Emil Thorup: Målet er frihed

Tegnedirigenten

Han forestiller sig en bred, rød streg komme flyvende forbi hovedet. Den knækker 90 grader og suser videre over ham i mange meters højde. Flere røde strøg fylder tankerummet med bløde buer og skarpe hjørner. Midt i de flyvende pennestrøg står han, Emil Thorup, som en tegnende dirigent og fører pennen. Rummet er ikke ægte. Endnu. Rummet er indtil videre dels i dirigentens tanker, dels på papiret foran ham på arbejdsbordet.

»Når jeg tegner, er det, som om, jeg står inde i papiret og kan se alt, hvad jeg tegner,« siger Emil Thorup fra den ene ende af sin sofa i sit hjem på Frederiksberg. For lige nu sidder han hverken foran papiret eller på kontoret i Dubai, hvor de røde strøg er ved at blive til virkelighed. Lige nu sidder han i sin stue i grå sweatpants og en hvid T-shirt, som stumper, når han klør sig i det lyse morgenhår. 

Kun godt 24 timer tidligere er han flyttet ind i huset, som han har ejet i flere år, men indtil nu mest har lejet ud. 

»Undskyld her roder,« siger han, så snart han åbner døren. Der står fire flyttekasser oven på hinanden i stuen. Det er alt. Det er det eneste rod. Alt andet står snorlige, magasinerne ligger planlagt henkastet på sofabordet, bogreolens mange små rum er fyldt op med bøger, og i køkkenet står end ikke en brugt kop ved siden af vasken. 

»Jeg er lige kommet hjem fra arbejde i Dubai for et par dage siden og flyttede ind her i forgårs, så jeg har haft ret travlt med at få det hele på plads,« siger han.

Aldrig alene

Det er første gang nogensinde, Emil Thorup bor alene. Ikke fordi han ikke har turdet, som han siger, men fordi det først er nu, han har lyst til at prøve det. Meget alenetid bliver det nok ikke til, for kalenderen er fyldt ud med aftenaftaler, både arbejdsmæssige og private. 

»Det er, som om folk synes, man fejler noget, hvis man ikke en gang imellem trænger til at være alene, men det synes jeg ikke, er rigtigt. Jeg elsker at have folk omkring mig, det er bare min måde at være på.«

Han gider ikke sidde i et dumt hus i Sverige uden mobiltelefon i tre dage. Det er jo sjovere at have kontakt med folk, man kan lide, og mærke livet summe. Og apropos summen vibrerer mobilen stort set konstant på sofaens armlæn. Aftaler ordnes og mail tjekkes, alt sammen næsten uden at det går ud over hans talestrøm. Han har mange talenter. At tjekke mail og blive interviewet samtidig er nok i virkeligheden et af de mindste. Lad os af samme grund vende tilbage til alle pennestrøgene, og hvad det er, han render og laver i De Forenede Arabiske Emirater.

Barndomsdrøm

Emil Thorup har, siden han var helt lille, tegnet huse. Nuvel, det gør de fleste børn, men han stoppede ikke igen. Med årene blev tegningerne mere indviklede, han læste bøger om arkitektur og dygtiggjorde sig. For sjov. Han havde en lille drøm om at blive arkitekt, men han var ikke sikker på, at han var god nok. Han kom faktisk ind på arkitektskolen på sit solide karaktergennemsnit kort efter gymnasiet, men han sprang fra allerede før studiestart. 

»Jeg kunne ikke overskue at skulle tage en hel uddannelse. Jeg var heller ikke klar til at underlægge mig andre end mine egne præmisser,« siger han. 

I stedet fulgte han sine egne veje, men det vender vi tilbage til. 

Opfyldt som voksen

Nogle år efter at han for alvor havde fået gang i karrieren, gik Emil Thorup hos en erhvervspsykolog. Han ville gerne finde ud af, hvad han skulle med sit arbejdsliv. 

»Jeg er blevet givet nogle rigtig gode kort, som har hjulpet mig langt, men på det tidspunkt vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle bruge dem.« 

Sammen fandt de to ud af, at ved siden af tv-karrieren, som fløj af sted – det gør den i øvrigt stadig – ville han have gavn af at lave noget, som var på hans egne præmisser. 

»Noget tid efter var jeg i Dubai med Mads & Monopolet, hvor jeg helt tilfældigt møder danske Jesper Godsk, som har en tegnestue i byen. Vi faldt i snak, og han pressede på, for at jeg skulle vise ham nogle af mine tegninger. Til sidst tog jeg chancen.«

Emil Thorup havde aldrig fået sine tegninger vurderet af en professionel, og det var et stort skridt for ham at lægge tegningerne frem, som han egentlig mest troede var lavet for sjov. 

»Det er jo let nok at gå og lulle sig ind i sin egen formåen, kigge på andres arbejde og som amatørarkitekt kunne sige: »Det operahus ligner sgu da en brødrister. Det kunne jeg have gjort bedre,« så med bævende knæ og mere nervøs, end jeg nogensinde har været, sendte jeg nogle af mine tegninger til Jesper.«

»En gang om året får jeg lavet et helbredstjek på et privathospital. Så kan jeg klare mig et år mere uden at være bange for at dø

Med på designerteam

Få måneder senere sad Emil Thorup som en del af et designerteam på et stort, hedt kontor på den anden side af kloden i en af verdens hurtigst voksende byer og tegnede en hotelombygning. En enorm lobby på 1500 kvadratmeter, et loungeområde med bløde møbler gennemskåret af en enorm, diamantfacetslebet søjle. »Den er faktisk drønflot,« siger han med slet skjult stolthed. En restaurant med 400 siddepladser, og en reception med en disk i massivt marmor stående skråt oven på et enormt stykke ædeltræ. Han holder hænderne forskudt ud fra brystet, da han forklarer den enorme stendisks placering. »De materialer er for vilde.«

En bar på en indskudt etage svævende ud i lokalet og meget mere i det 2000 værelser store hotel er også frembragt med tegnedirigenten Emil Thorup stående i papiret.

»Det er et mega, mega projekt, og jeg har elsket at lave det. Men det er så hårdt! Jeg har arbejdet mere dernede de sidste tre uger, end jeg har gjort indtil videre i 2014, tror jeg.«

Ombygningen gik i gang i maj i år, og mens Emil Thorup venter på at se det færdige resultat, kan han til oktober se et andet stort projekt, som han har tegnet med på for et af de mange andre hoteller i byen. 

»Jamen, det er jo for sindssygt, at det, jeg har siddet og tegnet med mine små, fede fingre og fået ødelagt alle mine hvide T-shirts med rødt blæk til Justin Bieber i høretelefonerne, det er der nogen, der har bygget i virkeligheden,« siger han, ryster let på hovedet og læner sig tilbage i den lysegrå sofa og svarer på en SMS.

Den anden Emil

Arbejdet som arkitekt får en anden side frem af den unge mand med det lyse hår, som ellers ikke går af vejen for store armbevægelser. Han bliver endog ydmyg. 

»På tegnestuen skal jeg edermame stå tidligt op for at følge med. Både bogstaveligt og mentalt. Jeg lærer en hel masse, og selvom jeg synes, det er pinligt at skulle spørge og indrømme, at jeg ikke ved tingene endnu, så er jeg helt vild med det arbejde. Der er bare for varmt i Dubai.«

Han har fået hul på arkitekturen, men det er ikke noget, han vil bruge al sin tid på. Ikke endnu i hvert fald. For lige nu handler Emil Thorups liv rigtig meget om det, du sandsynligvis kender ham bedst for – at lave tv. 

Kikset i skolen

Skoletiden var lidt kedelig for Emil Thorup. Han lavede så lidt som muligt. Som han siger, var arbejdet i top, men indsatsen talentløs. Karaktererne var tårnhøje, men socialt var han kikset både som person og at kigge på med sine tynde, kridhvide lemmer og aflagt tøj. Men så i gymnasiet begyndte der at ske noget. Selvtilliden voksede med kroppen, som med en eksplosiv gang vokseværk sendte ham adskillige centimeter i vejret i løbet af bare et år. Et par scoringer blev det også til blandt andet til en fest i en klassekammerats sommerhus, og han fandt ud af, at han ikke bare var den tynde, blege dreng. Denne nyfundne selvsikkerhed skulle udnyttes i større omfang, end hjembyen kunne tilbyde. 

»Det sekund, jeg var færdig med gymnasiet, kunne man ikke se min røv for bare skosåler. Ej, det passer faktisk ikke helt, for jeg var ret glad for Odense på det tidspunkt,« siger han. Han overvejede ganske kort at blive i byen efter gymnasiet, men efter at have deltaget i tv-programmet Popstars havde han fundet gode venner og fået smag for livet i hovedstaden. Så i lidt mere adstadigt tempo og med bagdelen synlig for sålerne blev København alligevel Emil Thorups hjem efter gymnasiet. 

Skærmtrold på rekordtid

Han startede som runner og stikirenddreng i produktionsselskabet Zentropas såkaldte småtteuddannelse. Her lærte han blandt andet indgående, hvordan man vasker Peter Aalbæks cykel. Også når den ikke er beskidt. Uddannelsen gjorde han dog ikke færdig, for med ildhu og spidse albuer tog Emil Thorup sig lov til at blande sig, og på den måde fik han foden indenfor på blandt andet Casper Christensens program Aloha.

»Jeg har ikke rigtig fundet ud af, hvad jeg skal med mit liv endnu. Jeg plejer at sige, at jeg er på mit 11. sabbatår

Programmet var TV2's direkte talkshowsatsning i 2009 og holdt tre sæsoner, hvor det blev vist efter det ligeledes direkte sketchshow Live fra Bremen. Emil Thorup var med bag scenen på begge programmer, hvor han og Casper Christensen sammen udviklede og skrev hver dag. I løbet af talkshowets levetid begyndte seerne at se mere og mere til en spøjs, spinkel fyr med flyveører, hvidt hår, store, sorte briller, outreret tøj, og havde han ikke også  temmelig meget sminke på?

I løbet af blot tre år gik Emil Thorup fra at være en spøjs assistent til at lave en række egne programmer i radio og på tv for blandt andet Danmarks Radio, skrive en bog og holde massevis af foredrag om, hvordan du kan følge dine drømme og stadig blive til noget. 

»Tænk, at der kun er gået små fem år, siden jeg startede med at lave tv!«

Spil for galleriet  

Emil Thorup tog alle de gode kort, livet har givet ham, og lidt til, i brug for at komme frem i medieverdenen. En verden, hvor han kunne se sig selv, om ikke for altid, så i hvert fald for en rum tid. 

»Jeg spillede på det hele i starten, hvor det handlede rigtig meget om selviscenesættelse og om at komme frem. Folk troede, og det måtte de såmænd også gerne, at jeg var homoseksuel, med al min sminke, mit vilde tøj, kæmpe briller og så videre. Det var et game, og det virkede. Heldigvis,« siger Emil Thorup. 

Håret er stadig lyst, men ikke helt platinblond længere og tøjet mere afdæmpet, men væk i mængden bliver han nu nok sjældent. 

»Der er i virkeligheden ikke specielt langt imellem den Emil, man ser på tv, og den Emil, jeg er i virkeligheden. Stilen er min egen, som jeg kan lide den, men den var bare meget mere udtalt og iscenesat tidligere,« siger han.

Emil Thorup ser sig selv som et brand på linje med andre letgenkendelige firmaer som eksempelvis Coca-Cola, og han går derfor altid pragmatisk til værks i sin karriere. 

»Jeg kan sagtens forstå og har masser af respekt for dem, som er rigtig ægte kreative dybt indefra, men jeg er tv-vært. Helt ærligt, det er jo ikke noget specielt,« siger han og trækker på skuldrene. 

»Jeg har solgt mit brand til branchen, og jeg nyder, at det går så godt med den karriere, jeg har skabt for mig selv.« 

Uafhængighed driver værket

Arbejde og penge er der nok af, og Emil Thorup er velfornøjet. Begge hænder ryger op i luften med håndfladerne opad, så det rejsebrune maveskind igen blottes under den hvide T-shirt. 

»Jeg har aldrig i mit liv haft det bedre, end jeg har det nu. Jeg går rundt med et kæmpe smil hele tiden, og jeg er slet ikke så bekymret for fremtiden, som jeg var førhen,« siger han. 

Drivkraften i den glade mand har altid været økonomisk uafhængighed. 

»Det har siddet dybt i mig, at vi ikke havde ret mange penge i min opvækst. Mine forældre var musikere, og min far studerede hele min barndom, så midlerne var små. Jeg har dyb respekt for, at de gjorde, som de gjorde, og jeg har haft en skøn opvækst, men jeg vil ikke selv behøve at klare mig med så lidt, og det har førhen bekymret mig at skulle få en god økonomi,« siger han.

Med snippen udad, 100 procent. Når den vender omvendt, har folk ikke forstået det. Jeg vender den også altid , hvis jeg kommer et sted, hvor den vender indad.
Shorts eller lange bukser?
Lange bukser. Hele året. Shorts er lavet til de dage, vi ikke har i Danmark, med minimum 30 grader og høj luftfugtighed.

Livet ved siden af

Målet er dog ikke bare at have penge nok. Målet er at have frihed. Frihed til oplevelser, rejser, at købe en lejlighed til sin mor, at betale regningen uden falbelader, når han inviterer 15 venner ud at spise. 

»Jeg synes, at mit arbejde og min karriere er helt vildt spændende, og når jeg står på optagelse, nyder jeg det. Men hvis du spørger mig, om jeg hellere vil mødes med mine venner eller være sammen med min familie, så vil jeg helt sikkert hellere det. Altid,« siger han, holder en pause og siger det igen. 

»Altid!«

Hver gang Emil Thorup laver noget, skal det være bedre, end det var sidst. Men han ved også godt, at kendislivet kan være på lånt tid. 

»Hvis nu folk pludselig ikke kan lide det, jeg laver i fjernsynet længere, eller hvis jeg laver en eller anden skandale – jeg siger jo alt muligt lort – så slutter den del af min karriere. Derfor har det været vigtigt for mig, at kendisfaktoren ikke er afgørende for, at jeg kan have et godt liv, og det er den ikke længere,« siger Emil Thorup, som netop har indgået en aftale om at tegne en serie typehuse for Kalmar Huse. •