Hvad er jordæbler og artiskokstole?

Hvad er jordæbler og artiskokstole?
?

I en kogebog fra 1888 står der: »Jordæbler stammer ligesom Kartofler fra Amerika. I Sverige er de meget almindelige. De tilberedes som Artiskokstole.«
Hvad er Jordæbler, og hvad menes der med artiskokstole?

Emmy Markussen, Frederiksværk

Svar fra Winnie From Thesbøl

I Fru Nimb’s Kogebog fra 1888 har hun tre opskrifter med »Jordæbler eller Jordskokker«, som der står. Jordæbler er altså jordskokker. Smagen minder om artiskokbunde, og jordæbler (jordskokker) tilberedes hos fru Nimb som artiskokbunde, som er det samme som artiskokstole: »Jordæbler skrælles og skæres igennem. Med en kniv tildannes de i form af en artiskokbund. De koges i vand og salt, anrettes på en sammenfoldet serviet på et fad og serveres med rørt smør.«

De koger let ud, og i dag vil vi nok nøjes med at koge dem uden at skære dem ud først. Har i øvrigt mange anvendelsesmuligheder og er en grøntsag, der har fået en renæssance de seneste 10-15 år.

Jordskokken er en af de få grøntsager, vi fik fra Nordamerika, da europæerne fandt Amerika. Resten – kartoflen, tomaten, peberfrugten m.fl. – kom fra Sydamerika.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #grøntsager, #ernæring og #frugt