Hvorfor er der kobber i øko-produkter?

Hvornår er kobber tilladt i økologiske æbler?
?

På en række af jeres økologiske grøntsager står der, at der er anvendt kobber i produktionen. Så vidt jeg forstår, er dette ikke tilladt for danske økologiske grøntsager, men jeg mener også at have læst,  at kobber faktisk skulle være på vej væk i det øvrige Europa, hvor det har været tilladt i den økologiske produktion. Kan I oplyse, hvor stort kobberindholdet faktisk er i for eksempel de æbler eller agurker, der er på hylderne? Gør Coop en indsats for at finde varer uden kobber?

Nils Andersson, Gentofte

Svar fra Inger Abildgaard

Ja, Coop gør en indsats. Danskdyrkede økologiske grøntsager uden kobber foretrækkes frem for økologiske grøntsager dyrket i EU, hvor kobber er tilladt for at undgå svampesygdommen skurv på æblerne. Du har ret i, at kobber ikke er tilladt i den danske økologiske produktion og for resten heller ikke i den ikke-økologiske. Coop supplerer dog indkøbene i Danmark med økologiske produkter fra EU, hvor der kan være anvendt kobber. Det er dem, du er stødt på i Coops butikker. 

Når der er anvendt kobber i produkter fra EU, har Coop det krav, at der skal oplyses om det. Det er ikke noget, myndighederne kræver. Coop gør det af hensyn til forbrugerne, som jo ikke forventer, at kobber anvendes i økologisk produktion. Coop har ikke oplysninger om, hvor stort kobberindholdet er i de forskellige produkter.

Inger Abildgaard er madredaktør på Samvirke, hvor hun siden 1994  har skrevet og redigeret bladets madsider.

Se, hvad vi ellers skriver om: #økologi og #æbler