Få styr på programmerne

Internettet er en buffet. Men, hvor forsvinder alle de gratis programmer hen? Svaret er et klik og et stikord væk.

Problem:

Det sværeste her i livet er at indrømme, at man er
afhængig af internettet. Klik, klik. Her er det jo! Programmet, jeg
altid har ledt efter. Et øjebliks ubetænksomhed. Det vil jeg downloade!
Klik, klik, boing… Og det er væk. Pludselig. De lette løsninger
forsvinder ned i sumpen.  Puff. Nu bor de sammen med Excel og Acrobat.
Begravet i menuerne. Helt borte. Næste gang, man ser dem, er, når Fætter
Højben geninstallerer computeren. Hmm, hmm, det er da klart, at din
computer er langsom. Du installerer så meget bras, siger han.

Løsning:

Skal
man synde og hente alle de fede programmer, man finder på sin vej – og
det skal man jo – ja, så skal man gøre det med stil. Hemmeligheden er
nemlig ikke at have orden på Skrivebordet. Tricket er at kunne finde
programmerne, når man har brug for dem. Mød Launchy. Nørden, der altid
er på din side. Launchy er en lille tekstboks, der starter sammen med
Windows. Gratis. Hvad var det nu, det hed? Det der program, de skrev om
på samvirke.dk, som jeg hentede. Noget med drop… da… da… og så kommer
svaret: Dropbox. Launchy er en god gætter. Herfra er det blot et
museklik eller et let slag på tastaturet. Der var den!

Opfordring:

Computere går ned. Sådan er det. Så gå amok, installer alt og lad Launchy om at hitte rede i suppedasen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #internet, #webråd og #computer