Forsikringen dækker kun penge og smykker, hvis du låser døren

GÆLDER STADIG? Husk at låse døren, selvom du er hjemme. Får du stjålet penge og smykker, får du enten ingen erstatning eller en meget lav erstatning, hvis du ikke har haft lukket eller tyverisikret alle døre og vinduer.

Ingen erstatning for guld og penge

Husk at låse døren og lukke vinduerne, ellers får du mindre eller slet ingen erstatning, hvis du får indbrud, når du er hjemme.

Sidder du på terrassen, mens en tyv sniger sig ind af fordøren, kan du ikke regne med erstatning fra forsikringsselskabet, hvis tyven løber med dine smykker eller en bunke penge, du har liggende. Så er der nemlig tale om simpelt tyveri – og her gælder andre regler for erstatninger, end hvis tyven har skullet bryde en dør op for at komme ind i dit hus.

Når der er tale om simpelt tyveri dækker indboforsikringerne ikke. Det har en ny afgørelse fra Ankenævnet for forsikring slået fast i marts 2012.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Husk at lukke vinduer og døre

»Når tyven kan gå ind af en uaflåst dør, er det et simpelt tyveri, og så er fx smykker ikke dækket. Det gør ingen forskel, at man selv er hjemme. Det er adgangen til huset, det handler om. Sidder man fx og ser fjernsyn i stuen eller læser avis på terrassen, mens en bagdør er uaflåst, så har tyven relativt let spil,« forklarer konsulent Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.

»Man bør låse sine døre, selvom man er hjemme, og huske at lukke vinduerne igen efter udluftning. Eller sørg i det mindste for at gemme kontanter, guld/sølv og smykker godt og grundigt væk,« lyder rådet fra Riccardo Krogh Pescatori.

Læs mere om