Er Hvidpot som det gamle Hvidpot?

Coop har relanceret Hvidpot-stellet, der blev tegnet af Grethe Meyer.
?

Jeg har med stor glæde konstateret, at Coop relancerer stellet Hvidpot. Jeg har set et billede af Hvidpot sammen med en skål med låg og fade med høj side. Jeg mener bestemt, at det billeder viser to stel, nemlig Ildpot, som oprindelig var et robust stel i let ru keramik, samt Hvidpot. I skriver også, at Hvidpot er let at rengøre og kan gå fra fryser og direkte i ovn. Det oprindelige Hvidpot har ikke de egenskaber, det tåler højst 100 grader. Jeg har for år tilbage opvarmet et fad i ovnen, så maden på fadet ikke blev for hurtigt kold. Det fad revnede. Er det nye Hvidpot lavet af fajance eller porcelæn, og er Hvidpot- og Ildpot-stellene blevet blandet? Og er det rigtigt, at det nye Hvidpot kan gå direkte fra fryser til ovn? 

Anne Søgaard

Svar fra Ole Kiel

Coop har relanceret Hvidpot i efteråret. Du har ret i, at der findes fade, der ligner hinanden i Hvidpot og Ildpot, men de fade, du har set på billederne i Samvirke, er fra Hvidpot-serien. Fadene er i øvrigt identiske med det oprindelige stel. Coop har valgt at producere Hvidpot i porcelæn, og kvaliteten er bedre end i det oprindelige, der første gang kom på markedet i 1970’erne. Derfor kan Hvidpot produceret af Coop også tåle brug i både fryser og ovn.

Ole Kiel er kategorigruppechef for bolig og fritid

Se, hvad vi ellers skriver om: #coop