Gør drivhuset klar til vinteren

Drivhuset skal gøres rent med vand og sæbe, så du sikrer, at skadedyrene ikke har gode gemmesteder. Husk også at fjerne visne blade, hvis du har en vindrueplante. Samvirke viser dig vej til et vinterklart drivhus, og har et tip, så du kan lade havens planter overvintre i drivhuset.

Tøm drivhuset helt – og fjern visne blade

Tøm dit drivhus helt, når vinteren nærmer sig. Ud med planter, der ikke kan overvintre. 

Pluk de sidste tomater og de sidste frugter fra chiliplanten. Grønne tomater kan pakkes i aviser og modne i et skab. Chili kan modne i vindueskarmen. Når grøntsagerne er modne, kan du fryse dem ned, hvis du ikke kan spise dem. 

Tøm også plantekasserne. Har du sække med jord, så tøm sækkene i din kompostdynge eller i et havens bede. 

Har du en vindrue eller en anden permanent plante, så sørg for at fjerne alle visne blade og indtørrede frugter, for her har skadedyrene kronede dage.

Frem med vand og sæbe

Inden vinteren kommer, bør du vaske dit drivhus ned. Brug helst en biologisknedbrydelig sæbe. Alternativt: Bland vand og opvaskemiddel i en spand og brug en børste, når du vasker. En bilbørste til de store flader og en aflagt opvaskebørste til hjørner og sammenføjninger. Målet er at få alger og svampeangreb væk, så bakterierne har et sted mindre at overvintre. 

Lad sæben sidde i 15 minutter, og skyl efter med rigeligt vand. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fjern kalk med citronvand

Har du et forholdsvis nyt drivhus, er der sikkert ikke mange alger. Er det kun kalk, du skal fjerne, så er en blanding af vand og citronsaft god nok til nedvaskningen. Brug bare den citronsaft, du køber til madlavning i supermarkedet. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Husk at vaske træbjælkerne

I mange drivhuse er der træbjælker, der danner fundament eller afgrænser bedene inde i drivhuset. Træbjælker er fantastiske steder for skadedyr at overvintre. Giv træbjælkerne en god gang sæbevand, så skal frosten nok få kål på resten. 

Du kan eventuelt også skrubbe stammen på en blivende vindrueplante. Skrub forsigtigt. Så undgår du, at spindemider og andre skadedyr overvintrer i barken.   

Isoler drivhuset

Brug bobleplast på indersiden af ruderne til at vinterisolere drivhuset. Luften mellem bobleplasten og glasset er ét isolerende lag, luften i bobleplasten er et andet. 

Bobleplast bør kunne holde dit drivhus frostfrit. Haveselskabet foreslår, at du kan opbevare endivie- og Palla Rossa-salater, som plantes i flamingokasser og overvintrer. 

Blomster fra haven kan også overvintre i det isolerede drivhus, ligesom krydderurterne kan tage den sidste del af efteråret under tag. Krydderurter er dog sarte, når det gælder kulde, så tag dem ind, inden frosten for alvor får fat, hvis du vil holde dem i live hele vinteren. 

Vinteropbevaring af havemøblerne

Drivhuset er også et fint sted at vinteropbevare havemøblerne. Ligesom nogle af haveredskaberne kan bo i drivhuset.