Er der aluminium i deodoranter?

Aluminium bliver af nogle beskyldt for at have en sundhedsskadelig virkning. De nyeste forskningsresultater viser, at aluminium ikke er skadelig i normale doser. Få her forklaringen på, hvorfor der er aluminium i nogle af Coops produkter til personlig pleje.
?

Jeg har i mange år købt for eksempel deodorant, dag- og natcreme og body butter i mærket Änglamark. Jeg har valgt jeres produkter, fordi jeg ikke har ønsket at udsætte min hud for alle mulige kemiske produkter.

Nu har jeg læst, at nogle forskere mener, at aluminium i for eksempel deodoranter kan være kræftfremkaldende. I ingredienslisten på plejeprodukter i Änglamark finder jeg til min store overraskelse aluminium silicate i jeres body butter og dagcreme (jojoba oil) samt aluminium chlorohydrate i jeres roll-on deo. 

I plejer at holde fanen højt og ikke tilføje ingredienser, der er tvivl om, så jeg må sige, at jeg er lidt overrasket. Aluminium er jo ikke forbudt, så vidt jeg ved, men bør tvivlen ikke komme jeres kunder til gode?

Lene Svinning Andersen, Silkeborg

Svar fra Tove Siegfredsen

Vi har for nylig ændret vores Änglamark bodybutter- og dagcreme-recepter, således at de ikke længere indeholder aluminium silicate. 

Änglamark deo roll-on indeholder aluminium chlorohydrate. Coop har ingen aktuelle planer om at ændre Änglamark deo roll-on til at være uden aluminium chlorohydrate, idet aluminium chlorohydrate anvendes som antiperspirant i deodorantprodukter, hvor det har en hæmmende virkning på sveddannelse og dermed er det virksomme stof i produktet. Produktet er mærket med både Svanemærket og Astma-Allergi Danmarks mærke, hvilket betyder, at produktet lever op til skærpede sundheds- og miljømæssige krav.

En norsk rapport har i sommeren 2013 konkluderet, at der ikke er tegn på, at aluminium har en kræftfremkaldende virkning. Vi følger med i den seneste viden omkring aluminium og forholder os til det, når der kommer ny viden.

Tove Siegfredsen er kategorigruppechef for personlig pleje og håndkøbsmedicin - og det betyder, at Tove Siegfredsen indkøber hovedparten af de varer, Coop sælger inden for kategorierne.

Se, hvad vi ellers skriver om: #parfume og #hygiejne