Få en allergivenlig græsplæne

Mikrokløver ligner en miniudgave af den kløver, vi kender fra markerne.
Allergivenligt græs blev ikke udviklet med tanke på allergikerne
Udviklerne på den danske virksomhed DLF-Trifolium havde slet ikke tænkt i allergibaner, da de udviklede den såkaldte mikrokløver, som kan tilsættes græsfrøblandinger.
De tænkte snarere på at udvikle en græsplæne, der krævede mindre gødning, der forblev grøn selv i tørre perioder, og som voksede langsommere og derfor ikke skulle slås så ofte. Men for allergikere har »græsset« meget fornemmere egenskaber.
»I modsætning til græs er mikrokløver en bælgpante, så i forhold til græsallergikere lyder det som en klar fordel,« siger forskningsleder Birte Boelt fra Institut for Genetik og Bioteknologi på Forskningscenter Flakkebjerg.
For græsallergikere er sæsonen lang
Græsallergikere kan opleve de klassiske symptomer med tæt næse og kløende, hævede øjne helt fra maj til september. Det er primært pollen fra græssernes blomster, som allergikere reagerer på, så hvis græsset slås ofte og derved ikke når at blomstre, vil man kunne mindske generne.
»Der frigives også allergener fra saften i græsstrået. Når man slår græsset, bliver små dråber af plantesaft hvirvlet op i luften. De fine væskedråber indeholder de samme allergener som græspollen,« siger rådgivningschef Betina Hjorth fra Astma-Allergi Danmark. Hun fortsætter:
»Hvis der er meget kløver i græsplænen, vil generne formentlig aftage, fordi man typisk får færre symptomer, når koncentrationen af allergener er mindre.Men det afhænger nok af udbredelsen af mikrokløver, da pollen kan flyve over store afstande,« siger rådgivningschef Betina Hjorth.
Haveejere kan spare tid, penge og kunstgødning
Mikrokløver ligner en miniudgave af den kløver, vi kender fra markerne.
- Bælgplantens bakterier på rødderne omsætter luftens kvælstof til gødning, som græsset kan udnytte.
- Det betyder, at haveejere kan spare både tid og penge til kunstgødning og dermed bruge færre kemikalier for at pleje græsplænen.
- I dag sælges mikrokløver kun i frøblandinger.
- Frøblandingen Turfline Grønne Plæne indeholder fem procent mikrokløver, og anlægsgartnere har yderligere adgang til en frøblanding, der er beregnet til eftersåning, med 15 procent mikrokløver.
»Hvis man er tilbageholdende med at gøde med kvælstofgødning, vil mikrokløveren over tid sprede sig og dominere græsset, men så vil græsplænen nok heller ikke blive helt så jævn og holdbar.Men der er jo meget stor forskel på, hvor store krav folk stiller til deres græsplæne,« siger Birte Boelt.