Hvordan får jeg tordenfluerne ud af gardinet?

Har I et godt råd til, hvordan vi kan få tordenfluer ud af gardinerne?
?

Tordenfluerne - kommaer, som vi også kalder dem - har forelsket sig i vores hvide gardiner. De kravler ind og sidder på indersiden af selve lægget af gardinet. Vi har prøvet at støvsuge og vaske dem ud af gardinet - uden held.

Har I et godt råd til, hvordan vi kan få dem ud? Når der er tordenfluer i luften, er vi begyndt at skubbe gardinerne sammen - folde dem så tæt sammen som muligt - i håbet om at gøre livet mere besværligt for dem.

Janet og Jørgen Svendsen, Havdrup

Svar fra Winnie From Thesbøl

Det er en hård nød at knække. De små fluer (som hedder Trips) er praktisk taget umulige at få ud. De udklækkes på grønne planter. Da de er dårlige flyvere, går de kun på vingerne i stille og varmt vejr, derfor formentlig navnet tordenfluer. I gardinerne vil de dø og derefter visne hen, men i mellemtiden ser det jo ikke så pænt ud. Da de som sagt udklækkes på grønne planter, kunne det nok være værd at undersøge, hvilke planter de udklækkes på, så I kan sætte ind over for udklækningen.

Der findes forskellige biologiske bekæmpelsesmetoder til at komme af med dem, men det er svært, hvis de ikke primært befinder sig inden for et lokaliseret område. En anden mulighed er at anskaffe nogle gardiner, hvor det ikke er muligt for tordenfluerne at »gemme« sig.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.