Hvad bruger man rosenvand til?

?

Jeg vil gerne vide, hvad man bruger rosen- og orangevand til. Det kan købes i indvandrerbutikker i små flasker til cirka 10 kroner.

Anette Albertsen, København

Svar fra Winnie From Thesbøl

Flaskerne med rosen- og orangevand indeholder blomsterekstrakt, destilleret vand og i nogle tilfælde også citronsyre.

De aromatiske dråber anvendes først og fremmest til desserter, kage og konfekt, hvoraf noget kan købes i etniske butikker, for eksempel konfekten »turkish delight«. Dråberne anvendes mest i køkkenerne i Mellemøsten og Asien og er også med til at give smag til drikke, for eksempel en tynd yoghurtdrik, der nydes til maden.

Begge typer vand er meget parfumerede og ikke anvendt i det nordiske køkken, men rosengelé har altid været betragtet som en fin og eksotisk gelé til for eksempel at pynte flødeskumskager med.

Som en kuriositet kan nævnes, at da man for 100 år siden begyndte at fremstille marcipan kommercielt i Danmark, hældte man rosen- eller orangevand over de malede mandler, så de ikke skulle tørre ud.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kultur, #udland og #kager