Er der buræg i varerne?

Coop har afskaffet buræg i Irma og Kvickly, men hvad med alle de varer, som der er æg i?
?

Jeg har med tilfredshed konstateret, at Coop ikke mere sælger buræg. Hvordan ligger det så med jeres bagerier? Plus øvrige produkter fra eventuelle underleverandører, hvor æg indgår. Hvilken form for æg anvendes der?

Erik lUdvigsen

Svar fra Ulla Riber

Irma har ikke solgt friske buræg i 20 år, og Irma vandt på den baggrund Dyrenes Beskyttelses ægtivist-pris sidste år. Kvickly har valgt at følge trop og ligeledes tage buræg af æggehylden. Det er således kun nogle af Coops butikker, der ikke længere sælger buræg.

Det er med i vores overvejelser, hvordan vi kan tage de næste skridt i forhold til at udfase buræg fra forarbejdede varer og i vores bagerier, hvor vi i dag anvender buræg. »Irmas Udvalgte« flødeboller er det første eksempel på dette, men det er et langt, sejt træk, som kræver indgående samarbejder med producenter og leverandører.

Der er typisk buræg i forarbejdede varer, men ønsker man at undgå buræg i forarbejdede produkter, kan man altid købe økologiske varer – herunder Coops eget mærke Änglamark. I den økologiske produktion tages der blandt andet hensyn til dyrevelfærd, og i økologiske produkter anvendes ikke buræg. 

Ulla Riber er afdelingschef i Coops CSR-afdeling. Derudover fungerer Ulla som ansvarlighedschef for Kvickly-kæden

Se, hvad vi ellers skriver om: #indkøb, #mad, #ansvarlighed, #coop og #æg