Hvorfor er der ikke tøj til de knapt så store?

Efter Coop har overtaget tøjmærkerne Jackpot og Cottonfield er der sket et par ændringer i, hvilke størrelser, kunderne kan købe. En af forklaringerne er et meget lille salg af de mindste størrelser.
?

Jeg handler meget i Kvickly, og både min mand og jeg er glade for netop Jackpot og Cottonfield. Stor blev min skuffelse, da jeg erfarede, at den mindste størrelse i Jackpottøj er small og størrelse 36, og det samme gælder for Cottonfield, hvor den mindste størrelse i skjorter er medium. Jeg har i mange år købt Jackpot tøj i ekstra small og størrelse 34, og min mand har mange Cottonfield-skjorter i small. Jeg har spurgt i Kvickly, og fik at vide, at andre også havde spurgt om det samme, deriblandt en hel del unge mennesker. Håber I fremover vil tilgodese os, der ikke er så store.

Neel Jakobsen, Vordingborg

Svar fra Lennart Bernhoft

Du har fuldstændig ret i, at der tidligere har eksisteret en størrelse mindre hos Jackpot & Cottonfield. Ved overtagelsen af begge varemærker fra IC Companys besluttede vi, at droppe den mindste størrelse på begge mærker. En svær beslutning, men et ønske om at harmonisere størrelserne på de nye mærker og de eksisterende Coop tøjmærker.

Pladsen i Kvickly varehusene er ofte ganske trang, og derfor har vi måtte reducere for at kunne håndtere de nye varemærker. Vi måler løbende om denne beslutning har været god. Vi er ganske klar over, at vi ved reduktionen har afskåret nogle af vores loyale kunder i at købe tøjet. Dette beklager vi meget. 

Lennart Bernhoft er kategorigruppechef for tekstiler og sko i Coop. Lennart Bernhoft er dermed ansvarlig for Coops indkøb af tøj og sko - herunder tøjmærkerne Jackpot og Cottonfield, der begge forhandles i Kvickly.

Se, hvad vi ellers skriver om: #mode, #coop, #tøj og #supermarked