Hvordan kan jeg se, om der er parabener i maden?

Hvordan kan jeg se om der er parabener i madvarer jeg køber?
?

Da jeg sad og så tv for et stykke tid siden, erfarede jeg til min store forskrækkelse, at parabener kan forekomme i mad. Det blev i udsendelsen sagt, at der således var hyppige forekomster af parabener i især slik, men at de også kunne forekomme i chips.

Er det muligt for jer at svare på, hvordan man kan se, at en given madvare indeholder parabener - står de f.eks. opført under et andet dæknavn, f. eks.et E-nummer?

Benedicte R. Spies, København

Svar fra Leif Skibsted

Benzoesyre, som findes i tranebær og andre planter, beskytter mod gær og mug. Benzoesyre, der også er det aktive stof i Atamon, virker dog kun i sure produkter som frugtsaft, men de syntetiske parabener, der ligner benzoesyre, virker uafhængigt af surhedsgrad. Disse stoffer, der ikke forekommer i naturen, må tilsættes enkelte fødevarer, der så mærkes med E214-219 efter deres kemiske struktur. Parabener finder begrænset anvendelse i snacks og slik og til overfladebehandling af tørret kød.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #ernæring og #tilsætningsstoffer