Giver calcium og D-vitamin øget risiko for hjerte-kar-sygdom?

Per Brændgaard svarer på spørgsmål om kosttilskud.
?

Skal man spise D-vitamin med eller uden calcium? Jeg har hørt, at man skal spise det uden, da calcium sammen med D-vitamin forhøjer risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Helle Kok, Helsingør

Svar fra Per Brændgaard

Der er mistanke om, at calciumtilskud i kombination med D-vitamin muligvis øger risikoen for hjerteanfald. Det er endnu ikke afklaret, om det reelt er tilfældet.

Jeg vil anbefale, at du taler med din læge, inden du begynder at tage calciumtilskud. Der er fordele og ulemper ved alt, og balancen mellem fordele og ulemper afhænger af en individuel vurdering. Calcium-tilskud bruges især til at styrke knoglerne og modvirke knogleskørhed.

Calciumtilskud kan også give en lille sænkning af blodtrykket. Calcium findes sædvanligvis ikke i almindelige multivitamin- og mineraltabletter, og hvis det findes, er det kun i ganske små doser. Calcium i større doser findes ofte i kombination med D-vitamin i kosttilskud med isolerede næringsstoffer. Det er for de fleste ganske let at få calcium nok fra maden uden at tage kosttilskud. Fedtfattige mejeriprodukter er de bedste kilder til calcium i kosten. 

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.