Er min æblevin sund?

Kan jeg tage mig et glas god hjemmelavet økologisk æblevin og regne med, at jeg også bliver forsynet med vitaminer og andre rare ting, som et godt æble indeholder?
?

Vores æblehøst er for stor til at vi kan spise os igennem den, derfor har jeg i mange år lavet en del særdeles velsmagende æblevin.

Kan jeg tage mig et glas god hjemmelavet økologisk hvidvin og regne med, at jeg også bliver forsynet med vitaminer og andre rare ting, som et godt æble indeholder?

Niels Johnsen, Nyborg

Svar fra Leif Skibsted

Vin er ikke så god en vitaminkilde som den friske frugt, da ascorbinsyre (vitamin C) gradvist nedbrydes ved fremstilling af saft under gæringen og ved den efterfølgende lagring. Frugtens fibre findes heller ikke i vinen.

Gæren øger dog mængden af enkelte af B-vitaminerne, mens andre nedbrydes. Til gengæld overføres mange af frugtens andre ernæringsmæssigt gode bestanddele til vinen.

Det gælder flere af antioxidanterne og mineraler som kalium, som frugt er rig på, og som med fordel kan øges i vores kost og delvis erstatte natrium. Så drik blot den gode vin, men spis også frisk frugt vinteren igennem.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #alkohol, #frugt og #æbler