Er hørfrø giftige, hvis de ikke varmes op?

Suzanne Knudsen spurgte i februars brevkasse i Samvirke, om hørfrø er giftigt, hvis ikke det har været varmet kraftigt op. Leif Skibsted tilføjer:
?

Svar fra Leif Skibsted

Af svaret til Suzanne Knudsen i februar fremgik det, at hørfrø indeholder stoffer, der kan frigive cyanid ( blåsyre).

Det skal fremhæves, at indholdet af disse såkaldte cyanogene glycosider mindskes, når frøene modnes. Det er modne frø, man kan købe i dagligvare-og helsekostbutikker, og disse brune frø har et minimalt og ufarligt indhold af cyanid.

Ved opvarmning som ved bagning af brød tilsat hørfrø mindskes indholdet yderligere, det gælder også for ristning og for udblødning i vand. Man bør dog ikke spise hørfrø med et grønligt skær ( umodne hørfrø) eller hørfrøspirer.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.