Flirt med hverdagen

Ro på. Hver eneste dag har krav på opmærksomhed, også de dage, hvor der slet ikke er tid til det

Jeg ser det ligesom ikke

Hjemme hos mig kan man næsten altid dufte, når jeg har lidt for travlt. Så er der nemlig blomster i alle vaser, badekarkanten bugner af afslappende badeolier og magasiner, og på komfuret står der næsten altid en gryderet og simrer sig mør. Men tag endelig ikke fejl: Der er også vildt rodet. Men det ser jeg ligesom ikke. 

For når jeg har travlt, er jeg ekstraordinært blind overfor rod, vasketøj og de faretruende høje bunker af ting-jeg-lige-skal-kigge-ordentligt-på-når-jeg-ikke-har-helt-så-travlt. De kan – siger jeg pragmatisk til mig selv – sagtens vente. Dem gider jeg ikke stresse yderligere over. Men på den anden side er jeg ekstraordinært god til lige at gøre lidt ekstra ud af alting. For jeg synes, jeg skylder hver eneste dag at give den lidt særlig opmærksomhed. Ellers er jeg bange for, at de løber ud mellem hænderne på mig. At jeg kommer til at udskyde alt det vigtige – det, jeg kalder livet – på ubestemt tid. 

Om Nadja Pass

Født 1974, cand.mag. i retorik, selvstændig.

Er storforbruger af sociale medier.

Har køkkenskabe fyldt med sære ingredienser.

Bor i København og har lyst til at gøre mere end sin borgerpligt.

En flygtig flirt eller et smil kan gøre hele forskellen

I de knap så travle dagligdage går det af sig selv. Dér kan et rigtig godt grin, en opløftende samtale, en overraskende tanke, en flygtig flirt, en spændende arbejdsopgave, en sjov chat, et dejligt smil, et kapitel i en god bog, et solglimt på en bænk, det helt rigtige soundtrack under arbejdet eller fin lille snak med en fremmed gøre hele forskellen. 

Men på de travle dage kan opmærksomheden godt have brug for lidt førstehjælp. For deadlines, hasteopgaver, uventede opkald, praktiske gøremål og vigtige møder har det med at være ret højlydte, når de påkalder sig opmærksomhed. Så der skal lidt mere til, hvis hverdagens små glæder skal gøre tilstrækkeligt meget væsen af sig. Og når travlheden presser sig på, kan jeg nogle gange skulle retfærdiggøre ret højlydt overfor mig selv, hvorfor jeg prioriterer at trække cyklen hjem gennem solskinsbyen, når jeg kunne være nået en halv time hurtigere hjem, hvis jeg straks havde svunget mig i sadlen. 

Hver eneste dag tæller

Men jeg fortryder aldrig, aldrig, når jeg prioriterer solskinsturen, georginerne, karbadet og simreretterne. Det siger næsten sig selv, at de par halve timer hist og pist er godt givet ud i den store sammenhæng, fordi de lige udgør nogle pusterum, hvor tankerne falder på plads og kribler i nye retninger. Men for mig er det vigtigste faktisk, at det skærper opmærksomheden på hver eneste dag. 

For i min optik må en dag aldrig passere helt ubemærket hen. Bare være noget, jeg skal klare, håndtere, overstå, overkomme, overleve, mens jeg længes efter weekender, ferier, fester, højdepunkter, der så til gengæld helst skal være så ekstraordinære som muligt, så jeg virkelig kan mærke, at jeg lever. Det er ikke fordi, det hele behøver at være lutter lagkage. Når livet bider fra sig, mærker man jo også, at man lever. Og det skal der selvfølgelig også være plads til. Det er ligegyldigheden, jeg frygter. At hverdagene bliver reduceret til trædesten mellem livets store mærkedage. 

For det er jo dybest set dem, der udgør livet – hverdagene. Så hvis man ikke glæder sig over dem, spilder man en helt uhyggeligt stor procentdel af livet. Så de fortjener lidt opmærksomhed hver og en – hverdagene.             

Se, hvad vi ellers skriver om: #stress og #klumme