Hov - jeg er voksen

Roderi. Det tager tre nanosekunder længere at lægge tingene på plads. Hvorfor f.. smider jeg dem så alligevel bare i en bunke?

Det begyndte forholdsvis uskyldigt. Min revisor manglede et bilag for at kunne færdiggøre mit årsregnskab. Så jeg åbnede min sorte »revision« -mappe og slog op under fanebladet »bilag«. Dér var det i sagens natur ikke - for hvis det havde ligget på sin plads i første omgang, ville det jo have ligget i hans bunker for længst. Så jeg slog op under de andre faneblade. Og derefter fulgte den ene sorte mappe efter den anden. Alle med et fint skilt på ryggen, fyldt med fine faneblade med sirligt nedskrevne kategorier og velordnede papirer og bilag i datoorden - og så lige alle de der blandede løsark, der blafrede ud allerforrest. Helt uden for kategori. Så hvis det ikke havde været for min nøje opøvede mappehåndgrebsteknik - en hånd nedenunder, den anden hånds fingre klemmende mappens sider tæt sammen - ville papirerne være væltet ud på gulvet.

Jeg rev resten af regnvejrslørdagen ud af kalenderen og gjorde en hyggestund ud af nødvendigheden. Og mens jeg sad dér og drak te og hørte musik, var det jo egentlig ret fornøjeligt at systematisere, kategorisere og bunke. Dér sad jeg og mindede mig selv om, at det jo ikke tager mange nanosekunder længere at sætte papirerne ind under det rigtige faneblad fra start, når jeg nu alligevel har mappen ude. Og det er også meget nemmere, når alting har sin rette plads. Jo. Så hvor var det godt, at jeg tog mig tid til en koncentreret indsats nu. Det var jo mest af alt en god investering. I et par selvtilfredse timer havde jeg et tsktsk tilovers for mig selv, når jeg undervejs stødte ind i mapper, der var pinligt ordentlige, alle breve i datoorden, styr på det hele. Ja haha, tsk'ede jeg overmodigt. Længere nåede jeg så ikke sidst. Men nu - klappede jeg stolt mig selv på skulderen - var jeg jo så godt i gang, så nu ville jeg nå igennem det hele.

Orden i teorien. Fem timer og 15 mapper senere smed jeg en ret omfattende og meget ukurant bunke papirer ind i en nyoprettet mappe ved navn »Blandet vigtigt«. Og det er så den sikre vej til, at de i hvert fald aldrig bliver fundet igen Men sådan var det jo slet ikke meningen, jeg skulle være. Når jeg blev voksen, skulle jeg jo være sådan en, der altid havde styr på tingene. Altid fik lagt sine breve i den helt rigtige orden, altid kunne finde sine nøgler, altid fik sendt bilen til service med rette kilometerintervaller, altid havde rigeligt til uforudsete udgifter, aldrig løb tør for tandpasta, havde fine nystrøgne skjorter liggende klar i feriekufferten selv efter 14 dage på farten og slet, slet ikke efterlod alt sit tøj i en sammenrodet bunke dagen efter afrejse.

Jeg prøver jo ellers. Jeg brugte dagevis på at udvælge, præcis hvilken skabsindretning der skulle gøre mig uendeligt meget ordentligere, fordi der var buksebøjler og op til flere skuffer inddelt i så mange små rum, at hver solbrille og hver af mine 38 hatte kunne få hver sin plads. Mine køkkenskuffer er dedikeret hver sin fødevare-eller servicekategori. Mine håndklæder bliver lagt fint farvekoordineret på plads efter vask. Jeg har rulleskabe, brevordnere, æsker, bokse, knager, bøjler. Så i teorien har alt sin egen plads. Og i teorien er det supersmart, fordi det så i praksis bare burde handle om at lægge hver ting tilbage, hvor jeg tog dem. Men teorien holder bare ikke længere end til, når de første uventede gæster ringer på dørtelefonen, og jeg ukritisk skovler alt ind på de ledige pladser - uanset kategori. For jeg er åbenbart stadig ikke voksen nok på lige netop dette punkt i mit liv til at tage springet fra teori til praksis.

" Jeg har rulle skabe, brevordnere, æsker, bokse, bøjler. Så i teorien har alt sin egen plads".

Nadja Pass ( 1974) er cand.mag. i retorik og har køkkenskabe fyldt med sære ingredienser. Hun har dårlig CO2-samvittighed, når hun rejser til Nuuk og New York. Hun mener, at slankekure er usundt for sjælen

Se, hvad vi ellers skriver om: #klumme