Gril grøntsagerne

Grillede grøntsager får så meget smag og karakter, at du sagtens kan undvære kødet.

Beregn 3-10 minutters stegetid til fine grøntsager som squash og tomat, og beregn 20 minutter til grove grøntsager som gulerødder, rødbeder og selleri. Fine grøntsager lægges direkte på grillen og på tværs, så de ikke triller ned mellem rillerne. Grove grøntsager som rodfrugter tilberedes i en foliebakke, hvor de ikke får direkte, men indirekte varme. Spidskål deles i 4 dele og steges på direkte varme.

Skyl grøntsagerne helt fri for jord, fjern de yderste blade fra løg og kål.

Lad ældre eller lidt slatne grøntsager ligge 1 minut i iskoldt vand, så de bliver sprøde og spændstige. 

Pensl grøntsagerne med for eksempel olivenolie eller vend dem med krydderier i en frysepose og læg den i køleskabet, så grøntsagerne kan marinere, mens grillen bliver gjort klar. Brug sort peber, revet citronskal, revet hvidløg, rosmarin. Olien overfører varmen fra grillen til grøntsagerne og sørger for, at de ikke bliver tørre og seje. Vent med at salte grøntsagerne til bagefter. Modsat kød trækker det vand ud af grøntsagerne, hvis de bliver saltet, før de steges. 
 

Server grillede grøntsager solo, i salat eller med kød til. Lad dem gerne køle af, inden de blandes i salat, så den ikke klapper sammen. Dryp med lidt citronsaft eller eddike, så de lidt fede og søde grøntsager får friskhed. Brug også drys af persille og andre friske krydderurter eller server dem med friskrevet skal af en økologisk citron. Tænk i kontraster og pynt dem med stykker af feta eller mozzarella. Rul skiver af grillet aubergine omkring urtecreme eller soltørrede tomater. Grillede gulerødder, grillede skiver af broccoli og grillede asparges smager skønt med et pocheret æg.

Se, hvad vi ellers skriver om: #sommer og #sommermad