Ida Corr: Det begynder med et smil

Ida Corrs hjem er hendes arbejdsplads

Et farvestrålende fjernsyn sender morgenfriske sange direkte ud i det store køkken. Der er pletter af maling på gulvet, og køkkenhylderne, der skal være under den lange, massive bordplade, er blevet henvist til en plads på gulvet i rummets fjerneste krog. 

Der bygges om i treplansvillaen i Dragør. Spånplader, hvidevarer og en fodbold har fundet hver deres helt tilfældige plads rundt om spisestolene ved langbordets ene ende, og mens resten af huset har et stilrent udtryk, bærer køkkenet stadig præg af, at noget er ved at blive bygget op. 

Ida Corr hælder mælk i sin neskaffe, mens hendes kæreste Jens slukker for fjernsynet og kysser hende farvel. Det er ham, hun bygger op sammen med. 

Århusianeren blev københavner og flyttede på landet

»De sidste fire år har jeg haft lyst til at have noget vand og en have,« siger Ida Corr. Derfor flyttede parret fra livet i lejligheder i København og så langt ud på Amager, som man kan komme. Øresunds bred er bare et par minutter fra villaen, der ligger på en hjørnegrund afskærmet fra nysgerrige naboer.

»Vi kan larme, og ingen kan høre, når jeg spiller høj musik eller har gæster. Der er ingen, der ved, hvad jeg laver i mit hus. Det er frihed,« siger Ida Corr, der har boet i alle hovedstadens afkroge, siden hun forlod hjembyen Aarhus for 16 år siden. 

I stuen fortæller afhøvlede gulve, pudsede mursten og en væg, der nærmest balancerer oven på en kunstfærdig brændestabel, at der er tænkt over detaljerne. Huset er også en arbejdsplads. Det er her, Ida Corr skriver sine sange og opfinder sine melodier. Det stiller særlige krav til hjemmet.

»Det er helt vildt vigtigt, at der er rent og hyggeligt. Og at der er plads. Der er mange, der skriver bedst, når de har det skidt, men jeg skriver bedst, når jeg har det rigtig godt. Det skal bare være rart,« siger hun med rytmisk klingende ord, hvis udtale sladrer om hendes fødeby.

Tit går hun rundt i køkkenet og småsynger, mens hun har sønnen Cassius siddende i en bæresele på maven. Han er også ofte med på arbejde. Med et fuldtidsjob som dommer i X Factor, mor på 16. måned og en ny plade på trapperne kan man hurtigt få en tætpakket kalender, og når arbejdet kan gøres i selskab med »lillemanden«, bliver der lidt mere overskud. Balancen er dog stadig ikke fundet.

»Jeg har helt klart været ved at brænde sammen. Altså fuldstændig. Det sidste år har jeg løbet for stærkt. Der har simpelthen været for mange ting, hvor jeg skulle være hundredeprocentsmenneske. Jeg gør ikke noget halvt, og så er jeg kontrolfreak oveni. Det er opskriften på at blive meget, meget træt,« siger hun med en alvor, som kan være svær at få øje på bag det smil, som hun nærmest er blevet synonym med.

Te til pausen

Pauserne har Ida Corr ikke været god nok til at holde, fortæller hun, og derfor har det været svært at nyde alle facetter af livet. Men en gave fra en god veninde har hjulpet Ida Corr med at slå sprækker i hverdagen. Når hun kan mærke, at energien ikke slår til, og der ikke er mere gemt i reserven, laver hun en kop coolmint-te.

»Teen trækker stikket og siger: »Slap af, Ida, nu er det tid til at chille«. På det tidspunkt, hvor det ikke giver mening at drikke en kop kaffe og blive endnu mere hypet, men hvor jeg lægger mig på sofaen i stedet for,« siger hun. 

De få dage, hvor der er et hul i kalenderen, foretrækker Ida Corr at forkæle sig selv med god mad.

»Jeg elsker mad, det må være min hobby. Jeg elsker sushi, og jeg elsker stegt flæsk med p-sovs. Jeg elsker foie gras, og jeg elsker fritter. Jeg er et madøre, uden tvivl, og jeg elsker at se folk lave mad,« siger Ida Corr. Derfor stiller hun sig også sjældent ved gryderne, det overlader hun til andre.

Rolig jyde giver Ida tryghed og modspil

På en fritliggende bjælke ved trappen op til første sal står en række papbakker med småspirende kartofler. De skal snart plantes ud i haven. Kartoflerne er ikke Idas, de er hendes kærestes projekt. Jens Waltorp er syv år yngre end Ida Corr, han er fodboldmålmand i førstedivisionsklubben AB, og samtidig læser han antropologi på universitetet. På mange måder er han Idas diametrale modsætning. Han er høj, lys og udstyret med et fuldskæg, der får ham til at ligne en moderne viking. Også følelsesmæssigt er han en modsætning til Ida Corr, og det har udfordret hendes syn på kærligheden.

»Han kommer fra noget helt andet. Han kommer fra fodbold, hvor man tidligt har lange parforhold, og hans mor og far har været sammen, indtil hun døde. Så han har været vant til, at man var sammen og ikke var bange for parforhold,« fortæller Ida Corr, mens hun viser vejen gennem den formiddagsdovne pendlerby, hvor facader forsigtigt stikker næsen frem bag tågebanker og tunge træer.

Tosomhed og tolerance

Da hun mødte sin kæreste i 2008, havde hun ikke meget tilovers for tosomheden.

»Jeg har aldrig haft behov for at være en del af noget team. Jeg har haft svært ved at se tosomhedens styrker, derimod har jeg set dens svagheder mange gange. Den der afhængighedsskabelse af hinanden, den manglende identitetsfølelse og selvstændighed. Opslugthed, jalousi, usikkerhed og forsøget på at kontrollere noget, der i virkeligheden ikke kan kontrolleres. Det er det, der popper op, når jeg tænker tosomhed, så ja, et eller andet sted er der noget frygt for det. Det bliver klaustrofobisk for mig.«

I takt med at sætningen vokser, sætter hun farten ned på de forladte stier i Dragør. Nu står hun næsten stille. Hun taler afslappet og helt uden dramatik, og hun forklarer, at det i kraft af Jens' tolerante væsen er lykkedes at finde frem til en tosomhed, der ikke kvæler individerne. Det virker, som om nogle meget store brikker i puslespillet er faldet på plads i hendes hverdag.

Plads til rod og fedtede fingre

Inde i stuen hænger en Verner Panton-lampe side om side med en babygynge ned fra loftet. På gulvet står en flettet kurv med plastløver og legetøj ved siden af en med stearinlys. Cassius gør krav på et territorium. Ikke bare rent fysisk, men også i den daglige planlægning. 

»Det er meget smart indrettet, at man lige pludselig elsker så fuldstændig hjernedødt. Jeg har altid haft musikken som nummer et, men nu kommer han ind som en klar etter. På en eller anden måde smelter hjerte og ego sammen, for nu er det jo bare det, jeg vil,« siger Ida Corr. 

Møder må vente, fotograferne må knipse hurtigt, og bookere væbne sig med tålmodighed. 

»Jeg rummer rod, fedtede fingre på sofaen og at skifte tøj fire gange, fordi han absolut vil spise selv.«

Fokusskiftet har Ida Corr også kunnet mærke i sit forhold til musikken. I løbet af de sidste par år har hun fået mere lyst til at forme andre. Solokarrieren kører stadig på højtryk, men lysten til at give noget af sit eget udtryk videre er begyndt at spire. Og da hun sagde ja til at medvirke i X Factor, var det for at undersøge, om hun også har mor-potentiale i musikkens verden.

»Hele mit liv har handlet om at udvikle mig selv, men nu handler det også om at udvikle andre. Det har været sindssygt fedt at være på selv – lave pladerne, stå på scenen, være ansigtet, give interview og alt det der. Men lige pludselig vender det, og nu har jeg lyst til at være bagved og udvikle artisterne. Det spændende er at bruge de erfaringer, jeg har. Nu synes jeg, det er interessant at springe ind i andres univers og tilføje noget fra mit univers,« siger Ida Corr. Et univers, hvor glæden er i centrum, og læresætningen bedst kan koges ned til, at man altid skal være sit bedste jeg. 

Den søde dommer

Der var ingen tvivl om, at Ida Corr ville blive den søde dommer, da hun blev præsenteret side om side med Thomas Blachman og Anne Linnet. Hendes udstråling er anderledes varm og venlig, hende bevægelser langsomme og runde, og hun er nærmest udansk imødekommende.

Ida Corr blev født i Aarhus i 1977; datter af en dansk mor og en far fra Gambia. Det var faderen, der åbnede musikkens verden for hende. Da Ida var helt lille, fik hun lov til at sidde med en tromme og spille med, når der var musikalske gæster på besøg i hjemmet. Hun fik også sin fars smil. Et smil, der var været udgangspunkt for hendes musikalske og menneskelige ambitioner. 

»Udgangspunktet er et smil. I hvert fald i min optik. Man mødes med åbent sind, og smilet skal vel først forsvinde, når der er en grund til det. Og det burde automatisk være sådan, at man hilser og byder folk velkommen, der kommer ind,« siger Ida Corr. Det er tydeligt, at den positive energi er vigtig for hende.

Corr vil lade danskerne være glade

»Jeg er min egen rebel i det her land, hvor det hele godt kan blive enormt tungt og enormt depressivt for at have en berettigelse. Vi må kunne stå ved en power, som er en positiv energi, og have tillid til, at det kan rykke ved ting. Det må være min proces, for jeg er et handlingsmenneske,« siger Ida Corr. Derfor prøver hun også at lave musik, der kan få folk til at smile, glemme deres problemer og få kræfter til at kæmpe sig ud af problemer. Men det er svært at give smilet pondus nok, siger hun.

»Der er en tyngde i det desperate og ulykkelige, som det glade og det positive ikke får lov til at have. Og det synes jeg er helt vildt ærgerligt, for hvis du ser et dansegulv, kan folk komme ind med sorger og bekymringer, og så snart musikken er på, forsvinder det. Den energi og det moment, hvor folk får lov at glemme, er lige så vigtigt som det moment, hvor de sidder og fordyber sig i det. Og det er en yin-yang ting, som jeg helt klart godt kunne tænke mig at balancere. Det har været mit udgangspunkt for at lave den slags musik, som jeg har lavet.«  •