Hjælper ristet brød på dårlig mave?

Af og til undrer jeg mig over, at der som »skånekost« ved dårlig mave anbefales ristet franskbrød. Skulle det være lettere at fordøje end brød, som ikke er ristet?
?

Af og til undrer jeg mig over, at der som »skånekost« ved dårlig mave anbefales ristet franskbrød. Skulle det være lettere at fordøje end brød, som ikke er ristet?

Jeg synes tværtimod, at man kan få ondt i maven, især hvis brødet er ristet for hårdt. Da jeg var barn, måtte vi ikke spise friskbagt brød. Min mor fastslog, at det var ufordøjeligt.

Har det noget på sig, eller var det blot for at spare på det nybagte brød?

Ulla Bjørndahl Nielsen, Holstebro

Svar fra Leif Skibsted

I de officielle ernæringsvejledninger findes begrebet »skånekost« ikke mere, da man ikke har kunnet påvise positive effekter af de mange husråd som det at spise ristet brød ved »dårlig mave«.

Foretrækker man at spise ristet brød, bør man i øvrigt kun riste til lysebrun farve, da hård ristning danner stoffer som acrylamid, der er mistænkt for at fremkalde kræft.

Friskbagt brød er heller ikke mere ufordøjeligt end andet brød. Måske lokkes man til at spise mere af det friskbagte brød, og derfor føler man, at det er sværere at fordøje måltidet.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #tarme