Hvordan undgås parabener i mad?

Er syntetiske parabener harmløse eller bør de undgås på linje med andre parabener?
?

I Samvirke september spurgte Benedicte R. Spies til parabener i mad. Leif Skibsted svarede, at syntetiske parabener, der ligner naturligt forekommende benzoesyrer, må tilsættes enkelte fødevarer under mærkerne E214-219.

Jeg synes i høj grad, der manglede den del af svaret, hvor Leif Skibsted fortæller, om disse syntetiske parabener er harmløse eller bør undgås på linje med de andre parabener, man har hørt så meget farligt om. Jeg mangler i hvert fald den oplysning.

Mia Holm Nielsen, Roskilde

Svar fra Leif Skibsted

Parabener findes ikke i naturen. Er man utryg ved at indtage parabener, er det nemt at vælge dem fra i kosten, da de ikke anvendes i basisfødevarer, men i slik og chips. Se efter E214-219.

Hormonlignende effekter af parabener burde dog ikke kunne forekomme ved indtag gennem kosten, da parabener nedbrydes i mave-tarm-kanalen ved hydrolyse. Det sker ikke umiddelbart ved påsmøring på huden.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #tilsætningsstoffer og #kemi