En slidt sko skal ikke ombyttes eller repareres
Hvis en sko er gået i stykker inden for de første 2 år, laver butikken, hvor skoen er købt, en vurdering af skoen. Butikken vurderer, om der er en mangel ved skoen, som var til stede, da man købte skoen, der er årsag til, at den er gået i stykker. Hvis det er det, har man ret til ombytning eller reparation.
Er skoen derimod gået i stykker på grund af slid, kan skaden aldrig omfattes af reklamationsretten. Så hvis din storetå går ud gennem toppen af skoen, fordi du har spillet meget fodbold, kan du ikke få en ny sko.
Når skoen ikke kan repareres og er udsolgt, skal pengene retur
Hvis skoen er gået i stykker på grund af en fejl ved skoen, og den ikke kan repareres, og den type sko ikke produceres mere, så skal der ske en ophævelse af købet. Du skal derfor have penge tilbage for købet. Du kan måske også få et nedslag i prisen og beholde skoene.
Sko købt på udsalg giver udsalgsprisen tilbage
Sko købt på udsalg er også omfattet af reklamationsretten. Hvis skoene går i stykker, har du ret til at få skoene repareret. Kan skoen ikke repareres, har du ret til et par nye sko eller til at få det tilbage, du har betalt for skoene. Altså udsalgsprisen.
Sko købt som 2. sortering er også dækket af reklamationsretten
Har du købt en sko som 2. sortering, dækker reklamationsretten ikke de fejl, der var til stede ved købet. Dem accepterer du, hvis du er oplyst om, at skoene er 2. sortering. Men du har stadig reklamationsretten på andre uoplyste fejl.
Når du køber noget som 2. sortering, tages der nogle specifikke forbehold, eksempelvis at farven er falmet, eller at der mangler en knap på skoen. Så kan man ikke komme efterfølgende og bede om at få udbedret den fejl.
Sko fra udlandet har også reklamationsret
Hvis du har købt dine sko i udlandet, er det det pågældende lands reklamationsret, der gælder. I EU-lande kan du være sikker på, at reklamationsretten gælder minimum 2 år. Der er enkelte lande med en længere reklamationsret. I Sverige er reklamationsretten 3 år.
Sko købt på nettet har du også ret til at få fikset
Er dine sko købt på nettet, og går de efterfølgende i stykker, skal du finde ud af, hvilket land du købte skoene i. Det er det pågældende lands reklamationsret, der gælder.
Har du købt skoene i en amerikansk netbutik, skal du finde ud af, hvilken stat netbutikken hører hjemme i. Det er den pågældende stats reklamationsret, der gælder for dit køb.
Du skal kunne bevise, hvor du har købt skoene
Hvis skoene går i stykker, skal du kunne bevise, hvor og hvornår du har købt skoene. Du kan bruge din kvittering, et billede af din kvittering eller en e-mail med din kvittering. Hvis du ikke har kvitteringen, kan du også bruge en bankudskrift, der viser, hvor mange penge du har brugt i en bestemt butik på en bestemt dag. Der er eksempler på, at Forbrugerklagenævnet flere gange har vurderet, at en bankudskrift fra dankort var tilstrækkelig dokumentation for et køb.
Sådan klager du
Er du uenig i en afgørelse, som den erhvervsdrivende har foretaget, kan du klage til Forbrugerklagenævnet.