Hvorfor er sydeuropæere sundere?

På rejser i Sydeuropa er det svært at skaffe rugbrød, bagerbutikkerne har hvedebrød på alle hylder. Er det hvede eller vin, der gør, at folk sydpå lever længere end vi nordboere.
?

»Vil du blive stor og stærk, skal du spise rugbrød,« lød det, da jeg var barn. Med årene er rugbrød blevet en naturlig selvfølge. Men på rejser i Sydeuropa er det svært at skaffe rugbrød, bagerbutikkerne har hvedebrød på alle hylder. Er det hvede eller vin, der gør, at folk sydpå lever længere end vi nordboere?

Orla Johannesen, Højbjerg

Svar fra Per Brændgaard

Den traditionelle middelhavskost er samlet set væsentlig sundere end den kost, gennemsnitsdanskere spiser i dag. Men det betyder ikke, at alt i middelhavskosten er sundere. Deres brødvaner er for eksempel ikke så gode. De spiser især lyst hvedebrød, og det er ikke særlig sundt. Det danske rugbrød og fuldkornsbrød i det hele taget er langt sundere end lyst, raffineret hvedebrød.

Det er nok heller ikke vinen, der gør det helt store. Det er i virkeligheden lidt af en myte, at vin er sundt. Det er kun for mænd over 45 år og for kvinder efter overgangsalderen, at 1-2 genstande alkohol pr. dag jævnt fordelt ud over ugen (uden ekstra indtagelse i weekenden) kan hjælpe til at forebygge hjerte-kar-sygdom og det er ligegyldigt, om alkoholen er i form af vin eller øl.

Det, der for alvor gør middelhavskosten sund, er, at selve kosten er anderledes med bl.a. mere fisk, frugt, grønt og olivenolie.

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.

Se, hvad vi ellers skriver om: #alkohol, #drikkevarer, #udland og #helbred