Denne forblæste efterårstorsdag har sit eget ord. Ordet er lurendrejer. I går var ordet skærmydsel, som betyder strid. I morgen kommer et nyt ord på min applikation med ord, og det eneste, jeg ved om det, er, at det er i fare for at glide ud af sproget. Lurendrejer betyder skælm, gavtyv eller filur, og hov, har vi ikke allerede her en hel del bud på truede ord?
Det var redaktionschefen, som meget forståeligt bad mig besynge min vrede over, at gode gamle ord negligeres. Forståeligt, fordi jeg er over 60, og som enhver ved, kæmper vi gamle en kamp, vi er dømt til at tabe. Kampen mod forandringer og sædernes forfald og især imod nutidens vansiring af modersmålet. Og vi vrede gamle mænd af begge køn elsker som bekendt at få luft for vores indestængte vrede.
Da jeg var ung, skrev jeg i en tekst, at nogen havde vederkvæget sig, bare fordi vederkvæge er sådan et dejligt ord. Man nyder noget, for eksempel kaffe, når man vederkvæger sig. Jeg kender en anekdote, hvor et begravelsesfølge har overstået jordpåkastelsen og nu sidder bænket omkring bordene inde i krostuen. De synger salmen, der ofte bruges til begravelser: Til himlene rækker din miskundhed Gud. Og præcis på strofen: Du kvæger i ørkenen den tørstende sjæl… går fløjdøren op, og kromutter kommer til syne med kaffe og flødeskumslagkage til overflod.
Alt dette ufortalt afleverede jeg teksten, og en ung mand sad med sin røde kuglepen og pegede på ordet. Hvad betyder det der vederkvæge, sagde han og udtalte det endda vederkvække. Siden lærte jeg lidt jantelovsagtigt, at ualmindelige ord ikke er velkomne. Det, ikke alle kan begribe, skal ingen begribe, kunne man sige. Men det sjove er jo, at nye mærkelige ord ikke bliver underlagt samme censur. De glider bare ind: Forandringsparat, fremadrettet, innovativ, eventmanagement, men er de bedre, smukkere, mere præcise?
Der findes et tv-program om at gå på loppemarkeder og rode efter gamle møbler og vaser og finde den værdi i tingene, som ingen andre kan se. En stol, der bare ser gammel og støvet ud, er i virkeligheden et kup tegnet af en anerkendt arkitekt. En pludseligt opstået ærbødighed og omsorg omgærder stolen. Den får historie, og det er en god ting, forstår vi. Historie er der masser af i de gamle ord, vi ikke vil bruge. Vi kunne støve dem af, polere dem og behandle dem som fint gammelt design i stedet for. Vi kunne behandle dem med omsorg og ærbødighed. Eller bare bruge dem. •
