Interview m. Jakob Stegelmann: Engang væddede Superman og Jakob Stegelmann om hvem der var stærkest. Taberen skulle gå med sine underbukser uden på tøjet

I en anden verden fyldt med talende blomster og skakbrikker på 2 ben

Jakob Stegelmann kører en grå Citroën stationcar, han bor i en forstadsvilla og slår selv græsset i sin have med en elektrisk græsslåmaskine, han spiser broccoli, mest fordi det er sundt, og han går til konfirmationer af pligt.

Men nu går han ned i en kælder i Valby og gennem troldspejlet, som vel at mærke ikke er H.C. Andersens spejl, hvor synet forvrænges, og alting bliver grimt. Men spejlet fra Alice i Eventyrland, hvor man finder en anden verden fyldt med talende blomster og skakbrikker på 2 ben. I denne verden kommer Jakob Stegelmann fra a til b i en land­speeder (et Star Wars-fartøj, der flyver lige over jorden ved at ophæve tyngdekraften), robotten R2-D2 slår hans græs. Her spiser han ikke broccoli, men deler en gulerod i ny og næ med sin gode ven Snurre Snup. Der er ingen konfirmationer, men til gengæld holder han ofte en banket, hvor Gøg & Gokke, Warner Brothers’ læspende and Daffy, Peter Plys og andre kigger forbi.

»Hvorfor kun leve ét liv?« spørger Jakob Stegelmann, der siden 1989 har givet børn, unge og voksne mulighed for at leve et andet liv i de fantasiuniverser, han serverer i tv-programmet Troldspejlet. Her er nye tegneserier, tegnefilm, computerspil og fantasi i alle afskygninger blevet anmeldt de seneste 27 år.

Troldspejlet er DR’s længst levende program næst efter TVAvisen. Udsendelserne løber over skærmen en halv time hver uge på DR’s kanal Ultra, på youtube og i Ultra-app'en. Ud over at producere og være vært på Troldspejlet arbejder Jakob Stegelmann som chefindkøber af børneprogrammer for DR.

Utrolig gammel ung mand

Trods sin evigt unge appel er Jakob Stegelmann så gammel, at han »løser billet« og taler om »sporvognenes beskaffenhed«. Han destruerer det ene computertastatur efter det andet ved at slå hårdt på bogstaverne, som om kraften fra hans tryk skal få en arm til at flytte sig og sætte tryksværte på papir. 58 år. Gift med journalist Ursula Rechnagel, far til Benjamin på 13 år og papfar til to voksne kvinder. Han er næsten to meter høj, har gråt hår og skæg, hvor fortidens røde stubbe stadig kan anes. Han taler hurtigt, flydende og effektivt.

Valby ligger halvøde hen, syrenerne blomstrer, og i en gammel fabriksbygning ligger Jakob Stegelmanns kontor. Klokken 10.36 en mandag morgen i maj går han ud for at skifte fra en bordeaux T-shirt til en blommefarvet skjorte med hvidt og sort mønster på knapstolpen. Med én sides papirmanuskript i hånden går han ned ad en stejl kældertrappe med æggesnapsfarvede vægge, der skaller. På kældervæggen står skrevet: Knallert Parkering. Men det eneste, her er parkeret, er en kvart palle sour creme and onion chips. Efter at vi har passeret lange rækker af kostumer, dukker en lille sort hule op. Hulen er et primitivt studie med to vægge af sort stof og en bagvæg af bogkasser. Her står Godzilla og kigger truende på Marshmallowman fra Ghostbusters sammen med en Minecraft-gris og låget til en Mickey Mouse-kagedåse. Seks lamper bliver tændt, og et sort stykke stof fjernes fra den matsorte bordplade. Der er gået 11 minutter, fra Jakob Stegelmann og hans kollega Troels Møller forlod kontoret, til de nu er klar til at filme et indslag til Troldspejlet, og det er inklusive en rundvisning i kælderen. Jakob Stegelmann har flyttet tv-produktionen fra DR til kælderen i Valby, netop fordi det er mere fleksibelt og effektivt. Her er ingen kulisse, der skal pakkes ned og op, ingen lysfolk, teleprompter, sminkør eller stylist. Her er bare Jakob og Troels og et kamera, der ikke er meget større end en pakke husholdningstændstikker. 

»Er jeg ikke for lav?« spørger Jakob Stegelmann og fortsætter med en stemme lånt fra en af bjørnene i Guldlok: »Hvem har siddet i min stol?«

Kælderen er helt uden vinduer, og her lugter hengemt.

De optager et indslag om Warcraft- filmen, der er baseret på det verdensberømte online-rollespil World of Warcraft. Jakob Stegelmann kludrer, da han i et rasende tempo forsøger at sige titlen på det nye spil Overwatch. Han slår i bordet med knyttede næver, som Tarzan ville have slået sig på brystet. Men i sjette forsøg lykkes det. Der er gået yderligere 11 minutter, og nu er de færdige med dagens optagelser.

Skole a la Hogwarts

Jakob Stegelmann blev født på øverste etage på Krebs Skole på Østerbro i København i 1957. Hans far var rektor og hans mor lærer på den konservative skole med de mange traditioner, som er kendt for at skole prinser og prinsesser. Når eleverne var gået hjem, og reglerne om, at man kun måtte gå til højre på trappen, var ophørt, blev skolen hans legeplads. Træudskæringer dannede mønstre på vægge og gelændere, en buste af Ludvig Holberg skuede frem, og fra væggene på gangene hang hundredvis af ansigter på skolefotos og kiggede efter ham. Over døren til 4. og 5. klasse hang en udstoppet ugle i flugt, som hans far havde hængt op. I det hele taget var der mange udstoppede dyr. Blandt andet sad der en udstoppet bokserlignende hund i hjørnet af en af klasserne. 

»Min far og mor var ret vanvittige, og kunne godt lide at tilføje noget galskab til den ellers meget traditionsbundne og konservative skole,« siger Jakob Stegelmann, hvis mor stadig lever.

Med lillesøsteren ved hånden var skolen en god legeplads, men når han var alene, husker han, hvordan hjertet slog hårdt i brystet, og han tog tre trin ad gangen og løb op ad trappen uden at se sig tilbage for ikke at få øje på et af fantasiens spøgelser, der boede i skyggerne på den dunkle skole. Han var først i sikkerhed, når han smækkede døren bag sig på tredje sal og stod i lejligheden.

Søren Spætte frem for solen

Den tynde dreng med den næsten gennemsigtige hud, det røde hår og de mørkebrune øjne, kunne ikke tåle solen. Derfor var han næsten altid indenfor i de lange sommerferier i familiens sommerhus i Asserbo. Her sad han med sin super 8- fremviser og så sine smalfilm med Søren Spætte, Tom & Jerry og Anders And. Han så de samme film hundredvis af gange og kendte hver en lille bevægelse i Jerrys krop, når han sprang rundt på tangenterne og gjorde Tom vanvittig.

Hans far, filmkritikeren Jørgen Stegelmann, elskede også film, og hvis sønnens filmfremviser gik i stykker, kørte de øjeblikkeligt ind til den nærmeste by og fik den repareret, så Søren Spætte igen kunne vise sin røde og blå fjerpragt frem i Technicolour.

Det var i 1960’erne, hvor fjernsynet havde én kanal, og alt, der var amerikansk, blev anset for dårligt. Disney var et skældsord, og tv-fladen var fri for tegnefilm. 

Jørgen Stegelmann anmeldte film i Berlingske Tidende og så næsten alle film, der blev vist på DR. Mange af dem sammen med familien. Da de engang skulle til familiefest på Fyn og bo på hotel uden tv, bar faren deres store tunge tv-apperat ned fra tredje sal og ind i deres Volvo Amazon. Så de kunne se det tragiske kærlighedsdrama Brev fra en ukendt kvinde, der netop blev vist på tv den dag.

»Vi gjorde meget for at se film. Min far lærte mig, at i udgangspunktet kan man lide alt på lærredet,« siger Jakob Stegelmann.

Selvom faren støttede ham i at se alt fra tegnefilm til gamle klassikere og musicals, var der grænser. Anders And-bladet var faren ikke vild med. Tegneserier var ikke comme il faut, og faren så hellere, at sønnen brugte tid sammen med »rigtige bøger«.

»Det var meget godt, at der var noget, jeg skulle kæmpe lidt for,« siger Jakob Stegelmann.

Deler ud af sin glæde

Det var ret ualmindeligt for en knægt på ti år selv at eje en samling af Super 8-film. For dengang i 1960’erne kostede 7 minutters film 50 kroner. Så var de til gengæld uden lyd. Lommepengene supplerede Jakob Stegelmann med at vise film til børnefødselsdage. Han cyklede med fremviseren, der var på størrelse med en symaskine, på den ene side af styret og tasken med filmruller på den anden side. Han husker mødrenes trætte og taknemmelige blikke, når han dukkede op til fødselsdagsfejringen, og et lærred blev trukket ned eller et billede på væggen fjernet, så de magiske levende billeder havde et sted at danse. Gardinerne blev trukket for, halve røde og grønne sodavand blev ryddet til side, og Jakob fodrede apparatet med film. I en halv time fik Jakob børnene til at sidde stille.

»Dengang var det med at have film derhjemme usædvanligt. Man var fuldstændig bundet af de mennesker, der bestemte, hvad der skulle være i tv. Det var en fantastisk fornemmelse at have fremviseren med på cykel. Jeg syntes, det var logisk for mig at købe film og vise dem frem,« siger Jakob Stegelmann.

Det var først i gymnasiet, han rigtig opdagede, at han dyrkede nogle inter­esser mere end andre og havde sine specialer. Han tog selv pis på det, når han foretrak at se en stribe stumfilm med Chaplin på Filmmuseet i stedet for at tage med til fest. »Jeg ved det godt! Jeg forstår det heller ikke selv,« sagde han og tog det ikke så alvorligt, når han blev drillet med at være tynd og bleg. Selvom ordet nørd endnu ikke var opfundet, kom den nørdede viden ham til gode, når han eksempelvis skrev stile om alle Hitchcocks engelske film. I gymnasietiden blev Jakob desuden skolens biograf, når han viste Gøg & Gokke, en syv minutters version af Hitchcocks Psycho og Tom & Jerry, når hans klassekammerater råbte »den med klaveret«. Selv den nedrige latinlærer sagde en dag til Jakob: »Jeg har hørt, at du har adgang til Anders And-film. I morgen er det min fødselsdag. Og jeg holder så meget af Anders And-film.«

Dagen efter kunne han trække lærredet ned og vise Anders And i latintimen, og det var ikke uden en vis mængde anerkendende blikke, at Jakob dermed kom på bedre fod med den ellers så skrappe lærer. 

Modigt spring

Jakob Stegelmann har stadigvæk natlige drømme, hvor han vender tilbage til den butik, han ejede på Østerbro i 1970’erne. Panoptikons støvede hylder fyldt med film i super 8-formatet er en lykkelig drøm om postordreforretningen, der solgte forløberen for hjemmevideo.

»Film og tegneserier oplevede jeg tidligt, var nogle områder, jeg virkelig havde tænkt mig at tage alvorligt. Det var mere end bare en kilde til inspiration. Allerede fra 7.-8. klasse tænkte jeg, at det her med film, det er mig. Det kan jeg. Det vil jeg. Og så samtidig mødte jeg, at de her ting ikke blev taget alvorligt af medierne. De blev ikke regnet for noget. Jeg var som min far dybt fascineret af det kuriøse og det, der lå ovre i hjørnet, og som ikke havde bevågenhed som noget fint eller kulturelt,« siger Jakob Stegelmann, der i nogle få måneder i 1976 og igen i 1980 studerede filmvidenskab på Københavns Universitet. Men han var utilfreds med det meget politiske miljø, og at man så meget få film. Derfor kvittede han studiet. I stedet for kastede han sig direkte ud i at formidle om film. 

I 1980 fik han lov til at tilrettelægge en 25 minutter lang ugentlig udsendelse på DR: Så er der tegnefilm. Her viste han amerikanske tegnefilm lørdag aften til familien Danmark. Programmet havde lov til bare at være sjovt og underholdende uden antihelte, moralske pegefingre og læring. Danskerne blev lokket og forført af Snurre Snup, Elmer Fjot, Sylvester, Pip og Hjulben. De tårnhøje seertal, udsendelsen fik, var til stor overraskelse for folkene i DR.

9 år senere og stadigvæk uden en uddannelse fik Jakob Stegelmann sit eget program på DR. Troldspejlet. Der var meget frie rammer. En vigtig del af Jakob Stegelmanns oplæg var, at programmet skulle have et studiemonster, og at værten ikke spillede guitar, som alle andre børneværter gjorde dengang i 80’erne. Programmet, der skulle have heddet Mediemagasinet, fik hurtigt 100.000-150.000 til at kigge med, når nye børnefilm, science fiction og computerspil blev anmeldt. Målgruppen var den tiårige dreng, og det er det stadigvæk.

»Da jeg begyndte at lave Troldspejlet, tror jeg, at børnene oplevede en vis respekt. Jeg havde lært af mine forældre, at man ikke skulle tale ned til børn, og at man hellere må sige et par ord, der er for svære,« forklarer Jakob Stegelmann, der altid tænker på, at der kan sidde et barn derude og se hans program, som netop har brugt sine sparepenge på at købe dét spil, han sidder og anmelder. Derfor prøver han at finde frem til kvaliteterne frem for at fokusere på det, der er mindre vellykket.

»Børn kan i udgangspunktet lide alt. Det er vigtigt at huske på,« siger Jakob Stegelmann.

Nørdernes konge

Han bliver ofte hyldet af Troldspejlet-fans. Han har oplevet, at en ung mand er faldet på knæ foran ham på en S-togsstation. Andre fans har lavet en hyldestside på nettet, der hedder Jakob Stegelmann Facts, hvor der blandt andet står:

nn læser internettet, imens han drikker sin morgenkaffe. I øvrigt taler han alle sprog med tilbagevirkende kraft.« Og »Engang indgik Superman og Jakob Stegelmann et væddemål om, hvem der var stærkest. Taberen skulle gå med sine underbukser uden på tøjet.«

»Jeg har det fint med at blive slået til ridder af mine egne. Jeg håber bare ikke, jeg skuffer dem,« siger Jakob Stegelmann, der flere gange har mødt skuffelsen, når det går op for børn og voksne, at han ikke selv spiller alle spil, ser alle film og læser alle tegneserier, der bliver anmeldt i Troldspejlet.

Peter Pan er flyttet til forstæderne

Den lille alf Peter Pan, der nægter at blive voksen, har en del tilfælles med Jakob Stegelmann, der har brugt det meste af sit snart 60 år lange liv på at se film, læse tegneserier og spille computerspil. Ligesom Peter Pan, det evige barn, har den rare mand fra tv også svært ved at lære af sine fejltagelser og være tålmodig.

»Jeg kan ikke vente på, at ting bliver færdige. Jeg tilskriver min mangel på tålmodighed de fleste af de problemer, jeg er løbet ind i gennem tiden. For mangel på tålmodighed giver både dårligt humør, aggressioner, vrede, hysteri og sjuskeri. Jeg har kort lunte. Alle mennesker har skyggesider. Den her vil jeg gerne stå ved,« siger Jakob Stegelmann, der får lyst til at finde en stor havesaks frem og klippe ledninger i stykker, hvis de filtrer sig sammen. Og så er der græsset, der fulgte med, da han blev husejer i Virum. Det vokser. Hele tiden. Græsset bliver typisk lidt for langt, før han får opladet de store batterier til græsslåmaskinen og taget sig sammen til at slå det. Men græsslåmaskinen er ikke god nok til at æde det høje græs, og derfor gør Jakob Stegelmann det modsatte af den tålmodige, der ville køre langsomt hen over græsset. Han kører hurtigt over græsset, fordi han bliver irriteret over, at maskinen ikke kan slå det. Hvilket resulterer i, at maskinen konstant går i stå og slet ikke slår græsset. Så må han baglæns.

»I løbet af den process, som gentager sig, fordi jeg gentager fejlen, bliver jeg klar over, at jeg skal slå græsset langsomt. Raseriet lægger sig, og den sidste del af plænen bliver slået meget langsomt. Jeg er lidt som Anders And, der indser, at han kan klare det, hvis han ikke bliver hidsig på Rip, Rap og Rup. Anders Ands mangel på at bruge sine erfaringer er utrolig menneskelig,« siger Jakob Stegelmann.

Utålmodighed er også det, der har fået ham ud af DRByen og ned i en kælder i Valby. De store studier, der skal bookes lang tid i forvejen, passede ikke sammen med den lidt iltre mand, der ikke vil vente. I kælderen er han kun afhængig af, at hans medarbejder Troels Møller skal gå ned ad trappen og trykke på optageknappen på kameraet. De to taler om, hvilke spil man ikke længere kunne spille, da spillekonsol Sega DreamCast gik ud af produktion i år 2000, med samme selvfølgelighed, som andre taler om maden i kantinen.

»Arrogance er en oplagt faldgrube for nørder. Vi nørder kan finde decideret glæde ved, at andre tager fejl. Det skal man ikke. Men det gør jeg,« siger Jakob Stegelmann og griner en latter, der indeholder en hel masse i’er.

Han går op fra kælderen. Lukker den tunge dør til den verden, hvor han er Stegelmann, der kan alle sprog med tilbagevirkende kraft. Han går op i lyset, hvor solen skinner. Hvor folk er voksne. Hvor der skal købes ind og køres Citroën. Dog uden anhængertræk. Så voksen bliver Jakob Stegelmann aldrig.