end at trille rundt på stuegulvet

Efter vejningen bliver der uddelt en pokal til den, som har udviklet sig mest i løbet af året, og den omsorgsfulde bror holder regnskab med vægten og fører en graf over søstrenes udvikling. 

»Det er ikke sådan, at de klapper i hænderne, når de skal til vejning, og der har også været lidt opstand, men det plejer at være et rigtig godt arrangement.«

Claus Pilgaards barndomssomre

Solen skinner fra en skyfri himmel, og den seks mand store familie Pilgaard Christiansen har proppet den vinrøde Folkevogn Variant 1600 med tagbagagebærer til bristepunktet. De er klar til at tage turen fra Herning, hvor de bor til daglig, til det gule sommerhus i Tversted i Nordjylland, hvor Claus Pilgaards far Svend kommer fra.

De fire søskende sidder oven i hinanden på bagsædet, og selvom turen er lang og træls, og der som regel er mindst en, der må bukke under for køresygen og kaste op halvvejs, glæder de sig til sommerferien. Claus Pilgaard kalder den The Sommerferie, fordi det var samme sted, de altid tog hen.

Nu, 40 år senere, er det Claus Pilgaard, der ejer det lavstammede, gule byhus med sort bliktag. Han har løbende selv sat huset i stand og nyder at komme der både alene og sammen med sin familie. 

I samklang med barndommen

»Det føles godt at have en krog tilbage i anerne med mit lille, gule hus. Det giver mening, synes jeg. Jeg føler mig som en i rækken og passer på det symbolsk, indtil den næste forhåbentlig har lyst til at tage over. Og så er der noget specielt ved Tversted. Om sommeren mødes man på stranden for at se solnedgang. Man snakker ikke nødvendigvis sammen, man går bare ned til stranden, ser solen forsvinde i havet og går hjem igen. Det er der en dejlig rytme i. Og så er Nordjylland rimelig uimponeret over Chili Klaus.« 

Andre steder kan den altid velklædte mand ikke gå fem skridt uden at blive mødt af lyden af sit eget navn i munden på en forbipasserende. Han kan ikke stå stille uden at blive bedt om en selfie med midaldrende damer og herrer, unge mænd og kvinder eller om forespørgsler på videohilsner til børnene, som er store fans derhjemme. Sidste år kom han til, som han selv beskriver det, at købe endnu et fristed. Den 27 fod lange båd, Bente Havguf – det hed den, da han købte den, men det bliver den nok ikke ved med – ligger i Aarhus, hvor Claus Pilgaard har boet i efterhånden halvdelen af sit 50-årige liv. 

»Jeg havde tænkt mig, at den skulle sejle rundt til de danske havne med chili, ligesom i gamle dage, når bananbådene lagde til. Men motoren gik i stykker og måtte skiftes ud, og så fik jeg først båden i vandet i oktober, da alle de andre var på vej op. Men i havet skulle den altså, så jeg kunne sejle ud, hvor der kun er lyden af bølgerne mod skroget, og hvor jeg kan smide en fiskekrog i vandet.«

Claus Pilgaard, 30 år

Det føles, som om han altid er på vej ud ad døren. Claus Pilgaard er nyligt færdiguddannet pianist og overlever nu som musiker. Hver weekend tager han elklaveret under armen og kører til bryllupsfest, revy, fødselsdag eller et firmaarrangement. Hjemme sidder hans kæreste og deres etårige datter. Forældreskabet var planlagt, men efter tre år holder forholdet ikke længere. 

»Vi fik Anna Sophie på et tidspunkt, hvor jeg prøvede at brødføde os alle tre ved at leve af musikken. Det var nok lidt mere, end sådan en lille familie kunne holde til. Vi var søde ved hinanden og alting, men jeg forstår godt, at min kæreste lige slog op i banen og sagde, at hun ville have noget mere stabilitet. Og det kunne jeg ikke tilbyde på det tidspunkt.« 

Man bliver klogere af at dumme sig

Claus Pilgaard er af den faste overbevisning, at man skal have lov til at dumme sig i sit liv, for det bliver man klogere af. Han kalder det en livskvajemargin. Men han mener også, at man skal være stor nok til at indrømme, hvis man har gjort noget dumt.

»Jeg kan da godt have det sådan med hende, jeg fik mit barn sammen med, at jeg havde tunnelsyn. Jeg kunne nok godt have opført mig anderledes. Men jeg var bare ikke klogere. Ens lyst til at lave noget kan godt være så stor, at man får skyklapper på, og det kan jeg godt fortryde. Derfor er jeg også ekstra lykkelig for, at vi har det godt sammen i dag.«

For nylig var Claus Pilgaard til ekskærestens nye mands 50-års fødselsdag. Familieforholdet er, som han siger, så harmonisk, som det kan være.

Claus Pilgaard, 48 år

Lidt uden for Rønne på Bornholm sidder Claus Pilgaard i en sort, lidt forsiddet lædersofa og kigger ud af vinduet på klipperne. Han keder sig. Der er gået cirka halvdelen af de to måneder, hvor han skal spille med i en revy på øen.

Arbejdet er sjovt, men fritiden lang. På trægulvet foran ham står 15 chiliplanter, som hans kone ikke gad passe, mens han var afsted. De er flotte og hjemmedyrkede, og Claus Pilgaard kender udmærket smagen af de fleste, men kun i mindre bidder og i madretter. 

»Det kunne da være sjovt at spise en hel, optage seancen og så sende det til mine venner på Facebook, så de kan se, jeg er i live endnu,« tænkte han.

På vej mod berømmelsen

En kameraoptagelse, en halv, gul Monkey Face og en rum tid senere er Claus Pilgaard godt på vej til at blive et hit. Videoen med den hikkende, bøvsende og tydeligt pressede mand går sin sejrsgang på internettet.

Karrieren som musiker og skuespiller er på vej på pause, men han ved det ikke selv endnu, for internetforbindelsen i sommerhuset er mildest talt sporadisk. Og det første døgns tid har han i øvrigt også for travlt med at orme sig rundt på gulvet og sofaen i smerte og selvbebrejdelse. 

Claus Pilgaard, 50 år

Dytten, båtten og lyden af en konstant gående, snakkende og to-go-kaffe-drikkende masse af mennesker fortoner sig, da han stiger på den lange rulletrappe på vej dybt ned i New Yorks undergrund. Claus Pilgaard kan lige klemme de sorte, smalle cowboybukser ind i en lige så smal plads mellem to pendlere i subwayen.

Claus Pilgaard skal af i Brooklyn, hvor han skal mødes med to iværksættere, en dansk og en amerikansk. De er ved at åbne The Pølse, en danskinspireret pølsebar, som han har sponsoreret nogle produkter til.

Den lille restaurant er bare et af de møder, han har, og inden han tager hjem, skal han også omkring et tv-studie og lave en klassisk Chili Klaus-chilismagning som åbningen af en ny sæson af et talkshow, hvor de spiser meget hotte hotwings, imens de forsøger at interviewe kendte mennesker. 

»Det er helt fantastisk at have møder i den by. Folk er ufattelig gæstfrie og enormt begejstrede for alt, hvad der er stærkt. Hvis man tror, chili er en overgangsfase, så skal man bare tage til New York.« 

Så det gør han. Blandt andet. I morgen skal han til Norge, hvor hans bog for nylig udkom, og i næste uge står der Amsterdam i kalenderen. Hans videoer har spredt sig over landegrænserne med lysets hast, og nu følger manden med, det bedste han kan.

»Jeg har så utroligt mange muligheder lige nu, så jeg forsøger at lytte til min mavefornemmelse og træffe de rigtige valg. Hele eventyret kan jo være slut i morgen, men jeg håber virkelig, virkelig, at jeg kun lige er begyndt.« •