Hjælp med at finde Danmarks sødeste kassemedarbejder

Hvert år giver ugebladet Hjemmet et ekstra skulderklap til Danmarks kassedamer og -mænd. Frem til den 5. februar 2024 kan du nominere din kandidat til kåringen af Danmarks sødeste kassedame m/k 2024

Det er nu, du kan være med til give et ekstra skulderklap til Danmarks kassemedarbejdere. Kender du en medarbejder i et af landets supermarkeder, der har fortjent en særlig hyldest, kan du indstille ham eller hende til ugebladet Hjemmets kåring af Danmarks sødeste kassedame m/k 2024. 

Og Hjemmet har brug for lokale folk til at finde gode kandidater i alle hjørner af landet. Sidste år skrev hele 995 læsere til Hjemmet for at indstille ikke færre end 350 søde kassemedarbejdere.

“Det er imponerende, hvor mange der har taget sig tid til at hylde hverdagens helte. Vi håber, at kunderne også i år vil hjælpe os med at finde Danmarks sødeste kassedame. Der findes masser af kassedamer derude, der gør en ekstra indsats i hverdagen, og læserne og kunderne kan hjælpe os med at finde dem," siger Hjemmets chefredaktør Marianne Gram.

Sådan nominerer du din kandidat til Danmarks sødeste kassedame m/k

Du nominerer kassemedarbejderen i dit lokale supermarked ved at skrive til Hjemmet og fortælle, hvorfor netop denne medarbejder bør vinde som Danmarks sødeste kassedame m/k 2024 og præmier til en værdi af næsten 29.000 kr.

Send en mail eller et brev til Hjemmet inden mandag den 5. februar 2024 og fortæl, hvem du indstiller, og hvorfor du synes, han eller hun er Danmarks sødeste kassemedarbejder. Husk at skrive både medarbejderens navn og butikkens navn og adresse.

Sender du en mail, skal du skrive til danmarks.soedeste.kassedame@hjemmet.dk.

Sender du et fysisk brev, skal du skrive til Hjemmet, Strødamvej 46, 2100 København Ø, Postboks 252. Mærk kuverten ”Danmarks sødeste kassedame”.

Når Hjemmets redaktion har modtaget indstillingerne, udvælges 5 finalister, der bliver præsenteret i bladet og på Facebook. Derefter er det op til læserne at stemme om, hvem der er Danmarks sødeste kassemedarbejder 2024.

Derudover trækker ugebladet lod om 10 præmier à 1000 kr. blandt alle indstillede kassemedarbejdere.

Det mener kunderne

Vi har spurgt en håndfuld kunder, hvad de mener, der gør en god kassemedarbejder. I videoen herunder kan du se, hvad de svarer.