Hvilke naturpræparater er gode til overgangsalder?

Foreligger der undersøgelser, som viser, at naturmedicin i forbindelse med overgangsalderen er risikofri?
?

Jeg har købt urtekapsler mod gener i overgangsalderen. På pakken anbefales det at tage to af kapslerne to gange om dagen. Det er kapsler, der blandt andet indeholder salvie.

Jeg har læst, at det ikke er helt uden risiko at fylde sig med naturmedicin i overgangsalderen, idet sølvlys og salvie har vist sig at øge risikoen for kræft i livmoderen.

Jeg kan intet læse på pakken fra Urteteket om, hvor længe man må tage produktet, og jeg vil jeg gerne have oplyst, om der foreligger undersøgelser, der viser, at naturmedicin i forbindelse med overgangsalderen er risikofri.

Sonja Bech, Farum

Svar fra Per Brændgaard

Der er god grund til at være forsigtig med naturmedicin, ligesom med almindelig medicin. Hvis noget har en virkning, så har det som regel også en bivirkning.

Sølvlys kan hjælpe mod gener i forbindelse med overgangsalderen, men det mistænkes for at give leverskader. Soja er et andet populært middel, men det kan øge risikoen for brystkræft. Den bedste medicin afhænger altid af individuelle forhold samt afvejning af fordele og ulemper. Spørg din læge i stedet for at eksperimentere på egen hånd.

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kvinder