Er grøn te kræftfremkaldende?

Skal man afholde sig fra grøn te, når der er risiko for forurening fra kræftfremkaldende stoffer?

Alt med måde - også grøn te. Men drik roligt nogle kopper dagligt.

?

Jeg har læst i Samvirke i en artikel om E-numre, at rooibos te, sort te, grøn te og nogle urteteer kan være forurenet af pyrrolizidinalkaloider, en stofgruppe, hvoraf flere stoffer regnes for kræftfremkaldende.

Hvor bekymret skal man være? Er der nogen grænseværdier – hvor meget må man drikke?  Er der nogen dyrkningsområder, som er mindre ramt end andre? Og hvad med hvid te?
 

Lisbeth Kolding, Odense

Svar fra Leif Skibsted

DTU Fødevareinstituttet fraråder ikke at drikke te. Man kan som forbruger ikke se, om teen indeholder pyrrolizidinalkaloider, og man kan ikke gøre noget for at mindske indholdet. Men man kan drikke te af forskellige mærker og på den måde undgå at få al sin te fra et enkelt produkt, som eventuelt kan være forurenet. 

Myndighederne arbejder på at nedbringe indholdet af pyrrolizidinalkaloider i teer. Herhjemme begynder Fødevarestyrelsen i år at foretage kontrolprøver af teer på markedet.

Man kan drikke normale mængder grøn te, det vil sige nogle kopper dagligt, uden risiko. Det gælder også hvid te. Det må derimod frarådes at indtage kosttilskud med højt indhold af ekstrakt af grøn te eventuelt i blandinger med andre urter. Grøn te indeholder en specifik polyphenol, EGCG, som i større mængder kan beskadige leveren. 
 

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet