Redaktionen anbefaler






Det er ingen spøg at sætte sig på halen på en glat terrasse, så sørg for at holde den ren og ru.
Vådt træ kan blive glat, men du kan undgå faldulykker på din træterrasse, hvis du holder terrassen ren. Fejer du terrassen grundigt, fjerner du det snavs og skidt, som ender med at blive glat, når det bliver vådt.
Er det et lille område af træterrassen, der er glat, kan du vaske/skrubbe det i krystalsæbe (ikke brun sæbe, som i sig selv gør underlaget glat).
På større områder er det nemmest at bruge en højtryksspuler. Men spul forsigtigt af hensyn til træets overflade. Brug lavt tryk, spred strålen mest muligt, og hold sprederen i bevægelse.
Du kan også sprede strandsand på træterrassen. Det giver et skridsikkert underlag og er lige til at feje væk, når terrassen er tør.
Der er yderligere 2 metoder mod en glat træterrasse, men de afhjælper kun problemet delvist.
Den ene er at sprede salt. Det gør terrassen skridsikker, men eftersom salt binder vand, kan det være med til at forlænge problemet, og derfor kan det kun anbefales i vinterperioden mod sne og is. Træ er i øvrigt helt upåvirkeligt af salt.
Den anden metode er rillede terrassebrædder, som også modvirker faldulykker - men kun delvist. For der er den bagdel ved rillebrædder, at de er glatte, når man går på langs af rillerne. Og er rillerne helt eller delvist fyldt op af snavs, er det lige så glat som et fladt terrassebræt.
Kilde: Bjarne Lund Johansen, direktør i Træinformation.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10