Interview: Gør det selv-manden Rasmus Nøhr – med musik til folket

I et med musikken

En regnvåd tirsdag på Refshaleøen ankommer Rasmus Nøhr i en taxa. Han skal øve med sit band for første gang i månedsvis. 10 minutter forsinket står han med det ene ben ude af den sorte Mercedes iført en forvirret mine og en krøllet skjorte, der flagrer om håndleddene.

Smilet er ikke så stort, som det plejer. Rasmus Nøhr takker chaufføren for turen og går mod øvelokalerne længere nede ad vejen, imens skyerne hviler tungt over den gamle fabriks-ø.

»Jeg savner at spille,« siger han, da vi går ind ad porten til det gule murstensbyggeri, der udgør Øvelokaleforeningen Refshalen. 

VIND EN HAVEFEST MED RASMUS NØHR

De sidste otte måneder har den 44-årige musiker brugt størstedelen af sine vågne timer på at arrangere havefestivalen Danmark Dejligst med sin gode kammerat Gustav Hansen. Havefetivalen bringer fra slutningen af maj til begyndelsen af september  musik ud til en række småbyer i Danmark.

Rasmus Nøhr skabte i sin tid festivalen for at komme ud og spille hele sommeren, men den kræver hans opmærksomhed, når det kommer til logistikken. Og logistik er der meget af lige for tiden med kun en lille måned til første koncert.  

Guitaristen Jacob Funch dukker op med en brun cigaret i mundvigen.  

»Længe siden,« lyder det igennem røgen. Bandets øvrige fire medlemmer kommer én efter én til syne i indgangen på første sal, hvor taktslag fra bygningens øvelokaler danser ud af døråbningen. Mændene lister ned for at udveksle krammere og et par »hvordan går det?«.  

»Det er nogle hårde dage,« sukker Rasmus. 

»Du sidder jo også på det kontor hver dag,« siger bassisten Kåre Joensen.

»Og nat!« siger Rasmus. Han tager sit smil på lidt efter lidt.    

En duft af lørdagskylling

Rasmus Nøhr har hørt musik, lige siden han blev født. I barndomshjemmet i Københavns brogede Nørrebrokvarter var både et klaver med tunge tangenter og en pladesamling med the Beatles og Kim Larsen.

Det var dengang i 1970’erne, hvor Den Kolde Krig var varm, kvinderne smed bh’en, og malingen på Stadens træhuse stadig var fugtig.

»Jeg hørte musik fra morgen til aften og var fuldstændig vild med det. Jeg prøvede at lære at spille guitar, men når du er lille, er sådan en guitar rigtig stor. Jeg fik betændelse i armene af at øve, så jeg opgav og var helt sikker på, at jeg hverken havde talentet eller evnerne,« fortæller Rasmus Nøhr fra sit kontor. Det samme sted, han har folkeregisteradresse.

Han smager på ordene, som man smager på bolsjer, læner sig tilbage i stolen og hviler hovedet i sine hænder. 

I barndomshjemmet var der også en lillebror, en mor, der var skolelærer, og en far, der spillede musik. Der var tryghed og ofte en duft af lørdagskylling, men kys og kram var der ikke så mange af. Rasmus’ mor låste sig ofte inde på sit arbejdsværelse for at male, imens faren gik på værtshus og drak øl. Af og til med sønnerne på slæb.  

»Der sad min bror og jeg og ventede på, at far skulle blive færdig med den sidste bajer, som jo aldrig er den sidste bajer,« siger han. 

Bad til stjernerne

En aften, da Rasmus Nøhr var syv år gammel, gik han en tur ved søerne i Indre By og så op på stjernerne, da han pludselig begyndte at græde. De små, blinkende prikker var bare så smukke, tænkte han.

Rasmus havde ikke lært at tro på Gud, men mærkede en trang til at bede til noget, der var større end ham selv. Så dér midt i vintermørket bad han til, at han en dag kunne få lov til at lave noget, der var lige så smukt som stjernerne.  

»Der traf jeg en beslutning om, at jeg ville forfølge drømmen om at spille musik,« siger han.

For god til skolebandet

I skolen var Rasmus Nøhr en skovl til fodbold, men til gengæld fulgte han godt med i de boglige fag. Noget, der ifølge hans mor var medfødt og derfor ikke blev belønnet med penge eller en tur i biografen, når karakterbladet kom med hjem. 

»Hvis man skulle have ros, så skulle man arbejde hårdt. Så måtte man gerne lave fejl og være dårlig, hvis bare man gjorde sit bedste,« siger Rasmus Nøhr.

Han havde fra naturens side en umættelig tørst efter viden og stillede ofte spørgsmål i timerne, men det var ikke alle lærerne, der var lige vilde med den ivrige dreng, som endte med at skifte skole syv gange. 

På Østerbro Socialistisk Lilleskole var der både en skoleged og et pensum, der »hev bukserne ned på historien om, at Danmark er verdens bedste land«.

Her kom man med i skolebandet, hvis man var for besværlig, selvom det på papiret hed »specialundervisning«. 

»Jeg kunne så bare godt finde ud af det, så jeg kom aldrig med i skolebandet,« siger han. 

Et vildt jordbær

På et tidspunkt købte hans far en elguitar til ham, og så startede Rasmus Nøhr sit eget band, som han kaldte De Vilde Jordbær. 

»Som det mest oplagte i verden fik vi et repertoire af jugoslavisk heavyrock. Sonny var stjernen, for han lignede Elvis, sang superfedt og kunne sproget. Da han senere gik ud, var det mig, der skulle synge på jugoslavisk. Det var en nedtursperiode for det orkester, og det endte også med, at vi faldt lidt fra hinanden,« griner Rasmus Nøhr. 

Han droppede senere ud af gymnasiet for at dedikere sin tid til guitaren. En aftale, han indgik med sin mor, betød, at han hver dag spillede, til fingerspidserne smertede, og stoltheden kom snigende.  

Rock i 90'erne

Efter hans første møde med musikbranchen gik det op for Rasmus Nøhr, at der var noget, der ikke spillede. Det var i starten af 90’erne, hvor muren lige var faldet, og hvor enhver dansk radio konstant spillede Helmig, Linnet, Salomonsen og Sørensen.

Overalt, hvor Rasmus troppede op med sin guitar, fik han at vide, at han ikke kunne komme til at spille, fordi ingen vidste, hvem Rasmus Nøhr var.  

»En fuldstændig latterlig verden, så hvis du ikke selv tager affære, så sker der ikke noget. Du er nødt til at bygge din egen verden, fordi den, der er der i forvejen, den er bare ikke god nok,« forklarer Rasmus Nøhr. 

Han skabte i stedet musikkonkurrencen DM i Rock, som i løbet af 90’erne kastede stjernestøv af sig i form af bands som Dizzy Mizz Lizzy, Saybia og Kashmir. 

»Jeg opdagede meget hurtigt, at der hverken manglede bands eller publikum. Nej, problemet var et professionelt segment af koncertarrangører og bookere, der ikke kunne se, at de kunne komme til at køre i Ferrari ved at lave de små koncerter,« siger han. 

Musik til folket

Ideen til havefestivalen Danmark Dejligst kom til Rasmus Nøhr for fem år siden, da han i en tourbus kørte forbi den ene landsby efter den anden, som han aldrig havde optrådt i. Jo flere frakørsler bussen gled forbi, jo mere tænkte han: »Hvorfor spiller vi ikke der? Der bor da mennesker, de skal også have musik.« 

Rasmus Nøhr havde selv en hullet koncertkalender, som betød, at han brugte mere og mere tid på landevejen, i kedelige hotelværelser og backstage og meget mindre tid på musikken og publikum. Det ærgrede ham til sidst så meget, at han måtte gøre noget.     

I en statusbesked på Facebook den 21. maj 2012 spurgte musikeren derfor forsigtigt, om der var nogen, der kendte til et »smukt, hyggeligt sted, gerne i nærheden af skov, strand, eng eller bakketop – med flot udsigt og søde mennesker«, hvor han og bandet kunne spille og »lave en grillfest ud af det«. 

Fire dage senere havde Rasmus Nøhr fire nye koncerter i kalenderen – to af dem i fansenes egne haver på Tuse Næs og ved Skanderborg Sø.  

»Det var én lang bølge af »ja«,« siger han. 

Fester skaber sammenhold

I sin næste statusopdatering skrev Rasmus Nøhr: »Ps. Hvis det her bliver en succes, så kommer vi hos jer næste år.« 

Og det gjorde de. I dag har Danmark Dejligst vokset sig til en seriøs festival med op mod 100.000 gæster fordelt over 30 byer i hele landet og med 3000 frivillige, der sørger for at stable festen på benene lokalt.

Musikken er stadig gratis, indtægterne kommer fra salg af øl og pølser i baren. Det er sådan, Rasmus Nøhr kan lide det.  

»Jeg bliver meget rørt over at møde publikum og se, hvad det gør ved dem at bygge sådan en fest sammen, hvordan det skaber sammenhold,« siger han.  

Til møde med ministeren

Rasmus Nøhr var for nylig til et møde i Kulturministeriet for at gøre reklame for Danmark Dejligst uden egentlig at vide, hvad han skulle sige. Han ville bare så gerne sige noget, for nogle af de kommuner, han havde talt med i ugerne op til, var ikke helt med på ideen om at lægge kræfter i en havefest og alt, hvad der følger med af dyre toiletfaciliteter og sikkerhedsvagter.

Kulturminister Bertel Haarder, derimod, havde tidligere ytret sig positivt om festivalen, så måske han kunne hjælpe med at sætte skub i tingene. I mangel af bedre ting at sige bad Rasmus derfor Bertel Haarder om et trylleord.

Da kiggede ministeren mærkeligt på ham og spurgte, hvad han dog mente med et »trylleord«, og Rasmus svarede: »Det kunne være abracadabra?«

»Så skulle han pludselig til et møde i Folketingssalen og gik. Der græd jeg,« siger Rasmus Nøhr. 

Men da han vågnede næste morgen, gik det op for ham, at ministeren på en måde allerede havde givet ham et trylleord. 

»Han havde jo sagt, at han ville komme til nogle af koncerterne! Og siden da har jeg kun fået ja over hele linjen, når jeg har ringet kommunerne op. Så jeg tror, der var lidt magi dér,« siger Rasmus Nøhr.

Hatten på skrå

Indenfor i det lille øvelokale, der engang udgjorde B&W-værftsarbejdernes omklædningsrum, har det seks mand store orkester stillet trommesæt, mikrofoner, forstærkere og congas op for at øve numrene, de skal spille til Danmark Dejligst-havefesterne hen over sommeren.

Et par af musikerne er stadig ude og ryge, imens Rasmus Nøhr leder efter sin rejseguitar. 

»Har du set den?« spørger han ud i lokalet og rækker ud efter enhver genstand, der til forveksling kunne ligne en guitartaske. Han flakker frem og tilbage over det falmede røde gulvtæppe og tager sig til hovedet.

Da klokken er 10.46, er guitaren langt om længe fundet og stemt, så A’et lyder »ægte«, og bandet er klar til at spille. 

»Jeg har syv nye numre med, som I skal lære på de seks dage, vi har at øve i,« siger Rasmus Nøhr. 

»Lad os tage fat på de nye,« svarer Jacob Funch. 

De andre nikker, og Rasmus lader fingrene glide ned over strengene på guitaren. Lyden fra det lille instrument er stille og skrøbelig. Rasmus Nøhr lukker øjnene og synger:     

»Gi’ aldrig op

Sæt hatten på skrå

Se om ikk’ det går

Hvis du la’r det gå...«