Husets vægge smelter i solen

Du behøver ikke aircondition, hvis dine vægge kan smelte. Og herved suge varmen i rummet til sig

Du kender fornemmelsen af at sidde på en sten eller mur, der er varm, selv om solen for længst er gået ned. På samme måde som store sten kan suge varme til sig, kan et nyt byggemateriale akkumulere varmen - dog langt mere effektivt end sten.

VOKS I VÆGGEN

Det nye såkaldte »faseskiftende materiale« kan bl.a. være lavet af voks. Materialet bliver støbt ind i vægge, loft eller gulv og kan skifte fra fast til flydende form. Materialet har et meget nøjagtigt smeltepunkt på f.eks. 23 grader.

Når rummet når 23 grader, begynder materialet at smelte, og det suger
noget af rummets varme til sig, og har en kølende effekt. Det skriver
energivejleder i Energitjenesten Sjælland Ole Alm i fagbladet Vedvarende
Energi & Miljø.

VARMEN KOMMER TILBAGE

Når solen går ned og huset ikke længere er for varmt, begynder voksmaterialet at blive fast igen, idet materialet skifter fase fra flydende til fast form fragiver det, den varmen, det tidligere sugede ud af rummet.

På den måde får man mindre brug for aircondition og holder en mere konstant behagelig temperatur i huset.

DET FØRSTE HUS

I Hjortshøj lidt uden for Århus er Peter Grønlund netop flyttet ind i Danmarks første hus, der er bygget med faseskiftende materiale.»Vi har kun boet her i tre uger. Men selv om det har været ned til
frysepunktet om natten, har vi kunne fastholde temperaturen på et par af
tyve grader hele aftenen,« siger Peter Grønlund til Samvirke. Han er
uddannet bygningskonstruktør og arbejder som energirådgiver i
Energitjenesten.

GAVE FRA HIMLEN

Når solen varmer ens hus op om dagen, forsvinder varmen meget hurtigt fra huset, hvis man f.eks. bor i et træhus med tynde vægge. Men hvis man bor i et stenhus med tykke og tunge vægge, så kan man holde på varmen længere.

Men nu behøver man ikke længere bygge i sten, hvis man vil holde på varmen.»Det
er en gave fra himlen at få gipsplader, der kan akkumulere den passive
solvarme,« siger Peter Grønlund. Og forklarer, at hvis man vil bygge et
lavenergihus, med 40 centimeter isolering i væggene, er det rart at
slippe for yderligere 11 centimeters mursten, som man kan ved at bruge
de nye varmeakkumulerende gipsplader.

HUNDEDYRT

Det er oplagt at bruge de varmesugende plader i moderne kontorbyggeri. Hvor der ofte er store glaspartier og problemer med overophedning om dagen, siger Peter Grønlund.

De varmesugende gipsplader kan bestilles i nogle byggemarkeder. Og produceres bl.a. af KnaufDanogips. Da det er et meget nyt produkt, har det ikke været muligt at få oplyst en pris. Men de koster betydeligt mere end almindelige gipsplader.


Peter Grønlunds bæredygtige hus: www.plushuset.dk

Producenter af PCM gipsplader: www.knaufdanogips.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: #energi, #arkitektur, #bolig, #bæredygtighed, #co2 og #sol