Evig medvind på cykelstien

Et hjælpemiddel for handicappede og ældre. Sådan har de fleste hidtil set på elcyklen. Men fremover vil vi formentlig se mange flere danskere drøne rundt på cykelstierne med hjælpemotoren slået til

Wow! Det er jo ligesom at have medvind hele tiden!« Hvis et bredt smil kunne cykle, så ville det nok ligne Erik Neland, da han hugger håndbremsen i efter en kort rundtur på parkeringspladsen foran cykelforretningen. Han har lige kørt de første meter på sin nyerhvervede elcykel.

Den 40-årige familiefar fra Frederikssund, der arbejder som ingeniør, har ellers ikke cyklet i mange år. Faktisk betegner han sig selv som lidt dovent anlagt, men da han for nylig læste om elcyklen, spærrede han øjnene op. Her var muligheden for at komme ud og bevæge sig, få noget frisk luft og samtidig erhverve sig et nyt stykke legetøj med noget spændende teknik. Lige noget for en ingeniør.

Elcyklen er forsynet med en lille hjælpemotor. Den aktiveres først, når man selv træder i pedalerne, så man slipper ikke helt for at arbejde. Hidtil har elcyklerne primært været forbeholdt handicappede og ældre. Men i cykelbranchen forventer man, at 2008 bliver året, hvor mange flere danskere vil få øjnene op for genvejen til evig medvind på cykelstierne.

Branchen skæver til Holland, hvor fænomenet er gået hen og blevet rigtig stort med omkring 10 procent af den samlede markedsandel, og håber på, at danskerne også vil være med på den elektriske bølge.

LOKKER DE UFRIVILLIGE CYKLISTER.  Hos Dansk Cyklist Forbund har man også mærket en stigende interesse. Butikschef Allan Carstensen forventer, at man vil komme til at se flere elcykler i gadebilledet, om end han tvivler på, at det vil nå helt op på hollandsk niveau: »Det er særligt i den målgruppe, vi kalder de ufrivillige cyklister, at vi vil se det her vinde frem. Det er folk, der typisk bor ude i forstæderne og arbejder inde i byerne.

De vil egentlig helst køre bil, men er trætte af den tætte trafik og vanskelige parkeringsforhold. Tidligere har det måske været uoverkommeligt for dem at cykle på arbejde, fordi der var for langt, men med en elcykel bliver det pludselig til at have med at gøre.« Erik Neland har måttet lægge ryg til en del kommentarer, siden han anskaffede sig en elcykel. Mest fra folk, der selv motionerer ivrigt:

»De kan godt finde på at sige, at jeg da lige så godt bare kunne købe en knallert i stedet for. Men det, synes jeg ikke, er helt rigtigt. Med elcyklen kommer jeg ud at cykle dagligt, og det ville jeg altså ikke gøre, hvis jeg ikke havde hjælpemotoren.

På de få uger, jeg har haft den, kan jeg mærke, jeg er kommet i bedre form.«En undersøgelse fra Syddansk Universitet viste for nylig, at den motion, danskerne får gennem den daglige cykling, er faldet med 30 procent siden 1990, og at det årligt koster 1200 liv, at vi cykler mindre.

Når man vurderer, hvilke konsekvenser elcyklens fremmarch får for folkesundheden, må man holde det op mod, hvilke målgrupper, man regner med, kommer til at købe cyklen. Det giver sig selv, at det udelukkende er positivt at få de ufrivillige cyklister flyttet fra vejene til cykelstierne.

CYKELBRANCHEN KLAPPER.  Rundt omkring i cykelbranchen er man ved at få øjnene op for potentialet i elcyklerne. De allermest optimistiske vurderer, at Danmark i løbet af få år kan nå hollandske højder, og at man på længere sigt måske endda vil se hjælpemotoren som fast tilbehør

på næsten alle cykler. Lidt som dynamolygten har været det førhen. Hvis den profeti bliver opfyldt, er der basis for, at idrætsforskerne på SDU kan udgive en endnu mere dyster rapport om 10 år fra nu.

Netop de manglende motionsegenskaber er da også en af grundene til, at Dansk Cyklist Forbund ikke klapper helt i takt med cykelbranchen, når snakken falder på elcykler: »Vi velkommer elcyklen for dem, der har et behov. Men man bør også virkelig spørge sig selv, om man har et behov.

Hvis man er omkring 40 år, ikke har nogen skavanker, og man i øvrigt ikke har ret langt til arbejde, så har man altså ikke brug for en hjælpemotor. Så er det bare op på cyklen,« siger Allan Carstensen.

Samtidig understreger han dog, at det udelukkende er positivt, hvis elcyklen kan hjælpe ikke-cyklister i gang ved at fungere som en slags trædesten på vej mod en almindelig cykel.

RISIKO FOR FLERE ULYKKER.  Som Erik Neland konstaterede efter at have prøvet sin elcykel første gang, så føles det som at have kraftig medvind. Man skal bare træde let i pedalerne, og så suser man ellers af sted, som om det gik stejlt ned ad bakke.

Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed er man ikke synderligt nervøse ved udsigten til flere elcyklister i trafikken. Hastigheden på 25 km/t. svarer nemlig til den, mange cyklister i forvejen kører rundt med i den tætte bytrafik.

Dog forventer rådet, at vi vil opleve ulykker: »Hver gang der kommer en ny type trafikanter, ser vi, at det fører ulykker med sig. De andre i trafikken skal lige vænne sig til, at de er der - det så vi blandt andet, dengang Knallert 45 kom frem,« siger Søren Troels Berg fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Indtil videre kører der for få elcykler rundt på de danske veje og cykelstier, til at der føres statistik over antallet af ulykker. I politiets rapporter registreres de bare under den samlede betegnelse »cykler«, men det vil givetvis ændre sig, hvis der kommer flere af dem.

Erik Neland har ikke følt sig utryg ved at bevæge sig rundt i trafikken på sin nye elcykel. Til gængæld føler han sig ofte uovervindelig på bakkerne. Ofte tager han turen til byens stejleste stigning, hvor han stille og roligt klatrer til tops på sin nye cykel, uden at pulsen behøver komme helt i vejret. »Det er så fedt. Normalt bliver jeg jo forpustet, bare jeg skal gå op ad den bakke,« griner han.

SÅ MEGET KOSTER EN ELCYKEL.  Erik Neland har betalt omkring 14.000 kroner for sin elcykel. For at få ordentlig kvalitet skal du regne med at lægge mindst 10.000-12.000 kroner Det skyldes, at batteriet alene koster 4000-5000 kroner. Branchen forventer, at priserne på lithiumbatterier den kommende tid vil falde med 10 procent om året, og det kommer også til at afspejle sig i prisen på elcykler.

SÅDAN FUNGERER ELCYKLEN.  På elcyklen er monteret en lille hjælpemotor. Den hjælper først til, når du selv træder i pedalerne, og ved 25 km/t. giver den slip. Den lille hjælper får cyklen til at accelerere hurtigere og hjælper til med det tunge tråd på bakker og i modvind.

Læs som PDF:

Artikel side 1

Artikel side 2

Artikel side 3

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #fritid og #motion