Hella Joof: Glæden skal vrides til sidste dråbe

For nylig sad skuespilleren og forfatteren Hella Joof i sin bil og mærkede pulsen dunke ubehageligt i halsen. Det var før et møde, som hun forventede ville blive svært, tonen havde været skarp i nogle telefonbeskeder, der var gået forud for mødet. Nu sad hun stille i bilen og bad til, at hun ville forlade mødet igen i glad tilstand. Man kan sige, at hun tilgav på forhånd.

Alt skal ikke ende i skrig og skrål

»Man beslutter sig for at tro, at det menneske, der er over for en, ikke er ude på at skade en, og at det her ikke skal ende i skrig og skrål. Og de gange, hvor det virker, bliver man jo så inderligt bekræftet i, at det er en måde at være i verden på,« siger Hella Joof.

Mødet, hun frygtede, mens hun sad i bilen, gik godt. Det endte ligefrem hjerteligt. Hun bliver glad og smiler ved tanken.

Hella Joof har en strategi for at undgå følelsesmæssig tumult. Drama er godt, men kun i fiktionens og kreativitetens verden, ikke i det liv, hun selv lever. Men sådan har det ikke altid været.

»Jeg har været en rasende furie. Jeg troede, det var et menneskeligt vilkår og især et vilkår for mig, for jeg var jo åh så temperamentsfuld. Min mor sagde tit til mig, at jeg som barn havde sådan nogle stærke følelser. Alt var kulsort og hvidt, og jeg kunne ikke komme ud af de følelser. Men jeg har efterhånden erfaret, at livet ikke skal være en kamp,« siger hun.

Firbenene skal også have ro

Over den nordsjællandske ferieboligs skrånende græsplæne er en parasol spændt ud som et hvidt tempeltag, et vatteret tæppe er gulv, en pude er stol, og blikket kan uhindret vandre hen over den tilstødende strandeng med dens bestand af firben, der er fredede. Træhuset er bygget præcis 24 meter fra engen, så de kortbenede krybdyr generes så lidt som muligt af menneskelig civilisation.

Det er godt at bo i et land, hvor firben har rettigheder, mener Hella Joof, der nu i tre måneder har levet i eksil fra byen og tv’et med timenyheder, der ellers ville skære dagen i tynde skiver. Morgenens første ladning kaffegrums er afleveret til regnormene i kompostbunken rundt om hushjørnet. Køkkenhanen sprøjter gavmildt iskoldt vand i de store glas, ærtebælge i en rummelig skål skal åbnes og skrælles for deres indhold af søde små grønne kugler, og alt er simpelt og såre godt.

Hun mener, at mennesket er i stand til at ændre sig grundlæggende, og at hun selv har gjort det.

»Når jeg kigger tilbage på mit liv og ser, hvor meget kasten med møbler, skrig, skrål og drama der har været, også i parforholdet, får jeg kvalme. Jeg er jo fra den generation, hvor vi er opdraget til at kæmpe, jo mere højlydt, jo bedre. Altså, man løber ind i problemet med draget lanse og alle mulige plancher med ’nej’ på og en stor demonstration i ryggen. Jeg troede jo, at det var sådan, det skulle være, men det er det ikke. De store dramaer skal reserveres til kreativt brug, jeg skal ikke leve i dem og identificere mig med dem, for det kan jeg ikke holde til,« siger Hella Joof. 

Svigt og snyd

Hun har været svær at være sammen med, trukket grænser hele tiden, haft forventninger om, at folk ville behandle hende dårligt, svigte og snyde. 

»En af mine gamle kærester, som jeg stadig er venner med, sagde til mig for nogle år siden: »Det værste ved dig var, at du troede, at du altid havde ret, og så troede du altid, at man var ude på at ødelægge dit liv«, og han havde ret. Jeg var komplet kompromisløs, jeg har stadig en rem af den hud,« siger Hella Joof.    

Vendepunktet væk fra tumult og drama i eget liv kom, da hun var i 30’erne og nødtvunget måtte flytte ud af sin lejlighed.

»Når det gælder om at være enlig mor, der ikke har noget sted at bo, at have en nabo, der har smadret din dør, har jeg været helt nede at spise op. Altså, det er jo ikke engang en film, man gider være med i, og jeg besluttede, at nu kunne det være nok, mine strategier virkede ikke. Jeg var nødt til at opfinde nogle nye. Siden da har jeg lavet en sandhed om mig selv, der hedder: Jeg bor altid et dejligt sted, og jeg er helt ubekymret omkring bolig. Den har virket,« siger Hella Joof.

Mit hjerte banker, når jeg kan høre ham

Hun har i 11 år levet sammen med og er nu også gift med Henrik Jepsen, som er læge. Hun kalder ham Snit. 

»Det føles stadig ret nyt for mig, det her med at leve i et lykkeligt parforhold, jeg var 40, da vi mødtes, men jeg bliver altså glad hver dag, når jeg kan høre, han stikker nøglen i låsen derhjemme. Så kan jeg høre, at mit hjerte begynder at slå. Man skal strække sig ret langt for at gøre hinanden glade, synes jeg. Det er en stor erkendelse i forhold til i gamle dage, hvor alt var millimeterdemokrati og banehalvdele, måske var jeg ikke trænet i det der med kærlighed og tryghed, og derfor så blev det sådan lidt dramatisk.«

Ville ikke være fattig

Hella Joofs far var gambianer og advokat, hendes mor var dansker og korrespondent. De mødte hinanden i London. Kærlighedsforholdet var kortvarigt, faderen rejste tilbage til Gambia, moderen flyttede tilbage til Danmark, boede midlertidigt hos Mødrehjælpen, og Hella Joof voksede op i Birkerød med sin mor, som blev gift med en dansk mand, og senere kom en lillesøster til. Moderen blev skilt, og der var et konstant pres fra dårlig økonomi og manglende overskud.

»Min mor sagde engang til mig, at det værste med den dårlige økonomi er, at den rydder ligesom bordet, så hvis der kommer en varmeregning i december på 6000 kroner, og det var de penge, man havde sat af til julen, så er det ikke alene et økonomisk problem, det bliver et følelsesmæssigt problem,« siger Hella Joof.

 I dag har hun den frihed, penge giver, og hun har arbejdet hårdt for det. Hun har vidst, fra hun var barn, at hun ikke ville være fattig, når hun blev voksen. Datteren skulle have dejligt tøj og gå i en god skole, og hun skulle ikke være den, der ikke kom med på gymnasieturen, fordi der ikke var råd.

»Nogle af mine gamle venner syntes, at: Ja, ja, Hella, slap nu lige af med det dankort. Men jeg kan huske min mors øjne, når vi spurgte, om vi måtte få et eller andet. Der så jeg den frustration, raseri og sorg over, at hun bare gerne ville råbe ja, selvfølgelig må I det, men ikke kunne.«

Lå under for andres dom

Det er bittert at være fattig og var ikke mindre bittert i 1970’erne, hvor forklaringsmodellen var, at »det var samfundets skyld«, og man nemt følte sig snydt. Hun var kommunist som 13-årig, for det var man i Birkerød, og hun gjorde det, de andre gjorde.

»Jeg elsker sådan nogle børn, der ved, hvem de er, i en tidlig alder og er ligeglade med, hvad de andre synes. Sådan er min datter, men det var jeg ikke. Jeg hørte den musik, de andre hørte, og forbudt diskomusik, når jeg var alene. Jeg havde ondt i maven, da jeg havde fået lavet huller i ørerne, og turde ikke gå i skole, for hvad skulle jeg svare, når de andre spurgte, hvorfor jeg havde fået ørenringe? At jeg syntes, det var pænt? Så ville det komme: Aaahhh, synes du så selv, du er pæn? Den samtale kunne jeg ikke overskue, den fandt vist heller ikke sted, heldigvis, men frygten var der. Senere til optagelse på skuespillerskolen sagde jeg ikke, som sandheden var, at jeg ville stå på en scene, fordi jeg havde et dybt ønske om blive set og klappet ad. Jeg sagde det politisk korrekte, at jeg gerne ville være med til at ændre samfundet, for det var det svar, man gav. På den måde, synes jeg, at jeg er vokset op i en rigid tid med snævre rammer for, hvad man måtte og ikke måtte. Der var ikke så højt til loftet i halvfjerdserne og firserne,« siger Hella Joof, der senere lagde sin kommunistiske overbevisning bag sig. 

Opdagede hun var sjov til en familiefest

Humor har potentiale. Hella Joof opdagede i en tidlig alder, at hun havde et talent for humor. Hun ved ikke helt, hvordan hun fandt ud af, at hun er sjov, eller hvor det kom fra. Hun har en fjern erindring om en større familiebegivenhed, hvor der var tæt besat omkring bordet, sovs og kartofler til overflod og mænd klædt i hvide nylonskjorter, og så fik hun fik sagt et eller andet, som fik latteren til at skylle imod hende. Var det en sætning, eller et ord i sætningen? Måske havde hun sagt noget, der var lidt for voksent eller ufrivilligt morsomt. Hun blev i hvert fald opmærksom på, at der var potentiale i humor. 

»Jeg tror faktisk, at hvis der er noget som helst i universet af en større kraft eller måske gud, eller hvad vi kalder det, så er det et lille smil, det er ikke nedadvendte mundvige,« siger Hella Joof.

»Under det katastrofale jordskælv i Haiti i 2010 så jeg på tv en forstander fra et jordskælvsramt børnehjem blive interviewet om alle de forældreløse børn. Børnene havde det godt, sagde han, men hvis der kom nogle små efterskælv, som der jo kom, løb de ind i skabene og gemte sig, fordi de troede, at der ville komme jordskælv igen, fortalte forstanderen grinende og ikke med nedadvendt mund, som vi ville gøre i Danmark, også fordi vi ikke griner, når vi taler om humanitære katastrofer. Det ville være upassende. Men nogle steder i verden er mennesker så hårdt ramt, at smilet og grinet er en overlevelsesmekanisme.« 

»Folk griner også i Afghanistan, selvom der ikke er skidemeget at grine ad. Altså jeg synes, alt skal presses ud af den karklud, der hedder glæde. Den sidste dråbe skal bare med. Kører du galt eller får en eller anden led sygdom, så er det da ærgerligt, at du ikke var glad, der hvor det gik godt, som for eksempel var nu.«

Uanset om der er død og ulykke i rummet, skal der også være plads til smilet, og det er op til os selv, hvilken version af historien vi vælger, mener Hella Joof. Bliver man sat til at vente på skadestuen i 23 timer, kan man genfortælle historien fra en offervinkel, men man kan også lave en sketch ud af det. Det gjorde Peter Frødin og jeg i Lex og Klatten. Jeg synes stadig, den er sjov!«

En sjov begravelse

»Da min mor døde, græd jeg, så tårerne sprøjtede, men der var simpelthen så mange ting, som gjorde, at jeg bare ikke kunne få lov at græde, fordi jeg kom til at grine. Da vi bar kisten ud, var den så tung, at min søster og jeg var bange for at tabe den, så min mor skulle trille ud. Alle mændene gik bagved, og vi kunne se, at de ingen kræfter brugte. Min mand Snit, der er læge, sagde bagefter: Det var jo, fordi I fik overkroppen. Jamen, det var så upassende sagt, at vi fik overkroppen, men også sjovt, fordi det var sådan en lægelig betragtning, og jeg ved, at min mor ville have fået et grineflip, hvis hun havde hørt det. Da vi skulle sætte min mors urne i jorden, kom graveren for sent, det regnede, og der var vand i hullet, så det sagde en lang pruttelyd, da urnen blev sat i jorden, det var, som om der kom alle mulige hilsner fra min mor hele tiden. Hun havde rigtig meget humor,« siger Hella Joof.

Er usentimental i private relationer

Hun mødte sin nu afdøde far og sin gambianske familie engang, da hun var 14. Hun mærker i stigende omfang faderens træk i sin karakter, måske når hun er mest kategorisk og resultatorienteret.

»Jeg tror, jeg er født med en afrikansk fornemmelse for overlevelse, hvor det, der ikke kan stå, må falde. I relationer har jeg en usentimentalitet, der kan forveksles med kynisme. Der er forhold, jeg ikke giver en chance, jeg orker for eksempel ikke folk, der brokker sig i 8-taller, og som repeterer de samme offerhistorier igen og igen omkring deres liv. Det er min erfaring, at nogle modsætninger bare strider imod hinanden og vil blive ved med at gøre det. Tidligere i mit liv troede jeg nok mere på, at man bare skulle snakke om tingene, så skulle det nok løse sig. Det skal man også, men nogle modsætninger er antagonistiske, og så skal man skilles.«

Som barn følte hun sig anderledes, og hun mærker et slægtskab med andre, der også stikker ud fra mængden, for eksempel koreanske adoptivbørn. Hun er glad for sine afrikanske gener og sin hudfarve. I dag er hun også glad for sin barndom, selvom hun som barn vidste, at når hun gik ind i en bus, ville der blive kigget, og børn ville spørge, hvorfor hun var så sort i hovedet. 

»Jeg er ikke vred over det og føler ikke, at jeg har været udsat for racisme, højst forskelsbehandling, som når jeg ikke har fået en bestemt rolle, med den forklaring, at rollen ikke kan være sort, hvilket jo er noget vrøvl. I min opgang er jeg for eksempel ikke sort. Jeg er Hella på fjerde, og jeg går ikke ind i en butik som sort, jeg er bare en moden kvinde, der skal have nogen støttestrømper,« siger Hella Joof.

Slut med at være rasende

Hendes mor prøvede at opdrage hende til, at hun skulle være lidt bedre end de andre. Hella Joof gjorde oprør ved ikke at lave lektier. Det er hun ked af i dag. Hun ville have haft godt af en skrap far eller en katolsk privatskole med faste rammer. Hun var ikke et barn, der kunne tåle for meget frihed, men elskede at være spejder med ritualer og duelighedstegn. Det var bare ikke sådan en barndom, hun fik, den var mere løs. Der kunne være blevet passet bedre på hende, synes hun, og hun har været vred. Det er hun ikke længere. Inden hun pakker tæppet på græsplænen sammen og afleverer de tømte ærtebælge til regnormene i kompostbunken, taler hun igen om tilgivelse.

»Jeg har været rasende på min mor næsten hele livet, men efter hun er død, har vi fået sådan et godt forhold, og jeg tænker på hende med stor kærlighed, ømhed, lidt sorg og først og fremmest tilgivelse. Der er ting, jeg gerne ville have forstået noget før, og der er måske også nogle ting, jeg godt ville have tilgivet noget før, hvis jeg havde kunnet, men det kunne jeg så ikke,« siger hun.

Hun tror på en slags evigt liv, eller i hvert fald, at ikke kun de levende er til, også de døde har en form for tilstedeværelse, om det så er i himlen eller bare oppe i gardinerne. Af samme grund er hun ikke ked af, at hun ikke nåede at få talt ud med sin mor. Det kan man altid gøre bagefter, og det fungerer fint. Så kan man nemlig selv bestemme, hvad hun svarer, og så behøver man ikke at forsvare sig. Det er en god måde at få talt ud på, mener Hella Joof.

»Man kan for eksempel sige: Jeg kan godt se, at der har været nogle ting, som har været rigtig, rigtig svære, og du har gjort det så godt, du kunne, for det gør forældre. Jeg ved nu, da jeg selv har været mor i mange år, at ens voksne børn er ens akilleshæl. For hvis de ikke vil en mere, hvis de holder op med at ringe, så eroderer man, ja, man dør som forældre. Derfor er der ting, jeg har gjort i mit forhold til min mor, der får mig til at sige: Det er jeg ked af, der var jeg lidt hård, der var jeg lidt fordømmende og ung og vred, det må du undskylde. Og så smiler hun jo til mig oppe fra gardinet, ikke.«