Hvilke midler til vinduespudsning er bedst for miljøet?

Hvilke rengøringsmidler er gode til vinduespudsning og samtidig godt for miljøet?
?

Vi bor i et gammelt hus med mange små palævinduer, men hver gang vi pudser vinduer, bliver de ikke så flotte, som vi havde ønsket.

Tidligere har vi forsøgt med lidt sulfo, Ajax eller eddike i det varme vand. Har I et godt råd, som også er godt for miljøet?

Marianne Rasmussen, København

Svar fra Winnie From Thesbøl

Problemet med stribede ruder hænger ofte sammen med, at folk bruger for meget rengørings-eller opvaskemiddel i deres opløsning. Jeg vil foreslå, at I bruger et par dråber opvaskemiddel - maks ¼ tsk. - i 2 liter varmt vand. Opvaskemidlet vil - ud over at gøre ruden ren - også fjerne overfladespænding på ruden, så vandet lettere løber af, og den er nemmere at få blank, når I kører over med en vinduesskraber.

Hvis vinduerne ikke tillader, at I kan bruge en sådan, så brug et vaskeskind, og tør efter med et stykke sammenkrøllet, tørt avispapir. På den måde får I blanke ruder og skåner samtidig miljøet for unødig sulfo.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #rengøring og #rengøringsmidler